Eoin Colfer

journalist Marianne Eskebæk Lasen, iBureauet/Dagbladet Information. 2005.
Main image
Colfer, Eoin
Foto: Graham Whitby-Boot/Allstar/POLFOTO. 2005

Indledning

Den første bog i serien om det kriminelle vidunderbarn Artemis Fowl blev øjeblikkeligt en international bestseller. Tilsyneladende har Eoin Colfer fundet sin helt egen fantasyniche, med en original blanding af James Bond-teknologi, keltisk folklore, action og rappe replikker.
Kendetegnende for Colfers historier er humoren og en stor opfindsomhed, når det gælder teknologiske nyskabelser. Hans hovedpersoner er sjældent de mest polerede i klassen, hvilket adskiller hans bøger fra megen anden børnelitteratur. Det væsentligste tema i forfatterskabet er venskab. Venskab mellem børn, og mellem børn og magiske væsener. Derudover indsætter Colfer, med varieret intensitet, familien som en vigtig enhed for kærlighed og ansvar.

 

52626692

Blå bog  

Født: 14. maj 1965 i Wexford, Irland.

Uddannelse: Læreruddannet.

Debut: Benny and Omar, 1998 (Benny og Omar, 2000).

Litteraturpriser: British Book Awards Children's Book of the Year, 2001. WH Smith ‘People’s Choice’ Children’s Book of the Year, 2001. The Bisto Merit Award, 2001 og 2002.

Seneste udgivelse: Anne Lise - den lille hjernevrider . Alvilda, 2016. (Anna Liza and the happy practice, 2016). Oversat af Mette Stepnicka.

Inspiration: Mark Twain.

 

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Holly kantede sig en anelse nærmere. En anelse til ville være ensbetydende med selvmord. ’Lad mig sige det på den her måde: Er De meget glad for deres ribben?’ ’Hvorfor?’ ’Jeg tror, jeg ved, hvordan jeg kan få Dem væk derfra.’ ’Hvordan?’ ’Jeg kan godt fortælle Dem det, men De vil ikke bryde Dem om det.’ ’Sig det, kaptajn! Det er en ordre!’ Holly fortalte ham det. Han brød sig ikke om det.”
"Artemis Fowl: Det arktiske intermezzo”, s. 192

På den irske sydøst kyst ligger byen Wexford, hvor Eoin Colfer bor med sin kone og to børn. Det er også byen, hvor han er født og opvokset. Colfer og de fire brødre blev alle opmuntret til at være kreative fra en tidlig alder. Faderen var lærer og forfatter af historiebøger, og moderen skrev teaterstykker og underviste i drama. I familien blev det derfor ikke anset for ualmindeligt at skrive, og Colfer startede allerede i skolen med at skrive sine egne historier.

Som 18-årig tog han til Dublin for at uddanne sig til lærer, og i 1986 vendte han tilbage til Wexford for at undervise. Efter arbejdstid skrev han og var aktiv i den lokale dramaklub. I 1991 giftede han sig med Jackie, også lærer, og et år senere rejste de ud for at arbejde i Saudi Arabien, Tunesien og Italien. De nød at leve og arbejde i forskellige kulturer, men efter fire år besluttede de at vende hjem. Tilbage igen genvandt Colfer sin tidligere rytme, at undervise om dagen og skrive om natten, blot med den forskel at han nu havde en masse nye erfaringer at trække på.

I 1998 udkom “Benny og Omar” baseret på hans oplevelser i Tunesien. Den er siden blevet oversat til dansk, hollandsk, fransk, tysk, italiensk, portugisisk og spansk. Snart fulgte flere bøger, og Colfers store internationale gennembrud kom med “Artemis Fowl”-serien i 2001. Baggrunden for bogen var Colfers kærlighed til irsk historie og især de traditionelle irske legender. Han fandt frem til en moderne synsvinkel på de gamle myter og besluttede - lidt utraditionelt - at lade hovedpersonen være en lettere arrogant kriminel superhjerne.

