Hvordan er det ikke at kunne huske noget, som man ved har ændret ens liv? Det er problemet for Artemis Fowl i “The Opal Deception” (“Opals hævn” 2005), fjerde bind i serien om det unge kriminelle geni. Kommandant Julius Root og Holly Short lokkes i en fælde af Opal Koboi, den magtgale og geniale videnskabs-alf fra bind to. Ingen ved at hun er tilbage, så da Root dør anklages Short for drabet. På flugt fra NIS (Nedre Imperiums Sikkerhedspoliti) slår Short sig sammen med Artemis Fowl, Butler og dværgen Smulder Muldwerfer i forsøget på at forpurre Kobois planer. Koboi er i færd med at bore en sonde ned til jordens kerne for at afsløre fefolket og starte en krig med henblik på at opnå verdensherredømme.
26042097
I jagten på Koboi forsøger Artemis at genvinde sin hukommelse fra før udviskningen. Heldigvis har han været så smart at gemme en diskette med alle de nødvendige oplysninger. Med minderne vender også den forandrede samvittighedsfulde Fowl tilbage, som opstod i bind tre, og han udtænker en plan som endegyldigt ødelægger Kobois magtfantasier. I løbet af bogen udvikler Artemis sig til an slags kunstverdenens Robin Hood, der stjæler forsvundne og stjålne værker tilbage til museerne.
Stærkere end tidligere er bogens kritik af mennesker, der i deres magtsyge og storhedsvanvid (Sool og Argon) ikke har øje for sandheden og derfor modarbejder heltene. Desværre bliver det aldrig rigtigt vedkommende, at Root dør eller at Artemis har forandret sig, og det er en stor svaghed ved fortællingen, som heller ikke holder de tidligere binds intense spænding.
Gennemgående i serien er forfatterens, ganske vist dæmpede, moralske indignation over menneskets manglende omhu for miljøet, og manglende evne til at sameksistere med andre end sig selv. Artemis Fowl, vidunderbarnet, der har skrevet psykologiske afhandlinger og udviklet avanceret computerteknologi, har problemer med at tale normalt med sine omgivelser. Hans arrogance synes at være et værn mod ensomhed, og efterhånden som han og Holly bliver venner, forsvinder også arrogancen. Venskab bliver katalysator for et væsentligt budskab om, at intellekt ikke er alt, hvis ikke følelserne følger med.
I løbet af serien tydeliggøres også den pointe, at alting har en pris. Artemis’ kriminelle aktiviteter har konsekvenser, som ofte går ud over dem, der står ham nærmest. Mest tydeligt i tredje bind, hvor Butler bliver skudt, og supercomputeren er lige ved at afsløre, hvor fefolket lever. Erfaringerne med fefolket får Artemis til at indse, at det gode er en stærkere impuls end det onde.