Suzanne Collins
Foto: Todd Pitt / Gyldendal

Suzanne Collins

cand.mag. Michael Møller, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
Suzanne Collins
Foto: Todd Pitt / Gyldendal
Main image
Collins, Suzanne
Foto: Gyldendal

Indledning

24 teenagere bliver udvalgt til at kæmpe til døden i en kæmpe arena, mens forældre, venner og den diktatoriske statsledelse følger med på TV-skærme. Dette kan måske lyde som opskriften på effektjagende splatterhistorier, men bliver det stik modsatte i hænderne på den amerikanske forfatter Suzanne Collins.

I Hunger Games-trilogien udnytter Collins den morbide præmis til at skabe intelligent og ideologisk ungdomslitteratur med bemærkelsesværdig dybde, moralsk kompleksitet og isnende realisme.

 

47964474

Blå bog

Født: 10. august 1962 i Hardford, Connecticut, USA.

Uddannelse: Dramatiker og telekommunikatør, Indiana University, 1985. Manuskriptforfatter, New York University, 1988.

Debut: Gregor and the Overlander. Scholastic, 2003.

Litteraturpriser: School Library Journal, 2008. Kirkus Best Young Adult Book, 2008. Publisher Weekly: Book of the Year – Childrens Fiction, 2010. California Young Reader Medal, 2011.

Seneste udgivelse: En fortælling om sangfugle og slanger. Gyldendal, 2020. (The Hunger Games, 0, 2020). Oversat af Sara Ejersbo. (The Hunger Games, 0).

Inspiration: Kurt Vonnegut, Madeleine L’Engle, Carson McCullers, Betty Smith, William Golding, George Orwell og Ray Bradbury.

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Mareridtene – som ikke var fremmede for mig før Spillet – plager mig, hver gang jeg sover. Men det gamle mareridt om min far, der bliver blæst i smadder nede i minen, kommer sjældent. I stedet oplever jeg forskellige udgaver af det, der skete i arenaen”.
”Løbeild”, s. 59.

Suzanne Collins blev født 1962 i Hardford, hovedstaden i den amerikanske delstat Connecticut. Grundet faderens arbejde i det amerikanske luftvåben flyttede familien meget, og ikke mindst en udstationering i Bruxelles gav væsentlig inspiration til det senere forfatterskab. Her boede familien, ifølge et interview på Gyldendals hjemmeside, i et stort hus uden fjernsyn men med masser af bøger (www.gyldendal.dk/forfattere/suzanne-collins). William Golding, George Orwell og Madeleine L’Engle var blandt de forfattere, som den unge Collins hev ud af boghylderne i disse år – og som, sammen med faderens tjeneste i Vietnam-krigen, tidligt har introduceret Collins for krigens rædsler og leveret inspiration til den romanserie, som senere gjorde hende berømt.

Da familien vendte tilbage til USA, påbegyndte Collins high school på Alabama School of Fine Arts. Her antændtes en interesse for drama, som i 1985 udmøntede sig i en uddannelse som dramatiker og telekommunikatør ved Indiana University. Få år efter supplerede hun med en uddannelse som manuskriptforfatter ved New York University.

Uddannelsen førte hende til fjernsynsmediet, hvor Collins i 1991 blev tekstforfatter for en række børneudsendelser, bl.a. for mediegiganten Nickelodeon. I forbindelse med dette arbejde mødte hun børnebogsforfatteren James Proimos, som inspirerede hende til selv at kaste sig over litteraturen.

I 2003 udkom Suzanne Collins’ litterære debut, ungdomsromanen ”Gregor and the Overlander”, som blev startskuddet på en yderst aktiv forfatterkarriere. Collins fulgte herefter årligt op med yderligere fire bøger om Gregor. Romanserien var en pæn succes i USA, men det var først med sit næste projekt, at Suzanne Collins indskrev sig endegyldigt på den litterære stjernehimmel.

