Digtsamlingen ”Heroica” fremhæves ofte som et af højdepunkterne i Sophus Claussens digtning. Bogen indledes med et forord, som omhandler forholdet mellem forskning og fantasi. Herefter følger ni dele med digte, hvoraf de fem har overskrifter og resten er titelløse.
Samlingen udkom i 1925, men digtene er skrevet på forskellige tidspunkter. F.eks. er ”Bøgen og nælden” skrevet til sønderjyderne i anledning af genforeningen i 1920, mens samlingens første del ”Hexameterbreve” indledes med et digt til ungdomsvennen Johannes Jørgensen, der er dateret sommeren 1892. Herefter følger ”Hexameterhymne til Pan og Giovanni” om Jørgensens konvertering til katolicismen, som den ældre Claussen nu forsoner sig med 30 år efter det første digt. Det er, som titlen antyder, skrevet på heksameter. Dette klassiske versemål består af seks daktyler, hvoraf den sidste er forkortet. En daktyl er en versefod, der indeholder en trykstærk eller betonet stavelse efterfulgt af to tryksvage eller ubetonede stavelser. Særligt for heksameterdigtene er desuden, at de ikke rimer.
Flere af ”Heroica”s digte er dog skrevet med krydsrim. Nogle er tungsindede digte om kulde og snærende sko, mens andre er skrevet i et let, syngende sprog. ”Skærveslagerens vise” er en sangtekst, der under noderne til melodien fortæller en gammelfransk anekdote om en mand, der knokler med at knuse sten. Da en fin dame nedladende kommenterer hans arbejde, må han give hende ret i, at det er en skidt bedrift. I visens sidste strofe udlægges moralen, der er, at selve livet er fuld af sten, som skal knuses.
Samlingens sidste digt ”Atomernes oprør” er skrevet på heksameter og beskriver mennesket som et atom i verden. Jeget udtrykker sin angst for, at jorden vil gå under pga. en kemisk formular. Digtet er derfor blevet læst som et profetisk forvarsel om de katastrofale atombombesprængninger i Japan i 1945.
Med ”Heroica” understreger Claussen sit syn på det heroiske som handlekraft og viljen til at sætte sig ud over sig selv og ofre sig for kunsten.