I Bjarne Dalsgaard Svendsens historier er spændingen i højsædet. Derfor er forfatterens fortællinger altid spændende og medrivende, hvilket dog ikke udelukker, at der er masser at »arbejde med« i bøgerne. Professor i børnelitteratur ved Center for Børnelitteratur Torben Weinreich nævner på Centerets hjemmeside Slottet som en roman, der ”egner sig som både fritidslæsning og til litteraturarbejde i skolens 3.-6. klassetrin.”
Det er karakteristisk for Bjarnes forfatterskab, at bøgerne egner sig som både fritidslæsning og til litteraturarbejde – der foregår nemlig altid en masse under overfladen. For forfatteren kommer spændingen dog i første række: ”Mit ypperste ønske er at skrive en bog som en 15-års-knægt tager ned fra hylden på biblioteket, tager med hjem og læser, og bliver pissebange. Det er det ypperste. Det er det egentlige, det primære og det første. Dersom der optræder noget underliggende, jamen så gør der det, og det er fint – men det primære er den sanselige, den fysiske del af det; at man bliver bange, eller man griner.”
På samme måde er sproget primært et medie for en handling. ”Hvis man vil fortælle en historie, synes jeg at sprog bør være tjener, og ikke herre. Sprog bør være det råstof, der visualiserer handlingen. Naturligvis er der flavours i sproget, men sproget skal ikke være for synligt. Man skal kunne botanisere i handlingen; komme ind i handlingen.”
De mange betydningslag (symbol, allegori, undertekst, allusion) gør bøgerne interessante at arbejde med – der er meget »kød« på historierne, som dansklærere siger. Når man som forfatter arbejder med flere tekstlag, kræver det måske en særlig skriveproces? Bjarne fortæller, at ”jeg skriver ting i en stærk koncentration, hvor jeg nogle gange virkelig føler – det lyder som en kliché – men hvor jeg virkelig føler at der er hul ned i dybere lag af bevidstheden. Måske ikke decideret underbevidstheden, men dybere lag af den øvre bevidsthed.”
Bjarne sidder dog som regel ikke og udtænker symbolik og andre hermeneutiske finurligheder inden han går i gang med at skrive. Normalt tænker han udelukkende på selve plottet og plotstrukturen, men når han har skrevet noget, bliver han ofte bevidst om dybere lag eller flertydigheder. Bevidstheden om de underliggende betydninger i teksten opstår således efter han har skrevet; ofte når han gennemlæser og finjusterer det skrevne.