”The Hunger Games” udkom i 2008 og blev en kæmpe succes. De to følgende bind i trilogien udkom i 2009 og 2010, og siden da har Suzanne Collins været en fast del af bestsellerlister over hele kloden. Lions Gate Entertainment var hurtig til at købe filmrettighederne, og Suzanne Collins har selv skrevet manuskript til de tre film, hvoraf den første i 2012 markerede sig som en af alle tiders største biografsucceser.

Suzanne Collins bor i dag i Newtown, Connecticut med sin mand og to børn.

Dødsspillet

”Hun er en påmindelse om hvorfor jeg er her. Ikke for blot at vise flotte kostumer frem og spise delikatesser. Men for at dø en blodig død, mens mængden hepper på min morder.”
”Dødsspillet”, s. 87.

Århundreder ude i fremtiden. En række naturkatastrofer har plaget det nordamerikanske kontinent, og kampen om de tilbageværende midler har kastet befolkningen ud i en altomfattende borgerkrig. I asken af borgerkrigen opstår staten Panem i det område, som tidligere hed the United States of America. Panem styres af et nådesløst diktatur i hovedstaden Capitol. Efter et mislykket oprør indfører statsledelsen et spil, der skal illustrere dets altomfattende magt: Hvert år udvælges en pige og dreng fra hvert af Panems 12 distrikter til at kæmpe til døden, mens landets befolkning tvinges til at følge med på TV-skærme. Men noget går galt i den 74. udgave af spillet.

28290853

Her begynder Suzanne Collins sin trilogi med den roman, som har givet serien sin titel – ”The Hunger Games” fra 2008 (”Dødsspillet”, 2010). Da den 12-årige Primrose Everdeens navn bliver hevet ud af en bowle ved den årlige udvælgelsesceremoni, melder hendes søster sig i hendes sted. Kattua Everdeen bliver distrikt 12’s kvindelige ”soner” og må forlade sin mor, søster og barndomsvennen Gale. Sammen med den mandlige soner, bagersønnen Peeta Mellark, bliver hun transporteret til Capitol, hvor det årlige Dødsspil forberedes med kamptræning og stiliserede tv-interviews foran Capitols ekstravagant udsmykkede borgere. Og kort tid efter står de der; på hvert deres podie i en kæmpe arena sammen med 22 andre teenagere, som alle ved, at der kun er én overlevende, når Dødsspillet når sin afslutning.

Det er ikke mindst denne morbide og nådesløse præmis, der gør ”Dødsspillet” til noget ganske særligt. I kontrast til de fleste andre romaner inden for den hastigt opblomstrende ungdoms-fantasy-genre, er Hunger Games-trilogien både skræmmende realistisk og effektivt nuanceret. Her er hverken troldmænd eller vampyrer, men et diktatorisk system som fremstår alt for genkendeligt.

Det er dog ikke mindst overlevelseskampen mellem de 24 teenagere, der gør romanen så overvældende. Grænserne mellem ondt og godt må nødvendigvis udviskes, når unge mennesker med venskabelige bindinger tvinges til at overleve ved at lade andre dø. ”Dødsspillet” er en kompleks fortælling om moral og overlevelsesinstinkt, hvori håbet om en simpel lykkelig slutning dør hurtigere end det startfløjt, der sætter overlevelseskampen i gang.

Løbeild

”Her i Capitol brækker de sig for at kunne fylde deres maver igen. Ikke fordi de er fysisk eller mentalt syge, eller har spist dårlig mad. Det er noget, alle gør til festerne. Det er en del af morskaben.”
”Løbeild”, s. 86.

Det er ikke nogen udramatisk hjemkomst, der venter Peeta og Kattua, da de endelig er tilbage til distrikt 12. Der hviskes om oprør i distrikterne efter den skandaløse udgang på det 74. dødsspil. Stik imod Capitols agenda overlevede begge distrikt 12’s sonere, og dette har blottet en svaghed i statsledelsens magt. Præsident Snow besøger personligt distrikt 12 for at fortælle Kattua om konsekvenserne, hvis hun ikke spiller sin rolle korrekt.

