Selv om Marie Darrieussecqs sprog bestemt ikke er tungt at læse, skal man ikke tage fejl: Hun er en vaskeægte litterat med referencer og historisk kendskab på plads, hvilket naturligvis først og fremmest afspejler sig i hendes suveræne sprogbrug, der altid tjener det ønskede formål. Dernæst i hendes velplacerede brug af citater, f.eks. citerer hun meget virkningsfuldt Hamsun som indledning til ”Kvinden der blev til en gris” og et citat af Maupassant bliver credo for Solange i romanen af samme navn.
”Kvinden der blev til en gris” leder nødvendigvis tankerne hen på Kafka og hans novelle ”Forvandlingen” fra 1915, der handler om en forretningsmand, der til sin store rædsel opdager, at han er blevet forvandlet til et hæsligt insekt. Selve grebet med at lade et menneske forvandles til dyr mod sin vilje, giver, selv med godt 100 års mellemrum, en parallelitet i eviggyldige temaer: Det anderledes versus normaliteten, relationer, brutalitet, ensomhed og skam.
I ”Solange” ledes tankerne, udover helt konkret på Maupassant, hen på Nabokov og hans klassiker ”Lolita”. Hele problematikken med den barnlige uskyld, der pludselig ytrer sig med en voksens seksuelle sprog og den tvetydighed, det vitterlig indebærer, bliver ved med at interessere os, fordi vi møder den i hverdagen – og måske endnu oftere i dag, hvor barndommen bliver kortere og kortere.
Det befriende ved Darrieussecs Solange er her, at hun ikke bliver litterært objektiviseret, men faktisk har en egen vilje, identitet og begær, der ikke skildres rosenrødt og piget, men vulgært og voldsomt; som en anmelder skrev i Information: ”Ikke som en sart blomst, men snarere en kødædende plante.” (Linea Maja Ernst: Rørende lummerfransk barnebegær. Information, 2012-10-19).