Det er ikke nogen udramatisk hjemkomst, der venter Peeta og Kattua, da de endelig er tilbage til distrikt 12. Der hviskes om oprør i distrikterne efter den skandaløse udgang på det 74. dødsspil. Stik imod Capitols agenda overlevede begge distrikt 12’s sonere, og dette har blottet en svaghed i statsledelsens magt. Præsident Snow besøger personligt distrikt 12 for at fortælle Kattua om konsekvenserne, hvis hun ikke spiller sin rolle korrekt.
28116047
I frygten for at Capitol skal frarøve Kattua hendes familie og venner, drager hun sammen med Peeta på en vinderrunde i de øvrige 11 distrikter, hvor hun forsøger at dæmpe den løbeild, der har gjort hende til et ikon for oprørske stemmer. Da dette ikke lykkes tilfredsstillende, viser præsident Snow sin magt: I forbindelse med det 75. dødsspil ændres reglerne, så det nu udelukkende er tidligere vindere, der kan deltage – og dem er der ikke mange af i distrikt 12. Kattua og Peeta må endnu engang drage til Capitol for at indgå i styrets nådesløse magtdemonstration. Denne gang med præsident Snows hævngerrige motiver i baghovedet.
Suzanne Collins fortsætter sin trilogi lige så mørkt og frygtindgydende, som forgængeren slap, men i ”Catching Fire” fra 2009 (”Løbeild”, 2010) står forfatterens politiske agenda tydeligere. Her skifter fokus fra Kattua og Peetas kamp i Dødsspilsarenaen til den ideologiske kamp mod Panems diktatur. Der stilles skarpt på statsledelsens organiserede tortur og magtmisbrug, mens de voldsomme forskelle mellem de fattige stavnsbondelignende distrikter og det højteknologiske konsumsamfund i hovedstaden effektivt kontrasteres.
Men Collins forsimpler aldrig sine karaktertegninger. Hverken i de nuancerede portrætter af borgere i distrikterne og Capitol eller i de rørende skildringer af varige psykiske mén hos dem, som har overlevet Dødsspillets rædsler.