Skræk & rædsel

Angsten spiller en vigtig rolle i Bjarne Dalsgaard Svendsens forfatterskab, og angsten kommer tydeligst og mest direkte til udtryk i horrorhistorierne, hvor den finder skikkelse i spøgelser og monstre. I Øksens magt frembringer den ældgamle økse rædselsindgydende og dødsensfarlige mytologiske monstre, som stammer fra en slags menneskelig fællesbevidsthed. I Slottet udspiller forfærdelige fortidige hændelser sig i en uendelig løkke, og i Khi-ritualet har to mænd hidkaldt en ånd, som ikke vil tilbage til Dødsriget.

52931193

I ”Khi-ritualet” forbindes de overnaturlige rædsler med den virkelige, »dagligdags« grusomhed, som vi alle kan bevidne ved at tænde for fjernsynet og se tv-avisen. Forfatteren forklarer det således: ”Rædslen eller angsten kommer selvfølgelig fra »ur-sumpen« på en eller anden måde, men den er også determineret af det konstante bombardement af rædsler, som giver alle mulige eksempler på at mennesket i virkeligheden er et forfærdeligt dyr, det suverænt mest modbydelige dyr. Komodo-varanen er jo en engel ved siden af mennesket ...”

Den virkelige rædsel er ikke monstrene fra horrorromaner. Monstrene er, siger Bjarne, ”en symbolik som i virkeligheden baserer sig på, at den virkelighed vi lever i, er så umådeligt skræmmende.”

I forfatterens horrorromaner kan man dog bekæmpe rædslen eller angsten ved at konfrontere den. Det kræver at man bevæger sig ind i de mørkeste afkroge af sit sind, hvilket kan være særdeles skræmmende, men det onde skal ikke bekæmpes med sølvkugler og tilspidsede træpæle. Det stammer fra én selv, eller i hvert fald fra mennesket. Monsterets kommer ikke fra parallelverdener, okkulte dimensioner eller det ydre rum, men fra den menneskelige hjerne, den menneskelige angst og den menneskelige ondskab.