Den massive succes med den første “Artemis Fowl”-bog betød, at Colfer kunne holde op med at undervise og koncentrere sig om at skrive. Lærergerningen har dog ikke været nogen forhindring for forfatterskabet. Colfer har flere gange understreget, at det at undervise og være sammen med børn, overbeviste ham om det rigtige i at skrive for børn.

Drengeliv i Tunesien

Eoin Colfer debuterede i 1998 med “Benny and Omar” (“Benny og Omar”, 2000), en roman for de lidt større børn i genren realisme. Den 12-årige Benny flytter med sin familie fra Irland til Tunesien. Væk fra vennerne og væk fra hans elskede hurlingspil lige før en vigtig finalekamp. Benny er alt andet end begejstret. I Tunesien er der ingen, der spiller hurling, og Benny er utilfreds med det meste: Landsbyen giver associationer til en lejr, hans amerikanske lærere minder om gamle hippier, og han kommer ikke godt ud af det med sine nye klassekammerater.

22842773

Men så møder han Omar, en tunesisk forældreløs dreng. Mellem de to udvikler der sig et intenst venskab, selvom kontrasten mellem Omars hjemmelavede paphytte og Bennys privilegerede liv er stor. Omar er på kant med lejrpersonalet, og det får til sidst Bennys forældre til at forlange, at han holder sig væk. Da Omar kommer i problemer, ser Benny sig nødsaget til at bryde løftet og hjælpe sin ven. Alting spidser til på bogens sidste sider, hvor en dramatisk køretur er lige ved at tage livet af begge drenge.

Her er både kultursammenstød og kulturmøde, når Tunesien møder Irland. Beskrivelsen af Omars tv-sprog er morsom. Han kan ikke engelsk, men alligevel kommunikerer han og Benny, fordi Omar har set uendelige mængder af reklamer og tv-serier. På den måde får Colfer alle mulige referencer fra popkulturen flettet ind i fortællingen. Sammenstødet mellem de amerikanske læreres pågående oprigtighed og Bennys irske mistro og sarkasme er også meget underholdende.

Benny er bestemt ikke nogen pæn og kedelig dreng, han er fræk og irriterende, men som en sand helt tager han de rigtige beslutninger, når det gælder. Læseren får et fint indblik i en drengs indre verden, og i Bennys voksende erkendelse af ansvarlighed og familiefølelse. Det er en både spændende, morsom og rørende bog, og Colfer formår at balancere de barske kendsgerninger med humor og indlevelse i barnesindet.

Døden tur retur

Undervejs fremkommer mange nye oplysninger om livet efter døden. Hvem skulle for eksempel tro, at djævlen og Sankt Peter har mobiltelefonkontakt og et vist samarbejde?

I 2000 udkom “The Wish List” (“Ønskesedlen”, 2003), der var Colfers første forsøg med fantasygenren. Selv siger Colfer om overgangen fra realisme til magi: “Jeg har altid været fan af fantasy, men jeg ville helst skærpe mine færdigheder i den rigtige verden, før jeg selv opfandt en. “Ønskesedlen” var en bro til fantasygenren. Halvt i den rigtige verden, halvt i livet efter døden.” (Fra hjemmesiden www.kidsreads.com).

Noget usædvanligt indleder Colfer romanen med at tage livet af sin hovedperson. Den småkriminelle 16-årige Meg begår indbrud sammen med en kammerat, de bliver afsløret og kommer op at skændes. Meg vil hjælpe den gamle mand, som de bryder ind hos, men Belch nægter, og de dør begge. Belch ryger i helvede, men Meg bliver stående midt mellem himmel og helvede. For at komme i paradis må hun tilbage til jorden igen og gøre gode gerninger. Det er både morsomt men også barskt, efterhånden som læseren får et indblik i Megs tragiske familiehistorie. Meg sendes til jorden for at hjælpe den dødssyge pensionist Lowrie med at gøre de ting, han har fortrudt, at han aldrig fik gjort. Men samtidig har djævlen sendt Belch tilbage for at forhindre opgaven i at lykkes, da han vil have Meg ned til sig i helvede. Undervejs fremkommer mange nye oplysninger om livet efter døden. Hvem skulle for eksempel tro, at djævlen og Sankt Peter har mobiltelefonkontakt og et vist samarbejde?