28116047

I frygten for at Capitol skal frarøve Kattua hendes familie og venner, drager hun sammen med Peeta på en vinderrunde i de øvrige 11 distrikter, hvor hun forsøger at dæmpe den løbeild, der har gjort hende til et ikon for oprørske stemmer. Da dette ikke lykkes tilfredsstillende, viser præsident Snow sin magt: I forbindelse med det 75. dødsspil ændres reglerne, så det nu udelukkende er tidligere vindere, der kan deltage – og dem er der ikke mange af i distrikt 12. Kattua og Peeta må endnu engang drage til Capitol for at indgå i styrets nådesløse magtdemonstration. Denne gang med præsident Snows hævngerrige motiver i baghovedet.

Suzanne Collins fortsætter sin trilogi lige så mørkt og frygtindgydende, som forgængeren slap, men i ”Catching Fire” fra 2009 (”Løbeild”, 2010) står forfatterens politiske agenda tydeligere. Her skifter fokus fra Kattua og Peetas kamp i Dødsspilsarenaen til den ideologiske kamp mod Panems diktatur. Der stilles skarpt på statsledelsens organiserede tortur og magtmisbrug, mens de voldsomme forskelle mellem de fattige stavnsbondelignende distrikter og det højteknologiske konsumsamfund i hovedstaden effektivt kontrasteres.

Men Collins forsimpler aldrig sine karaktertegninger. Hverken i de nuancerede portrætter af borgere i distrikterne og Capitol eller i de rørende skildringer af varige psykiske mén hos dem, som har overlevet Dødsspillets rædsler.

Oprør

”Kollektiv tankegang varer aldrig særlig længe. Vi er lunefulde væsner med dårlig hukommelse og et usædvanligt talent for at ødelægge alting for os selv.”
”Løbeild”, s. 86.

I Hunger Games-trilogiens tredje og afsluttende bind, ”Mockingjay” fra 2010 (”Oprør”, 2011) er Dødsspillet ikke længere begrænset til en iscenesat arena. Her er hele Panem i krig, mens dødstallene stiger voldsomt på begge sider.

Panems oprindelige trettende distrikt har, i kontrast til hvad Capitol har fortalt de øvrige distrikter, overlevet statsledelsens heftige bombardementer 75 år tidligere. De har langsomt opbygget et nyt samfund og udgør nu rygraden i oprøret mod præsident Snows ledelse. Kattua er blevet reddet ud af hænderne på Capitol, og i distrikt 13’s højteknologiske underjordssamfund møder hun atter sin familie og Gale, som med nød og næppe er undsluppet Capitols totale ødelæggelse af distrikt 12. Peeta er derimod taget til fange i Capitol, hvorfra han jævnligt fremvises – i stærkt tortureret udgave – på fjernsynet.

28693699

Mens præsident Alma Coin er den reelle leder af distrikt 13’s oprørsstyrker, påtager Kattua sig endegyldigt rollen som oprørets ideologiske samlingspunkt. Da oprøret bliver til fuldbyrdet krig, begiver Kattua sig på et skæbnesvangert hævntogt mod præsident Snow, mens hun gradvist opdager, at oprørernes metoder ikke altid er finere end Capitols. Og midt i de blodige krigszoner begynder tvivlen at melde sig: Er et Panem styret af præsident Coin overhovedet bedre end præsident Snows diktatur?

Vanen tro er opgøret mellem godt og ondt en kompleks størrelse hos Suzanne Collins. Om end distrikt 13’s oprørssamfund byder på en større frihed end Capitols magtdiktatur, er det langt fra noget rosenrødt billede, der optegnes af det alternative samfund.

