Eoin Colfer har selv beskrevet “The Supernaturalist” (“Dæmonjægeren”) fra 2004 som en science fiction thriller, men man kan med lige så god ret rubricere bogen som fantasy, da den indeholder mange overnaturlige elementer. Bogen peger tilbage til “Ønskesedlen”, idet begge rammer et mere trist og barsk toneleje end Artemis Fowl-serien.
25495519
I fremtidsbyen Satellite City styres alting af en satellit, en by “… med alt, hvad kroppen behøvede, og intet, som sjælen havde brug for” , som det lyder i indledningen. Hovedpersonen, den 14-årige Cosmo Hill, bor på et dickensk mareridt af et børnehjem, hvor nye produkter afprøves på børnene. Cosmo Hill pønser på flugt døgnet rundt, og en dag lykkes det ham og en kammerat at undslippe. Men vennen dør, og Cosmo bliver optaget i en gruppe unge, som jager parasitter, blå væsner, som altid dukker op, hvor der er blod og smerte. Tingene viser sig dog at være mere komplicerede, end gruppen antager, og de bliver alle narret af en udspekuleret videnskabskvinde. Gruppens leder dør, og på bogens sidste sider spirer Cosmos første kærlighed frem.
Det er en langt mere dyster og barsk fortælling end ellers i Colfers forfatterskab, selvom humoren også trænger sig på. De voksne omkring børnene er alle onde og grådige, fra de ansatte på børnehjemmene til de luftbårne kampadvokater. Det er altså i høj grad en historie om vigtigheden af venskaber blandt børn, når nu de voksne svigter. Man finder ikke samme rappe replikker eller teknologiske hittepåsomhed som i Artemis Fowl-bøgerne.
Den dystopiske tone i bogen svarer til meget, især ældre, science fiction-litteratur, hvor fremtidsscenarier ofte er en skjult kritik af nutiden. Colfer langer ud efter advokater, reklamer og vores trang til overvågning. Og så er børnehjemsbørnenes skæbne et interessant påhit, de er nemlig fortabte, fordi de er usponsorerede. Alligevel er der ikke tale om en virkelig original samfundskritik, men formentlig en eftertænksom bog for de 12-14-årige.