Det er en velfortalt bog om livet og døden. Og om at få noget ud af livet, mens man har det, da et langt liv ikke er en garanti for et indholdsrigt liv. Både Meg og Lowrie ændrer sig undervejs - Meg der aldrig har haft en faderfigur i sit liv før nu, og pensionisten Lowrie der endelig får revanche for et langt indholdsløst liv.

"Die Hard" med feer

Med serien om Artemis Fowl er det lykkedes Eoin Colfer at skabe en original blanding af fantasy, James Bond-teknologi og keltisk folklore, der henvender sig især til drenge: “Artemis skulle ikke være helt almindelig. Han skulle appellere til drenge, for et af mine få egentlige formål med at skrive er at få drenge til at opdage læsningens og bøgernes verden. Og så må indgangen gerne være action, eventyr og lidt frækt, med et par tabuer, der brydes.” (Niels Bjervig: Fantasy-science fiction med rødder i irsk mytologi. Interview i Bogmarkedet 2001-11-05).

Det er da heller ikke uden grund, at Artemis Fowl-bøgerne er beskrevet som “Die Hard med feer”, for her er masser af action, rappe replikker og magi, og spændingen er intens fra start til slut. Rent genremæssigt er serien en slags sci-fi-action fantasy, som står i gæld til såvel C.S. Lewis (“Narnia”) og J.R.R. Tolkien (“Ringenes Herre”) samt actionfilm a la “Matrix”.

Ulig det meste børnelitteratur er hovedpersonen nærmest en antihelt med sine kriminelle tilbøjeligheder og sarkastiske bedrevidenhed. Artemis Fowl er ikke nogen Harry Potter, hovedpersonen i J.K.K. Rowlings populære serie, der, karakteristisk for fantasylitteraturen, repræsenterer det gode i kampen mod det onde. På hjemmesiden www.puffin.co.uk fortæller Eoin Colfer: “Jeg havde en idé om at skabe en antihelt, en dreng som var klog, vittig og sarkastisk, og som kun tænker på sig selv. Et par gange anklages han fejlagtigt for et nobelt motiv, men i virkeligheden gør han det kun for pengenes skyld.”


Det kriminelle vidunderbarn

Historien fortælles ved hjælp af spændingsfremkaldende krydsklip, et højt tempo og en vittig dialog, og ikke mindst mange teknologiske nyskabelser. Komponenter som alle er med i de næste bøger i serien.

Det første bind i serien, “Artemis Fowl” , blev øjeblikkeligt en bestseller, da den udkom i 2001. Bogen handler om den 12-årige og hyperintelligente dreng Artemis Fowl, som arbejder ihærdigt på at genskabe familiens formue. Som søn af en forsvunden forbryderbaron har han udtænkt en plan, der indebærer at bortføre en fe og kræve løsesum for hende. Feerne bor skjult under jorden ved hjælp af kompliceret hi-tech-udstyr, der er udviklet af kentaueren Foaly. Han står også bag opfindelsen af tidslommer, laservåben, biobomber og avanceret sporingsudstyr, som supplerer feernes magiske evner.

27451306

Sammen med livvagten Butler, bortfører Artemis feen Holly Short, den første kvindelige politiofficer i rigets historie, og Artemis forlanger en stor andel af feernes guld i løsesum. Den koleriske kaptajn Root fra NIS (Nedre Imperiums Sikkerhedspoliti) går i aktion for at få Holly løsladt, og det indebefatter blandt andet den kriminelle dværg Smulder Muldwerfer og en blodtørstig trold.

Artemis og Butler ender med at afgive halvdelen af guldet til gengæld for, at Holly udfolder sine magiske evner på Artemis' mor, der har været psykisk ustabil siden faderens forsvinden. Moren genvinder sig selv og inddrager dermed Artemis’ muligheder for flere forbryderiske togter.