”Oprør” er en påmindelse om, hvad krig gør ved mennesker. Romanen fremviser effektivt, at ingen er uskyldige, når samfund kolliderer, samt at den latente ondskab findes i alle samfund. Med stærkt ideologisk sigte antydes, at fortidens rædsler altid vender tilbage i ny form; at ondskab avler ondskab. Suzanne Collins har skabt en helhed, som både er uforudsigelig og spændende, og ”Oprør” er en formfuldendt afslutning på en ungdomstrilogi af bemærkelsesværdig moralsk og ideologisk dybde.

Genrer og tematikker

Suzanne Collins’ Hunger Games-trilogi har vundet terræn som det nyeste skud på stammen af fantasyromaner for unge. Ligesom i bl.a. Harry Potter- og Twilight-serien behandles klassiske tematikker som oprør med autoriteter, venskaber og kærlighedsforviklinger fra en ung fortællers synsvinkel. I alle tre serier udgør kampen mod en ondsindet magt ligeledes det dramatiske grundstof. Omend disse grundfundamenter i mange henseender er de samme, besidder Collins’ bøger en moralsk og menneskelig kompleksitet, som end ikke de sene Harry Potter-bøger kan hamle op med. Barmhjertighed og ondskab er langt fra entydige størrelser hos Collins, som samtidig beskriver en fremtid, der fremstår skræmmende realistisk, fordi den trækker veksler på en letgenkendelig fortid og nutid.

Det er netop pga. sin realisme, at Hunger Games-trilogien er så effektiv. Ondskaben er langt fra en uhåndgribelig størrelse som orker, troldmænd, hekse eller vampyrer, men derimod et politisk system, der fungerer på præcis de samme præmisser som de styreformer, vi kender fra bl.a. DDR, Stalintidens Sovjetunionen eller det nuværende Shah-styre i Iran. Gennem umenneskelige magtdemonstrationer, stærkt organiseret tortur og allestedsnærværende kontrolstyrker fremstår Panem som en frygtindgydende – men desværre ikke urealistisk – fremtid. Hunger Games-trilogien er fremtidsdystopi i samme boldgade som f.eks. George Orwells roman ”1984” og Alan Moores stilskabende tegneserie ”V for Vendetta”.

Samtidig gennemsyrer realismen også karakterbeskrivelserne, som er langt mere nuancerede, end genren af ungdomsfantasy normalt tillader. Capitols arbejdere er ikke alle ondsindede håndlangere, mens oprørsstyrken langt fra optegnes som et rosenrødt alternativ til Capitol. Grænsen mellem godt og ondt er flydende, men aldrig forudsigelig hos en forfatter, hvis karakterer er komplekse størrelser, som besidder had, hævngerrighed og dræberinstinkt på lige linje med barmhjertighed.

Moral og mental styrke er i fokus i de voldsomme beskrivelser af Dødsspillene. At ligesindede teenagere tvinges til at bekæmpe hinanden, bibringer romanerne et iskoldt mørke og en bemærkelsesværdig moralsk kompleksitet. Hvad sker der, når unge mennesker tvinges til at dræbe andre for egen overlevelse? Og hvordan reagerer mennesker, når moral og overlevelsesinstinkt kolliderer? Det er med tungsindige spørgsmål som disse, at Suzanne Collins skaber unik ungdomslitteratur gennem paralleller til f.eks. tidligere østeuropæiske stikkersamfund.

Krigens rædsler og de psykiske mén ved at dræbe er ligeledes gennemgående tematikker, ikke mindst i de to seneste bind af Hunger Games-trilogien. I et interview med New York Times fortæller Suzanne Collins, hvordan faderens tjeneste i Vietnamkrigen satte sig varige spor i hendes familie og leverede inspiration til hendes senere romaner. Sommetider vågnede den unge Collins om natten ved at høre sin fars skrig, efter hans tilbagevendende mareridt om de østasiatiske slagmarker. Disse oplevelser overførte Collins til sine portrætter af Kattua og Peeta: ”Dette er ikke et eventyr. Det er krig, og i krig er der tragiske tab, som man sørger over.” (Susan Dominus: Suzanne Collins’s War Stories for Kids. New York Times, 2011-04-08).

