Bjarne Dalsgaard Svendsen er født d. 3. januar 1959 i Borum. Fra han var 2 til han var 18 år boede han i Svinsager. Bjarne gik i gymnasiet i Skanderborg, hvorefter han arbejdede i to år som nodetegner. I 1981 startede han på teologi på universitetet, men fandt efter et halvt års tid ud af, at det ikke var noget for ham. Han begyndte i 1982 på højskole i Holstebro, hvor han mødte sin kone. I 1985 begyndte Bjarne på Journalisthøjskolen, og han fik sin eksamen efter praktik på Ekstra Bladet.
Bjarne valgte journalistuddannelsen fordi det var en mulighed for at komme til at skrive professionelt. Han har dog altid vidst at han ville skrive fiktion:
”Hele mit liv har jeg vidst at jeg ville skrive. Lige fra jeg var fem-seks år gammel. Og jeg har skrevet altid; ting som var forsøg. Så man kan godt sige, at jeg har været rekrut i en lang periode.”
”Jeg skriver fordi det er det jeg kan. Ligesom hvis man er maler, så maler man fordi det er det man kan. Og hvis man er operasanger, så er man det fordi man kan synge.”
Dagen efter sin eksamen begyndte Bjarne at skrive Øksens magt . Det tog halvandet år at skrive romanen færdig. Han sendte manuskriptet ind til flere forlag, men fik det ikke antaget til udgivelse.
I 1991 udskrev et forlag en konkurrence, hvor man skulle indsende et manuskript til en ungdomsroman. Bjarne skrev Rejsen til det ukendte på tre uger og sendte den ind til forlaget, men hørte aldrig noget. Ikke så meget som en kvittering for modtagelse af manuskriptet. Han sendte i stedet manuskriptet til forlaget Gyldendal, som gerne ville udgive det, og herfra gik det slag i slag.
I dag kan Bjarne godt leve af at skrive historier for børn og unge. Men som han skælmsk siger: ”Jeg vil helst ikke være kendt, jeg vil bare gerne være rig.”
Har Bjarne så en mission med at skrive, udover at blive læst? ”Nej. Der er ikke nogen mission. Men det primære er ikke at blive læst, det primære er at skrive det. For mig er det nødvendigt at skrive i den forstand, at jeg ikke kan lade være med at skrive. Det ville jeg ikke kunne. Jeg ville muligvis kunne lade være med at trække vejret som resultat af en buddhistisk viljestyrke, men jeg ville ikke kunne lade være med at skrive. Det er en nødvendighed.”