Sophus Claussen måtte selv finansiere udgivelsen af debutdigtene ”Naturbørn”, der udkom i 1887. Samlingen af lette, rimede digte om forelskelse, stævnemøder og bløde kvindebarme blev en skandale pga. vers som ”Hvad er hundrede Kys af ét par Læber/ mod at kysse hundrede Piger?” (s. 66), der forargede og provokerede pressen i en sådan grad, at det frivole førstehåndsindtryk kom til at præge modtagelsen af hans følgende bøger.
Digtet ”Kærlighedsprogram” består af 12 strofer med fire korte vers i hver, der følger rimskemaet abcb. Indledningsvis sammenligner jeget sig selv med en from ridder. Herefter beskrives lydene og lyset i det værelse, hvor han sidder og beundrer sin elskede. I en replik, der strækker sig over fem strofer, redegør jeget for sit syn på kærligheden. Digtet afsluttes med, at kvinden besvarer hans talestrøm med et kys, der muligvis er uendeligt.
23301814
Samlingens længste og sidste digt ”Til Alle” er delt i to. Første del indledes med en kommentar til læseren om, at han/hun nu har læst en række digte, om hvad digterens ”jeg” i citationstegn har følt af mismod og drømt om af varme kys. Herefter henvender digtet sig til sin kritiker og kommer vedkommende i forkøbet ved selv at påpege bogens mangler. Jeget overtager så selv kritikerens rolle og bebrejder først statsminister Jacob Estrup for hans reformfjendtlighed og opførelse af Københavns Befæstning. Dernæst går turen til religionskritikken. Jeget siger direkte, at han ikke tror på guds eksistens. Hans guder i overført betydning er den engelske biolog Charles Darwin og den græske filosof Sokrates. Den første fordi han rebelsk er citeret for at have sagt, at livet er for kort til at tænke på gud, og den sidste fordi han var klog nok til at erkende, at han intet vidste. I anden del uddyber jeget sin livsanskuelse, der er baseret på elskov, og digtet overgår til en kønskritik, der argumenterer mod rigide mande- og kvinderoller og for et fælleskøn.
”Naturbørn” peger med sine ateistiske, amourøse og moderne budskaber fremad i Claussens forfatterskab.