Beslægtede forfatterskaber

Slægtskabet med den japanske forfatter Koushun Takami’s ”Battle Royale” fra 1999 har skabt en del kontroverser, siden Suzanne Collins’ første roman i Hunger Games-trilogien så dagens lys. I Takamis roman bliver en tilfældig skoleklasse udvalgt til at kæmpe til døden på en isoleret ø – dog uden landets kamerabevågenhed. På internettet har det slående slægtskab med ”Battle Royale” adskillige gange givet Suzanne Collins romaner stemplet ”plagiat”. Suzanne Collins påpeger i et interview, at hun ikke tidligere har haft kendskab til Takami: ”På et tidspunkt blev det dog nævnt for mig, at 'Battle Royale' eksisterede. Jeg spurgte derfor min redaktør, om jeg skulle læse den. Han sagde: ”Nej, jeg vil ikke have hele den verden inde i dit hoved. Bare fortsæt med det, du laver”” (citeret fra Anders Hjort: Plagiat? Forfatteren bag ”The Hunger Games” under anklage. Politiken, 2012-03-22).

I et af sine få interviews fortæller den pressesky forfatter, at den primære inspiration kom fra den oldgræske fortælling om Theseus og minotauren. Som en straf for at have fornærmet styret på Kreta, skulle athenerne hvert år sende syv drenge og syv piger til den sydgræske ø, hvor de blev placeret i en labyrint for at kæmpe mod en minotaur – et græsk sagnuhyre. Collins har beholdt fortællingens fundament, men ændret labyrinten til en arena, så kampen nærmere tager form af de romerske gladiatorkampe. I interviewet med School Library Journal beskriver Collins sin reaktion på det græske sagn: ”Selv da jeg var et lille barn, gav historien mig åndenød, fordi den var så ond og Kreta var så nådesløs.” (Rick Margolis: A Killer Story. School Library Journal, 09-01-2008).

Hunger Games-trilogiens slægtskab med William Goldings ”Fluernes Herre” er næppe nogen tilfældighed, da hun nævner denne blandt sine yndlingsromaner. Både Collins’ og Takamis dystopiske romaner kan anskues som iscenesatte udgaver af den handling, som udfolder sig i Goldings roman. Her strander en flok børn på en ubeboet ø, hvor interne magtkampe langsomt splitter gruppen ad. Romanen beskriver, hvordan børn kan være lige så effektive dræbere som de voksne, der kort forinden udgivelsen af ”Fluernes herre” var ved at splitte verden ad i 2. Verdenskrigs ragnarok. Collins har et mere ungdommeligt udgangspunkt end både Golding og Takami, mens hendes fokus er – trods seriens tungsindige stemning – mindre sortsynet.

Hunger Games-trilogien står ikke mindst i forlængelse af dystopiske fremtidsscenarier som bl.a. George Orwells ”1984”, Ray Bradburys ”Fahrenheit 451” og Alan Moores tegneserie ”V for Vendetta”. I disse optegnes diktatoriske fremtidssamfund, som holder befolkningen nede gennem stærkt organiseret tortur og propaganda.

Kampen for overlevelse i et post-apokalyptisk samfund kan minde om scenarier fra bl.a. Cormac McCarthys ”Vejen” og Philip K. Dicks ”Drømmer androider om elektriske får?” (filmatiseret under titlen ”Blade Runner”). Suzanne Collins’ romaner adskiller sig dog fra samtlige disse romaner ved at beskrive det dystopiske i en teenagers øjenhøjde. Ikke mindst derfor er Collins’ romanserie sat i forbindelse med bl.a. Harry Potter- og Twilight-serierne. Men netop fordi Collins’ serie ikke benytter sig af parallelverdener eller overnaturlige væsener, fremstår den mere ligefrem ideologisk. En fremtidsverden plaget af naturkatastrofer og diktatur er ikke nogen umulighed. Her antydes, at Collins’ agenda ikke udelukkende er at underholde, men at serien indeholder en implicit henvisning til historiebøgernes mørkeste kapitler. Det er en løftet pegefinger til ungdommen om, at fortiden kan vende tilbage og formgive fremtiden.