Historien fortælles ved hjælp af spændingsfremkaldende krydsklip, et højt tempo og en vittig dialog, og ikke mindst mange teknologiske nyskabelser. Komponenter som alle er med i de næste bøger i serien.

Hi-tech-feer og storpruttende dværge

I løbet af serien udvikler Artemis Fowl sig i en mere positiv retning. Han har svært ved skjule kærligheden til forældrene, og han bliver også påvirket af feernes høje moral. En bedring ses allerede i bind to fra 2002, “The Arctic Incident” (”Det arktiske intermezzo”, 2003), hvor den nu 13-årige Artemis må hjælpe feerne. Nogle distribuerer illegale dum-dum-lasere til småtroldene, og et stort kup er under opsejling. Samtidig er Artemis’ far gidsel hos den russiske mafia, og Artemis må bede feerne fra NIS om hjælp. Snart er både NIS-kaptajnen Root, feen Holly Short og livvagten Butler involveret og undervejs tilkalder de også dværgen Smulder Muldwerfer. Han kan lade kæberne gå af led og derved fordøje enorme mængder jord og ler.

24183610

Dværge har en medfødt tendens til at ophobe luft i tarmene, især hvis de har ædt ler. Denne dværgegas kan udløses med en formidabel kraft, hvilket er et våben Smulder benytter sig af flere gange. Han åbner smækken på sine bukser og slipper en strøm af tarmluft, som er så kraftig, at den kan brænde hul i et gulvtæppe. Til slut viser Artemis sig mere handlekraftig, end hans strategiske hjerne ellers har tilladt, og han bidrager til at afvæbne kupmagerne. Derefter vender holdet tilbage til det nordlige Rusland, hvor de iscenesætter en opfindsom men også farlig redningsaktion for at redde faderen.

Butleren på is

I tredje bind om Artemis Fowl, “The Eternity Code” (“Evighedskoden”) fra 2003, lurer faderen, der nu ligger til genopvågning på et hospital i Finland, i baggrunden. Imens har Artemis bygget en supercomputer af løsdele, som han har stjålet fra feerne. Computeren vil kunne udkonkurrere al isenkram på markedet, og Artemis demonstrerer den for forretningsmanden Jon Spiro, en lyssky it-milliardær, i håbet om at kunne tjene lidt hurtige penge.

24738582

Desværre kan computeren også afsløre livet i underverdenen, og det vil fe-folket naturligvis ikke risikere. Det hele udvikler sig fatalt, da livvagten Butler bliver skudt. Artemis fryser ham ned i et forsøg på at redde ham, og det lykkes feen Holly Short at genoplive Butler, men i en ældre version. Han kan ikke længere agere bodyguard i Artemis' hæsblæsende aktioner og derfor træder hans lillesøster, Juliet, i karakter. Snart er Juliet, Artemis, Holly Short og dværgen Smulder Muldwerfer involveret i at fravriste Jon Spiro den lille supercomputer, som han har hugget.

Alt ender godt, om end Artemis er utilfreds med faderens nyvundne lovlydige indsigt, som betyder et stop for familiens kriminalitet. Artemis og Butler får en hukommelsesudviskning, så de ikke kan komme til at røbe fefolkets eksistens. Bogen ender med Artemis’ dagbogsoptegnelser, hvor det blandt andet fremgår, at han bestemt ikke har tænkt sig at opgive sin forbryderiske løbebane.

En alf på hævntogt

Hvordan er det ikke at kunne huske noget, som man ved har ændret ens liv? Det er problemet for Artemis Fowl i “The Opal Deception” (“Opals hævn” 2005), fjerde bind i serien om det unge kriminelle geni. Kommandant Julius Root og Holly Short lokkes i en fælde af Opal Koboi, den magtgale og geniale videnskabs-alf fra bind to. Ingen ved at hun er tilbage, så da Root dør anklages Short for drabet. På flugt fra NIS (Nedre Imperiums Sikkerhedspoliti) slår Short sig sammen med Artemis Fowl, Butler og dværgen Smulder Muldwerfer i forsøget på at forpurre Kobois planer. Koboi er i færd med at bore en sonde ned til jordens kerne for at afsløre fefolket og starte en krig med henblik på at opnå verdensherredømme.

