Det er spirende forår i København i 2. bog om Thilde og Camilla. Der er gået nogle måneder efter overfaldet, der har efterladt Max med en hjerneskade. Han behøver hjælp til det meste, går til genoptræning, men fremskridtene går langsomt, og Thilde må erkende, at hun nok aldrig får ”den gamle Max” tilbage. Selv har hun fuldt fart på med sangundervisning og arbejde, og det kniber med også at få al den tid til Max, hun synes hun burde have. Den dårlige samvittighed gnaver, især da Thilde forelsker sig lidenskabeligt i den attraktive sanglærer. Fru Jensen har rejst sig fra sofaen og er i gang med at banke en genbrugsforretning op i Nansensgade. Her hjælper Thilde også gerne til – og øver sig på at synge i ledige stunder: målet er stadig at blive optaget i Sankt Annæ koret. Thilde er begyndt indimellem optræde sammen med Camilla og nogle af de andre fra skolen, men der er stadig et stykke vej endnu.
23324342
Flere sidehistorier og begivenheder fletter sig ind undervejs og bidrager med at sætte flere nuancer på bogens øvrige personer: Camilla, der kæmper med en spiseforstyrrelse og med en voksende angst for AIDS, Thildes mor der forelsker sig og kommer ud af sin depressive tilstand, morfaren der pludseligt får en blodprop, Camillas far der er bøsse, Thildes far, der vender hjem og bosætter sig i et behandlerkollektiv, og som Thilde har sit opgør med, Max´ lillebror Lynet og flere andre.
Der er store temaer og mange handlingstråde i spil. Det kan lyde overvældende, men opleves som en anmelder skriver ”meget medrivende” , fordi det er udført med en lethed og elegance: ”Bente Clod fører os gennem spindelvævet af historier og sidespring som en edderkop der ved, hvordan der nu skal laves en ny tråd, en ny skæbne, en historie som gør, at vi som læsere klæbes til skæbnerne eller pludselig slår til og lammer os – grebet af sorg eller glæde. Hun spinder mesterligt, poetisk og musisk en sproglig tone, der stramt og præcist beskriver og ånder liv. Et sprog som lever sit eget liv og flyder råt, præcist, frygtindgydende af sted som en strøm, der må løbe videre og fortælle mere.” – (Jan Tøth, Nordisk IBBY Blad 2001)