Bibliografi

Ungdomsbøger

Collins, Suzanne:
Gregor and the Overlander. Scholastic, 2003.
Collins, Suzanne:
Gregor and the Prophecy of Bane. Scholastic, 2004.
Collins, Suzanne:
Gregor and the Curse of the Warmbloods. Scholastic, 2005.
Collins, Suzanne:
Gregor and the Marks of Secret. Scholastic, 2006.
Collins, Suzanne:
Gregor and Code of Claw. Scholastic, 2007.
Collins, Suzanne:
Dødsspillet. Gyldendal, 2010. (The Hunger Games, 2008).
Collins, Suzanne:
Løbeild. Gyldendal, 2010. (Catching Fire, 2009).
Collins, Suzanne:
Oprør. Gyldendal, 2011. (Mockingjay, 2010).
Collins, Suzanne:
Min far er i krig. Gyldendal, 2013. Oversat af Kina Bodenhoff.
Collins, Suzanne: Dødsspillet. Gyldendal, 2020. (The Hunger Games, book one, 2008). Oversat af Camilla Schierbeck. (The Hunger Games, 1).
Collins, Suzanne: Løbeild. Gyldendal, 2020. (Catching fire, The Hunger Games, book two, 2010). Oversat af Camilla Schierbeck. (The Hunger Games, 2).
Collins, Suzanne: Oprør. Gyldendal, 2020. (Mockingjay, The Hunger Games, book three, 2008). Oversat af Camilla Schierbeck. (The Hunger Games, 3).
Collins, Suzanne: En fortælling om sangfugle og slanger. Gyldendal, 2020. (The Hunger Games, 0, 2020). Oversat af Sara Ejersbo. (The Hunger Games, 0).

Gregor-serien

Collins, Suzanne:
Gregor i Underlandet. Gyldendal, 2013. (Gregor the Overlander, 2003). Oversætter: Thomas Munkholt. (1).
Collins, Suzanne:
Gregor - i dødens labyrint. Gyldendal, 2013. (Gregor and the prophecy of bane, 2004). Oversat af Thomas Munkholt. (2).
Collins, Suzanne:
Gregor og blodets forbandelse. Gyldendal, 2013. (Gregor and the curse of the warmbloods, 2005). Oversat af Thomas Munkholt. (3).
Collins, Suzanne:
Gregor og det tavse varsel. Gyldendal, 2014. (Gregor and the marks of secret, 2006). Oversat af: Thomas Munkholt. (4).
Collins, Suzanne:
Gregor og kloens kode. Gyldendal, 2014. (Gregor and the code of claw, 2007). Oversat af Thomas Munkholt. (5).

Om forfatterskabet

Netkilder

Forfatterens hjemmeside med biografi, bibliografi og et lidt forældet interview.
Uofficiel hjemmeside om Suzanne Collins med en god biografi og gennemgange af samtlige Collins’ bøger.
På www.insidemovies.ew.com kan man finde et interview med Suzanne Collins om hendes arbejde med manuskriptet til filmatiseringen af ”The Hunger Games”.
På NewsInfos hjemmeside kan man finde en del information om Suzanne Collins’ forfatterskab, samt en Q&A med forfatteren.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Interview

Margolis, Rick:
A Killer Story. An interview with Suzanne Collins, author of ”The Hunger Games”. School Library Journal, 2008-01-09.
Hjort, Anders:
Plagiat? Forfatteren bag ”The Hunger Games” under anklage. Politiken, 2012-03-22.
Dominus, Susan:
Suzanne Collins’s War Stories for Kids. New York Times, 2011-04-08.