Selvom Teju Cole udgav det mindre værk ”Every Day is for the Thief” i 2007 er ”Open City” fra 2011 (”Åben by” fra 2014) hans gennembrudsværk. Med tematikker som identitet, kolonialisme og kultur er bogen blevet sammenlignet med en afrikansk forfatter som Chimamanda Ngozi Adichie, der også behandler erfaringen med at være immigrant i den vestlige verden og reflekterer over race og kultur.
I ”Åben by” tager den unge medicinstuderende Julius læseren med rundt på sine ensomme vandringer i New Yorks forskellige kvarterer og miljøer, men også i byens fortid. Gåturene rundt i New York er ikke kun en fysisk bevægelse, men også en rejse rundt i fortællerens sind og intellektuelle bevidsthed. Dvælende ved arkitektoniske detaljer og byens puls reflekterer han over alt fra væggelus, racisme og aktiv dødshjælp til klassisk musik, psykiske lidelser og den amerikanske kolonifortid. Hans tanker kredser også om barndommen i Nigeria, ligesom en del af bogen foregår i den europæiske hovedstad Bruxelles, hvor han forsøger at finde sin bedstemor.
Som søn af en nigeriansk far og en tysk mor er hans identitet udspændt mellem flere forskellige poler: Afrika, Europa og USA. Hans identitet er ikke kun delt geografisk mellem kontinenter, nationer og kulturer; den er også spændt ud mellem fortiden og nutiden. Bevidstheden om det amerikanske slaveris historie dukker op igen og igen på hans ture i byen: på havnen nær Wall Street, hvor de afrikanske slaver satte deres fødder på amerikansk jord for første gang, og ved mindestenen for en nedlagt begravelsesplads for sorte på Manhattans sydlige spids.
51244125
”Åben by” er en essayistisk roman. Det centrale er ikke hovedpersonen og fortællerens eget livsforløb, men de overvejelser, som hans møde med verden kaster af sig. Som fortæller giver Julius ikke uindskrænket adgang til sin personlige livshistorie, men er selektiv i forhold til hvilke aspekter af hans samlede erfaringer og følelsesliv, som fremstilles. Af den grund kommer man aldrig til at kende Julius – hvilket understreges til slut, hvor en overraskende detalje afsløres. I stedet får man fornemmelsen af, at Julius' fortællerstemme er en slags allestedsnærværende verdensånd, som indfanger verdens tilstand i starten af det 21. århundrede. Både hans tabte kærlighedsforhold og angrebet den 11. september hænger som et umælende baggrundstæppe for hans vandringer.
I sin bevidsthed er han flere steder på én gang; både i nutiden og fortiden, i USA og i Nigeria, han er både en 'sort broder' i Harlem og en intellektuel læge på et psykiatrisk hospital, som læser kritisk teori og engelsk litteratur skrevet af hvide mænd. Julius' karakter er flagrende – ligesom hans vilkårlige gåture, og ligesom de fugle, han ser fra sin lejlighed: ”Kort før denne flakken omkring begyndte, havde jeg fået for vane at iagttage fugletræk fra min lejlighed, og i dag spekulerer jeg på om der er en sammenhæng mellem de to ting.” (s. 9).