På den irske sydøst kyst ligger byen Wexford, hvor Eoin Colfer bor med sin kone og to børn. Det er også byen, hvor han er født og opvokset. Colfer og de fire brødre blev alle opmuntret til at være kreative fra en tidlig alder. Faderen var lærer og forfatter af historiebøger, og moderen skrev teaterstykker og underviste i drama. I familien blev det derfor ikke anset for ualmindeligt at skrive, og Colfer startede allerede i skolen med at skrive sine egne historier.
Som 18-årig tog han til Dublin for at uddanne sig til lærer, og i 1986 vendte han tilbage til Wexford for at undervise. Efter arbejdstid skrev han og var aktiv i den lokale dramaklub. I 1991 giftede han sig med Jackie, også lærer, og et år senere rejste de ud for at arbejde i Saudi Arabien, Tunesien og Italien. De nød at leve og arbejde i forskellige kulturer, men efter fire år besluttede de at vende hjem. Tilbage igen genvandt Colfer sin tidligere rytme, at undervise om dagen og skrive om natten, blot med den forskel at han nu havde en masse nye erfaringer at trække på.
I 1998 udkom “Benny og Omar” baseret på hans oplevelser i Tunesien. Den er siden blevet oversat til dansk, hollandsk, fransk, tysk, italiensk, portugisisk og spansk. Snart fulgte flere bøger, og Colfers store internationale gennembrud kom med “Artemis Fowl”-serien i 2001. Baggrunden for bogen var Colfers kærlighed til irsk historie og især de traditionelle irske legender. Han fandt frem til en moderne synsvinkel på de gamle myter og besluttede - lidt utraditionelt - at lade hovedpersonen være en lettere arrogant kriminel superhjerne.
Den massive succes med den første “Artemis Fowl”-bog betød, at Colfer kunne holde op med at undervise og koncentrere sig om at skrive. Lærergerningen har dog ikke været nogen forhindring for forfatterskabet. Colfer har flere gange understreget, at det at undervise og være sammen med børn, overbeviste ham om det rigtige i at skrive for børn.