Joseph Conrad skrev i en tid, hvor det britiske imperium var på sit højeste, og han trækker i sine værker på egne erfaringer fra sin tjeneste i den franske og den britiske handelsflåde.
Conrads eget liv var eventyrligt og omfattede blandt andet våbensmugling og politiske sammensværgelser, og hans oplevelser dannede baggrund for handlingen i mange af hans romaner. F.eks. gav rejsen langs Venezuelas kyst ham stof til romanen ”Nostromo”, hvor førstestyrmanden på Conrads skib blev model for helten. I ”Mørkets hjerte” minder hovedpersonen Marlows rejse op ad floden meget om Conrads egen i Congo, hvor han fik et foruroligende indblik i ondskabens væsen i form af nådesløs natur, korruption og undertrykkelse.
Samtidig med, at værkerne beskriver forskellige sider af det verdensomspændende imperium udforsker de den menneskelige psykes dybder. I Conrads fortællinger optræder der ofte en eller flere personer med en skidt karakter eller dårlig moral, og han skildrer, ofte ved brug af ironi og igennem flere synsvinkler, konsekvenserne af de tvivlsomme karaktertræk.
På grund af sine eksotiske historier og lyriske stil fik Conrad ry som en romantisk fortæller, men i dag regnes han først og fremmest som en foregangsmand for den moderne litteratur med sin komplekse fortælleform, dybe temaer og mange lag.
Ingenting er sort-hvidt i Conrads værker. Verden såvel som menneskesindet er skrøbeligt og kan hvert øjeblik krakelere og åbenbare noget frygteligt.
T. E. Lawrence, en af Conrads mange forfattervenner, gjorde følgende observationer over Conrads forfatterskab: ”Han er absolut den mest uforglemmelige ting i prosa, der nogensinde har været: Jeg ville ønske jeg vidste, hvordan han skriver hvert afsnit (...) Det følger ikke en almindelig prosarytme, men noget eksisterende kun i hans hoved, og da han aldrig kan sige, hvad det er han vil sige, ender alle hans ting i en slags sult, en antydning af noget, han ikke kan sige eller gøre eller tænke. Så hans bøger ser altid større, end de er.” (Wikipedia: Opslag om Joseph Conrad).