Beslægtede forfatterskaber

Stig Dalager er af nogle kritikere blevet sammenlignet med den tyske forfatter og dramatiker Botho Strauss, ligesom Dalager selv har fremhævet tyske Günter Grass og Heinrich Böll som vigtige inspirationskilder for ham som forfatter.

Der er skrevet talrige bøger om H.C. Andersen, herunder flere romaner – en af dem er Birgitte Berntsens ”Fremmed af verden” fra 2004. Andre danske forfattere, som har skrevet romanbiografier om store kvindeskæbner, ligesom Stig Dalager gør i det i sine bøger ”Det blå lys” og ”Kvinde i et århundrede”, er Dorrit Willumsen og Helle Stangerup. En anden kendt roman, som tager udgangspunkt i Madame Curies liv, er ”Bogen om Blanche og Marie”, skrevet af den svenske forfatter Per Olov Enquist. I sit forord til ”Det blå lys” henviser Dalager desuden selv til en række biografier om Marie Curie, bl.a. Barbara Goldsmith: ”Obsessive Genius – The Inner World of Marie Curie” og Eve Curie: ”Madame Curie”, som vigtige inspirationskilder i arbejdet med sin roman om videnskabskvinden Curie.