Indre & ydre verdener

Personerne i Bjarne Dalsgaard Svendsens historier har et rigt indre liv, der ofte bærer præg af tumultuariske familierelationer som sættes i relief af stærke venskaber. Et rejse- eller eventyrmotiv går gennem forfatterskabet, og ofte går rejsen ind i psykens uudforskede regioner.

I Delfinen tager tre 15-årige venner på cykeltur i Jylland, men de bliver viklet ind i en dyster mordgåde i en lille by. Undervejs bliver de vidner til den menneskelige ondskab, der lurer lige under civilisationens skrøbelige fernis.

22153102

I Thomas og sofatyvene må Thomas og Bruno til Divanesien for at finde senge og sofaer, som er blevet stjålet fra deres by.

I Rejsen til det ukendte rejser Malthe til København – København anno 2033. Hans lillebror er dødeligt syg, og kun med særlig medicin, som findes i fremtiden, kan Malthe redde sin lillebror. Tingene hænger dog ikke sammen som Malthe først havde troet, og under rejsen må han flere gange revidere sin virkelighedsforståelse.

I Kongens juveler kommer nogle venner tilbage i tiden, nærmere bestemt til 1906. De har fundet en bog som fortæller hvordan man rejser i tiden, og nogle tyve har snuppet bogen.

I Slottet rejser Tom til Jylland, men han finder mere end nye venner - det lokale slot er nemlig hjemsøgt af en skrækkelig forbrydelse fra fortiden. Tom bliver medlem af Ringens Broderskab, som er et slags terapeutisk venskabsforum, hvori de unge fyre via udfordringer forsøger at bekæmpe deres frygt og fobier. Men da en udfordring fører drengene til den hjemsøgte slotsruin, er der ikke længere tale om forholdsvis ufarlige drengestreger.

I Øksens magt finder Brian, Sanne, Maria og John en underlig økse i en gravhøj. Øksen har en uhyrlig kraft, og for at tæmme den må man have nogle særlige handsker. Brian må på rejse i tid og dimensioner for at frelse hele verden fra øksens magt.

I Khi-ritualet tager David til De Limbiske Skove for at finde et ord, der kan redde Linda, som er besat af en ånd fra en anden dimension. Det bliver en farlig og forunderlig rejse. David og hans venner ville nok ønske, at de aldrig var gået ind i det lille, forladte hus i skoven ...

De Limbiske Skove findes imidlertid ikke på Politikens Verdenskort; de er inde i David selv. Han skal udforske de mørkeste egne i sin egen underbevidsthed, og således bliver rejsen i Bjarnes bøger ofte en metafor for en indre erkendelsesproces, en mental udviklingsrejse.

En del af Bjarnes bøger har fantastisk indhold. De udspiller sig altså i verdener, som ikke findes, eller indeholder elementer, der ikke eksisterer i verden som vi kender den. Kun Hugo og falskmøntnerne og ”Delfinen” er »realistiske«.

Realistiske som fantastiske, bøgerne er altid spændende . Selve handlingen er vital for forfatteren, ligesom han anstrenger sig for at skabe holdbare psykologiske portrætter af sine personer.