Godmorgenhistorier

Citat
”Nede i et glas med vand ligger gebisset og svømmer rundt (…) Helt stille stikker Lille Mads sin hånd ned til gebisset. Så hiver han det op af vandet og skynder sig ud af værelset igen, så bedstefar ikke vågner. Da han kommer tilbage til sin egen seng, lægger han omhyggeligt gebisset på plads under sin hovedpude. Der vil tandfeen finde det, når hun kommer i nat.”
”Godmorgenhistorier”, s. 79.

Lars Daneskov debuterede som børnebogsforfatter i 2008 med ”Godmorgenhistorer”, der indeholder syv fabulerende fortællinger, og som er en højtlæsningsbog for de 4-8-årige.

”Syvsover Sebastian” handler om drengen Sebastian, der elsker at sove længe. Faren forsøger at vække Sebastian med et vækkeur, en hane der galer, en elefant fra Zoologisk Have som trutter, et larmende hornorkester, brandmænd der sprøjter med vand og fyrværkeri der sprutter. Men det er først, da faren kilder Sebastian, at han vågner.

27523943

”Tandfeen og bedstefars gebis” handler om Lille Mads, der er misundelig på sin storebror William, fordi han har rokketænder, og hver gang William taber en tand, lægger han den under hovedpuden, og så veksler tandfeen den til penge. Lille Mads stjæler sin bedstefars gebis om natten og lægger gebisset under hovedpuden for at tjene penge som sin storebror, men tandfeen kommer ikke. I stedet ender Mads med at få en findeløn for at finde bedstefars gebis, som han jo selv havde hugget.

”Sara på løvejagt” handler om pigen Sara, der vågner en morgen og hører en løve brøle og knurre. Hun går på jagt gennem huset med et legetøjssværd. Der er stadig mørkt i huset, og overtøj og møbler ser ud som farlige dyr. Saras frygt vokser, indtil det går op for hende, at der slet ikke er farlige dyr i huset, men at det er hendes far, som snorker i forældrenes soveværelse.

Historierne tager udgangspunkt i en for barnet genkendelig hverdagssituation, f.eks. at det kan være svært at vågne om morgenen, at man kan være morgensur, at ens forældre har for travlt til at lytte til én, at ukendte lyde kan skabe frygt, der får én til at fantasere om farlige dyr osv.

Historierne rummer desuden magi og eventyr som f.eks. en talende telefon, en trold, et flyvende skateboard og en prinsesse på et slot. I ”Syvsover Sebastian” bruges overdrivelsen som effekt, og Sebastian udsættes for overdrevent meget larm, men han vågner først, da hans far kilder ham. Det samme gælder i ”Sara på løvejagt”, hvor farens snorken i Saras fantasi bliver til lyden af vilde og farlige dyr.

Fortælleren er alvidende og sproget er fabulerende, skrevet med store typer og med farverige illustrationer af Peter Bay Alexandersen.