26042097

I jagten på Koboi forsøger Artemis at genvinde sin hukommelse fra før udviskningen. Heldigvis har han været så smart at gemme en diskette med alle de nødvendige oplysninger. Med minderne vender også den forandrede samvittighedsfulde Fowl tilbage, som opstod i bind tre, og han udtænker en plan som endegyldigt ødelægger Kobois magtfantasier. I løbet af bogen udvikler Artemis sig til an slags kunstverdenens Robin Hood, der stjæler forsvundne og stjålne værker tilbage til museerne.

Stærkere end tidligere er bogens kritik af mennesker, der i deres magtsyge og storhedsvanvid (Sool og Argon) ikke har øje for sandheden og derfor modarbejder heltene. Desværre bliver det aldrig rigtigt vedkommende, at Root dør eller at Artemis har forandret sig, og det er en stor svaghed ved fortællingen, som heller ikke holder de tidligere binds intense spænding.

Gennemgående i serien er forfatterens, ganske vist dæmpede, moralske indignation over menneskets manglende omhu for miljøet, og manglende evne til at sameksistere med andre end sig selv. Artemis Fowl, vidunderbarnet, der har skrevet psykologiske afhandlinger og udviklet avanceret computerteknologi, har problemer med at tale normalt med sine omgivelser. Hans arrogance synes at være et værn mod ensomhed, og efterhånden som han og Holly bliver venner, forsvinder også arrogancen. Venskab bliver katalysator for et væsentligt budskab om, at intellekt ikke er alt, hvis ikke følelserne følger med.

I løbet af serien tydeliggøres også den pointe, at alting har en pris. Artemis’ kriminelle aktiviteter har konsekvenser, som ofte går ud over dem, der står ham nærmest. Mest tydeligt i tredje bind, hvor Butler bliver skudt, og supercomputeren er lige ved at afsløre, hvor fefolket lever. Erfaringerne med fefolket får Artemis til at indse, at det gode er en stærkere impuls end det onde.

Rødder i den irske mylogi

Mere detaljeret viden om feernes transportsystem og deres hjem får man i “The Artemis Fowl Files” fra 2004 (“Artemis Fowl files”, 2005), som er et slags tillæg til serien. Mest for fans og kendere, giver den en indføring i de tidligere romaners univers og består af gåder, quizzer og to noveller, samt interviews med karaktererne. Eoin Colfer mener selv, at hans baggrund med den irske mytologi har været udslagsgivende for at skrive fantasy: “Jeg har som de fleste irere altid været fascineret af vores mytologi, ja man kan vel egentlig ikke undgå at tro på det meste. For eksempel det om feerne eller alferne - der er flere underafdelinger med hver deres karakteristika … I Irland har vi mange såkaldte ’fe-forter’ - høje eller små bakker i landskabet, hvor man mener, at feerne bor, dybt nede i jorden. Disse høje bliver ikke pløjet eller på anden måde antastet af landmændene.” (Niels Bjervig: Fantasy-science fiction med rødder i irsk mytologi. Interview i Bogmarkedet, 2001-11-05).

Fe-forterne indgår i Artemis Fowl serien, hvor de fungerer som indgange til underverdenen. En del af bøgernes fascinationskraft ligger i beskrivelsen af disse terminaler med deres skakter med navne som motorveje, hvor feerne udnytter såkaldte magmatiske udbrud til at blive sendt op til overfladen i titaniumskapsler eller transporteres rundt i skaktfærger.

