Slægtskabet med den japanske forfatter Koushun Takami’s ”Battle Royale” fra 1999 har skabt en del kontroverser, siden Suzanne Collins’ første roman i Hunger Games-trilogien så dagens lys. I Takamis roman bliver en tilfældig skoleklasse udvalgt til at kæmpe til døden på en isoleret ø – dog uden landets kamerabevågenhed. På internettet har det slående slægtskab med ”Battle Royale” adskillige gange givet Suzanne Collins romaner stemplet ”plagiat”. Suzanne Collins påpeger i et interview, at hun ikke tidligere har haft kendskab til Takami: ”På et tidspunkt blev det dog nævnt for mig, at 'Battle Royale' eksisterede. Jeg spurgte derfor min redaktør, om jeg skulle læse den. Han sagde: ”Nej, jeg vil ikke have hele den verden inde i dit hoved. Bare fortsæt med det, du laver”” (citeret fra Anders Hjort: Plagiat? Forfatteren bag ”The Hunger Games” under anklage. Politiken, 2012-03-22).
I et af sine få interviews fortæller den pressesky forfatter, at den primære inspiration kom fra den oldgræske fortælling om Theseus og minotauren. Som en straf for at have fornærmet styret på Kreta, skulle athenerne hvert år sende syv drenge og syv piger til den sydgræske ø, hvor de blev placeret i en labyrint for at kæmpe mod en minotaur – et græsk sagnuhyre. Collins har beholdt fortællingens fundament, men ændret labyrinten til en arena, så kampen nærmere tager form af de romerske gladiatorkampe. I interviewet med School Library Journal beskriver Collins sin reaktion på det græske sagn: ”Selv da jeg var et lille barn, gav historien mig åndenød, fordi den var så ond og Kreta var så nådesløs.” (Rick Margolis: A Killer Story. School Library Journal, 09-01-2008).
Hunger Games-trilogiens slægtskab med William Goldings ”Fluernes Herre” er næppe nogen tilfældighed, da hun nævner denne blandt sine yndlingsromaner. Både Collins’ og Takamis dystopiske romaner kan anskues som iscenesatte udgaver af den handling, som udfolder sig i Goldings roman. Her strander en flok børn på en ubeboet ø, hvor interne magtkampe langsomt splitter gruppen ad. Romanen beskriver, hvordan børn kan være lige så effektive dræbere som de voksne, der kort forinden udgivelsen af ”Fluernes herre” var ved at splitte verden ad i 2. Verdenskrigs ragnarok. Collins har et mere ungdommeligt udgangspunkt end både Golding og Takami, mens hendes fokus er – trods seriens tungsindige stemning – mindre sortsynet.
Hunger Games-trilogien står ikke mindst i forlængelse af dystopiske fremtidsscenarier som bl.a. George Orwells ”1984”, Ray Bradburys ”Fahrenheit 451” og Alan Moores tegneserie ”V for Vendetta”. I disse optegnes diktatoriske fremtidssamfund, som holder befolkningen nede gennem stærkt organiseret tortur og propaganda.
Kampen for overlevelse i et post-apokalyptisk samfund kan minde om scenarier fra bl.a. Cormac McCarthys ”Vejen” og Philip K. Dicks ”Drømmer androider om elektriske får?” (filmatiseret under titlen ”Blade Runner”). Suzanne Collins’ romaner adskiller sig dog fra samtlige disse romaner ved at beskrive det dystopiske i en teenagers øjenhøjde. Ikke mindst derfor er Collins’ romanserie sat i forbindelse med bl.a. Harry Potter- og Twilight-serierne. Men netop fordi Collins’ serie ikke benytter sig af parallelverdener eller overnaturlige væsener, fremstår den mere ligefrem ideologisk. En fremtidsverden plaget af naturkatastrofer og diktatur er ikke nogen umulighed. Her antydes, at Collins’ agenda ikke udelukkende er at underholde, men at serien indeholder en implicit henvisning til historiebøgernes mørkeste kapitler. Det er en løftet pegefinger til ungdommen om, at fortiden kan vende tilbage og formgive fremtiden.