Wilson

Citat
”Hvordan er jeg egentlig endt her? Oakland, Californien – hallo. Hvor fanden kom den fra? Her er faktisk ret smukt, det må jeg indrømme. Fornuftige folk … en god, hæderlig amerikansk by. Ikke? Hov, hvad laver han? For fanden, mand. Den bums sidder og skider på fortovet.”
”Wilson”, s. 8.

”Wilson” fra 2010 (”Wilson”, 2010) blev Clowes’ første værk, der udkom direkte i bogform uden først at være blevet serialiseret i ”Eightball”. Titelfiguren er en misantropisk, fraskilt midaldrende mand, som går sine omgivelser på nerverne med sin irriterende og nedladende facon. Bogen er bygget op i stribeform, hvor hver side er en afsluttet historie med en pointe, samtidig med at en større historie udfolder sig. Samtidig varierer tegnestilen betydeligt fra side til side, fra Clowes’ vanlige realistiske streg til en ikonisk, tegneserieagtig streg med store næser, små kroppe og prikøjne. Hver stribe har en titel og viser en lille bid fra Wilsons liv, nogle gange med år imellem.

Den mand, der toner frem over de 70 sider, tegneserien fylder, er både af en afskyelig og afskyvækkende mand, men også en mand der fortjener vores medlidenhed, og hvis dårlige sider vi måske kan genkende lidt af i os selv. Wilson holder af at starte en samtale med fremmede mennesker, han møder på gaden, f.eks. når han lufter sin hund Pepper, for derefter at latterliggøre de svar han får.

28285663

Den skiftende stil har en fremmedgørende effekt på læseren, der gør Wilsons karakter mere fremtrædende end hans form. Da Wilsons far dør (og det var ved Clowes’ egen fars dødsleje, at ideen til Wilson opstod), beslutter han sig for at finde sin ekskone Pippi, som stak af fra Wilson, da hun var gravid med deres barn. Han finder både Pippi og den datter, han aldrig har set. Datteren er i mellemtiden blevet bortadopteret, hvilket Wilson ikke tager sig af, da han på voldsom vis bringer sin familie sammen igen i en grotesk version af kernefamilien. Det ender både morsomt, tragisk og tragisk morsomt.

”Wilson”s stribeform er perfekt orkestreret, hver side har en velorkestreret fortællermæssig rytme, der afsluttes i sidste panel, samtidig med at den går i samspil med siderne før og efter. Værket holder en balance mellem humor, drama og melodrama og formår både at sige noget interessant og nyt om menneskelig natur og at være utrolig morsom og underholdende.