Artemis Fowl møder Harry Potter

Artemis Fowl-bøgerne er generelt blevet godt modtaget blandt anmelderne og rost for deres spænding, humor og opfindsomhed. De fleste er dog enige om, at Eoin Colfer ikke når samme niveau som “Harry Potter” (J.K. Rowling) eller “Ringenes Herre” (Tolkien). Let og luftig, hurtig læst og hurtig glemt. Bøgerne mangler dybde, personkarakteristikkerne er overfladiske, og universet er ikke udfoldet nok, lyder kritikken. Der indsniger sig hurtigt en vis forudsigelighed i løbet af serien og sproget er sine steder lidt for hverdagssmart. Til gengæld fortæller Colfer med sans for timing og tempo i en sådan grad, at siderne næsten vender sig selv.

Sammenligner man Colfers bøger med Potter-bøgerne vil det således ikke være til Colfers fordel. Alligevel er det væsentlig at fremhæve, at Colfer skriver fra et andet udgangspunkt end Rowling. Han kombinerer tradition og teknologi på en ny måde i fantasygenren, som kan defineres som et møde mellem realitet og magi. Noget genkendeligt og hverdagsagtigt bliver konfronteret med noget overnaturligt. I Colfers univers fylder naturvidenskab og teknologi meget, i modsætning til Potter-bøgernes mindre moderne eventyrverden. Colfer forklarer selv denne kobling mellem fantasy og teknologi således: “Børn i dag er mere teknologisk bevidste end voksne, og deres kæmpe interesse for magi har at gøre med, hvad de oplever foran computeren, videoen og filmen. Det gør dem bedre i stand til at forstå, hvordan magi fungerer.” (Fra hjemmesiden www.jubileebooks.co.uk).

Forældreløs forsøgskanin i fremtidsby

Og så er børnehjemsbørnenes skæbne et interessant påhit, de er nemlig fortabte, fordi de er usponsorerede. Alligevel er der ikke tale om en virkelig original samfundskritik, men formentlig en eftertænksom bog for de 12-14-årige.

Eoin Colfer har selv beskrevet “The Supernaturalist” (“Dæmonjægeren”) fra 2004 som en science fiction thriller, men man kan med lige så god ret rubricere bogen som fantasy, da den indeholder mange overnaturlige elementer. Bogen peger tilbage til “Ønskesedlen”, idet begge rammer et mere trist og barsk toneleje end Artemis Fowl-serien.

25495519

I fremtidsbyen Satellite City styres alting af en satellit, en by “… med alt, hvad kroppen behøvede, og intet, som sjælen havde brug for” , som det lyder i indledningen. Hovedpersonen, den 14-årige Cosmo Hill, bor på et dickensk mareridt af et børnehjem, hvor nye produkter afprøves på børnene. Cosmo Hill pønser på flugt døgnet rundt, og en dag lykkes det ham og en kammerat at undslippe. Men vennen dør, og Cosmo bliver optaget i en gruppe unge, som jager parasitter, blå væsner, som altid dukker op, hvor der er blod og smerte. Tingene viser sig dog at være mere komplicerede, end gruppen antager, og de bliver alle narret af en udspekuleret videnskabskvinde. Gruppens leder dør, og på bogens sidste sider spirer Cosmos første kærlighed frem.

Det er en langt mere dyster og barsk fortælling end ellers i Colfers forfatterskab, selvom humoren også trænger sig på. De voksne omkring børnene er alle onde og grådige, fra de ansatte på børnehjemmene til de luftbårne kampadvokater. Det er altså i høj grad en historie om vigtigheden af venskaber blandt børn, når nu de voksne svigter. Man finder ikke samme rappe replikker eller teknologiske hittepåsomhed som i Artemis Fowl-bøgerne.

Den dystopiske tone i bogen svarer til meget, især ældre, science fiction-litteratur, hvor fremtidsscenarier ofte er en skjult kritik af nutiden. Colfer langer ud efter advokater, reklamer og vores trang til overvågning. Og så er børnehjemsbørnenes skæbne et interessant påhit, de er nemlig fortabte, fordi de er usponsorerede. Alligevel er der ikke tale om en virkelig original samfundskritik, men formentlig en eftertænksom bog for de 12-14-årige.

