Lord Jim

Citat
”Der er noget særligt ved en lille båd på det store hav. Over de liv, den har båret væk fra dødens skygge, synes vanviddets skygge at falde. Når éns skib svigter én, er det, som om hele ens verden svigter – den verden, som skabte én, satte grænser for én og tog sig af én.”
”Lord Jim”, s. 112.

Joseph Conrads roman Lord Jim fra 1900 (”Forlis”, 1974) bliver regnet for et hovedværk i det 20. århundredes litteratur. Romanen handler om den unge britiske sømand Jim, som bliver styrmand på Patna, et skib fyldt med pilgrimme på vej til Mekka. På vej over Det Indiske Ocean støder skibet på et underjordisk skær og begynder at tage vand ind. Jim og de andre besætningsmedlemmer beslutter sig for at forlade skibet og dets passagerer. Et par dage senere bliver de samlet op af et britisk skib, men senere bliver Patna og dets passagerer også reddet, og besætningens lyssky handling kommer frem. De øvrige deltagere undgår domstolens undersøgelsesudvalg, men Jim får frataget sit sejlecertifikat for sin pligtforsømmelse. Han må nu bruge resten af sit liv på en hård kamp for at genvinde sin selvrespekt og rejser til Patusan, et fjernt sted med en blanding af malaysiere og Bugis-folk, hvor hans fortid kan forblive skjult.

”Lord Jim” bliver opfattet som Conrads mest romantiske roman. Den er spækket med smukke, lyriske beskrivelser og har en dramatisk struktur, som – dog ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge – viser udviklingen af en situation fra start til slut: Jims fald, hans oprejsning og hans død.

I størstedelen af historien hører vi om Jim gennem fortælleren Marlow, der også optræder som fortæller i tre andre af Conrads romaner, blandt andet ”Mørkets hjerte”. Marlow springer ud og ind mellem generelle betragtninger og beskrivelser af specifikke begivenheder med en vis brug af ironi. 

Som Conrads andre romaner handler også ”Lord Jim” i høj grad om menneskesindet og de kræfter, der styrer det. Et af romanens gennemgående temaer er skæbne. Jim har hele sin barndom og ungdom drømt om heltegerninger til søs, men mister både sin ære og sine fremtidige muligheder, da han springer ned i redningsbåden til de andre besætningsmedlemmer. ”Lord Jim” rejser spørgsmålet, om den enkelte person er ansvarlig for sine handlinger eller er underlagt en større orden og giver via forskellige stemmer i bogen flere mulige svar på det spørgsmål.