Den grumme bibliotekar

Colfer genoptager den realistiske genre fra “Benny og Omar” med “The Legend of Spud Murphy” (“Historien om morderheksen”) fra 2004, som har en farlig bibliotekar i centrum af begivenhederne. At hun måske ikke er helt så farlig alligevel anes allerede ud fra titlen - en morderheks lyder mest som noget et barn har fundet på.

22842773

Historien fortælles fra den niårige Lukas’ synsvinkel. Lukas og hans bror Martin er af forældrene blevet tildelt tvungent ferieophold på det lokale bibliotek. Her huserer Fru Mortensen, også kaldet morderheksen, som er tegnet som en bredskuldret dame med tilbageredt hår og onde øjne. Rygtet siger, at hun har en gaspistol liggende i sin skrivebordsskuffe. Meget mod deres vilje indlogerer de sig på et lille tæppe med en reol fuld af bøger, som fru Mortensen dikterer, at de under ingen omstændigheder må forlade. De forsøger selvfølgelig på forskellig vis at snyde hende, hvilket de ikke slipper godt fra. Således keder drengene sig, indtil de en dag helt tilfældigt kommer til at læse i en bog, og det utænkelige sker: De bliver grebet af læsningens verden. Læselysten overmander dem og hele reolen bliver læst, selv hestebøgerne. Lukas udvikler sig til en veritabel læsehest og får til sidst som kronen på værket sit eget lånerkort med tilladelse til at gå i voksenafdelingen.

Det er en bog til de mindre børn om glæden ved at læse. Plottet vil være en kende forudsigeligt for den lidt ældre læser, men det er samtidig en meget morsom historie med fine tegninger af Tony Roos, en af Englands mest anerkendte billedbogsmagere. Colfer formår at vende fordommene om bibliotekarer til noget sjovt, samtidig med at han meget præcist beskriver læsningens væsen som oplevelsen af at være fuldstændigt opslugt.

Fantasi for millioner

Artemis Fowl-bøgerne er blevet udgivet i 32 lande, har solgt i millioner af eksemplarer, og allerede i 2001 købte det amerikanske selskab Miramax rettighederne til en filmatisering. Colfer har således erobret en betydelig andel af det marked for fantasylitteratur ved at blande irsk mytologi, action og humor og opdatere fantasygenren med moderne teknologi.

Eoin Colfers er inspireret af C.S. Lewis, - Tolkien - og Phillip Pullman, men hans forbillede er først og fremmest - Mark Twain, Colfer mener, at Mark Twain var banebrydende, hvilket vi har tendens til at overse i dag. Eksempelvis vakte det stor furore da “Huckleberry Finn” i sin tid udkom, hovedpersonen røg, drak og bandede, og hans bedste ven var sort. Artemis Fowl er ligeledes en atypisk hovedperson, idet han er kriminel og meget lidt elskværdig.

I udlandet har Artemis Fowl-bøgerne været kritiseret for de mange voldsscener, som man har ment er uegnede for børn. Der er dog ingen danske anmeldere, der har hæftet sig ved dette. Der er heller ikke tvivl om, at Colfers bøger har en moralsk grundtone, som hovedtemaet venskab udspringer af. Også familien indtager en vigtig plads i hans bøger - ikke mindst når den er fraværende. Man kan snarere kritisere Colfer for en overfladisk behandling af disse temaer, fordi de ikke udfoldes med samme indre nødvendighed som kampscenerne og plottet. Mere gennemført er den kritik af magtsyge og opblæste mennesker, som man finder overalt i forfatterskabet.

Colfers tempofyldte pen, sjove replikker og actionmættede scenerier er tiltænkt et drengepublikum, der normalt får opfyldt sine behov i spil og film. Han ser det som en af sine vigtigste opgaver at få drenge til at læse. Med undtagelse af “Ønskesedlen” er drenge hovedpersoner i hans romaner. Og selv om Benny og Artemis kan synes meget forskellige, så er de forenede i deres lyst til at udforske verden, også selvom det er på den forkerte side af stregen.

Bibliografi

Bøger af Eoin Colfer

Colfer, Eoin:
Benny and Babe. 1999.
Colfer, Eoin:
Going Potty. 1999.
Colfer, Eoin:
Benny og Omar. (Benny and Omar. 1998) 2000.
Colfer, Eoin:
Ed's Funny Feet. 2000.
Colfer, Eoin:
Ed's Bed. 2001.
Colfer, Eoin:
Ønskesedlen. (The Wish List. 2000). 2003.
Colfer, Eoin:
Historien om Morderheksen. (The Legend of Spud Murphy. 2004). 2004.
Colfer, Eoin:
Dæmonjægeren. (The Supernaturalist. 2004). 2004.
Colfer, Eoin:
Halvmåne på sagen. 2006. (Half moon investigations. 2006)
Colfer, Eoin:
Drengen, der ikke ville være morder. Alvilda, 2014. (The reluctant assassin, 2013.). Oversætter: Ole Steen Hansen.
Colfer, Eoin: Evighedsmanden. Alvilda, 2016. (The forever man, 2015). Oversat af Ole Steen Hansen.
Colfer, Eoin: Min fantasiven Albert. Flachs, 2016. (Imaginary Fred, 2015). Oversat af Berit Sørensen. Billedbog.
Colfer, Eoin: Anne Lise - den lille hjernevrider . Alvilda, 2016. (Anna Liza and the happy practice, 2016). Oversat af Mette Stepnicka.

Artemis Fowl-serien

Colfer, Eoin:
Artemis Fowl. (Artemis Fowl. 2001). 2001.
Colfer, Eoin:
Artemis Fowl: Det arktiske intermezzo. (Artemis Fowl: The Arctic Incident. 2002). 2001.
Colfer, Eoin:
Artemis Fowl: Evighedskoden. (Artemis Fowl: The Eternity Code. 2003). 2003.
Colfer, Eoin:
Artemis Fowl files. (The Artemis Fowl Files. 2004). 2005.
Colfer, Eoin:
Artemis Fowl: Opals hævn. (Artemis Fowl: The Opal Deception. 2005). 2005.
Colfer, Eoin:
Artemis Fowl: Den tabte koloni. 2006. (Artemis Fowl and the lost colony 2006).
Colfer, Eoin:
Artemis Fowl - tidsparadokset. Sesam, 2008. (Artemis Fowl and the time paradox, 2008). På dansk ved Ole Steen Hansen.
Colfer, Eoin:
Artemis Fowl - Atlantiskomplekset. Carlsen, 2010. (Artemis Fowl and the Atlantis complex, 2010). Oversætter: Ole Steen Hansen.
Colfer, Eoin:
Artemis Fowl - den sidste vogter. Carlsen, 2012. (Artemis Fowl and the last guardian, 2012). Oversætter: Ole Steen Hansen.

Om Eoin Colfer

Christensen, Christian Monggaard:
Fantasy: En lille nisse rejste. (Artemis Fowl). Anmeldelse i Information, 2001-09-07.
Arguimbau, Damien:
Hidsige hi-tech feer. (Artemis Fowl). Anmeldelse i Weekendavisen, 2001-09-21.
Bjervig, Niels:
Fantasy-science fiction med rødder i irsk mytologi. Interview i Bogmarkedet, 2001-11-05.
Larsen, Steffen:
Læsning som løsning. (Historien om Morderheksen). Anmeldelse i Politiken, 2005-06-22.
Larsen, Steffen:
Det spørgsmål, der aldrig er blevet stillet før. 2006. I: Børn & bøger. - Årg. 59, nr. 7 (2006). - S. 16-20.

Om forfatteren

Links

Her kan man blandt andet læse uddrag fra bøgerne.
Oplysninger om bøgerne i serien.
Artikel i leksikaet Wikipedia med komplet bibliografi. Siden er på engelsk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Eoin Colfer