marie darrieussecq
Foto: Tiderne skifter

Marie Darrieussecq

journalist Nana Bugge Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
marie darrieussecq
Foto: Tiderne skifter
Main image
Darrieussecq, Marie
Foto. Tiderne skifter

Indledning

Siden sin kometagtige opstigen på fransk litteraturs himmel i 1997 har Marie Darrieussecq udfoldet sig på flere litterære felter: Som oversætter af bl.a. Ovid, som dramatiker med skuespillet ”Le Musée de la Mer” og ikke mindst som romanforfatter: Hun har skrevet otte siden sin debut. Hun betegner det at skrive som sit kald og har stort set gjort det uafbrudt, siden hun tog fat som seksårig. Hendes stil er intens og komprimeret, og hun evner ikke blot at skabe billeder, men ligefrem fysiske fornemmelser der transcenderer sproget, som f.eks. i romanen ”Tom er død” fra 2007.

 

53568572

Blå bog

Født: 3. januar 1969 i Bayonne, Frankrig.

Uddannelse: Studier i litteratur ved Sorbonne og Jussieu, Paris. Doktor i 1997.

Debut: Truismes. P.O.L., 1996. (Kvinden der blev til en gris. Tiderne Skifter, 1997). Roman.

Litteraturpriser: Prix Médicis, 2013.

Seneste udgivelse: Hvor herligt at være her. Tiderne Skifter, 2017. (Être ici est une splendeur : vie de Paula M. Becker, 2016). Oversætter: Sofie Vestergaard Jørgensen. Roman.

Inspiration: Darrieussecq har ikke udtalt sig meget om sine eventuelle idoler, men af litterære inspirationskilder kan nævnes f.eks. Nabokov og Kafka.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg var alene. En hestestald i flammer. En kælder. En kælder-stald-skibslast-labyrint, ingen steder, endeløse gange, gange der endte blindt, hundehuller. Nej, hundehul er et alt for sjovt og harmløst ord. Jeg gik i den totale erindrings mørke og aske. Med et svælg oven over mig, uden lys. Ingen tanke tilbage. Smerten som eneste holdepunkt. Jeg befandt mig i dødens sandhed. I søvnløshedens ekstreme klarsyn”.
”Tom er død”, s. 81.

Franske Marie Darrieussecq er født i en lille landsby ved Bayonne i baskerlandet. Datter af en fransklærer og en tekniker med et stort bibliotek fattede hun tidligt interesse for skrift og bøger og begyndte selv at skrive i en alder af seks år. Selv om hun allerede dengang vidste, at hun ville være forfatter, tog hun sig en akademisk uddannelse: Hun gik i gymnasiet i Bayonne og på universitetet i Paris, hvor hun studerede litteraturvidenskab. Som emne for sin doktorafhandling valgte hun den i dag så trendy autofiktion. Det har fået litteraturstuderende til at søge efter autofiktive træk i hendes eget forfatterskab – og det er helt ved siden af, siger Darrieussecq: ”Jeg har med vilje gjort det modsatte, arbejdet med en genre der var mig fremmed, for ikke at blande alting sammen, og fordi netop dét, der var mig fremmed, interesserede mig. Jeg er forfatter af fiktion og bortset fra 'Baby', der uden tvivl er autofiktiv, er fantasien mit domæne, selv om den nødvendigvis (som hos alle forfattere) er næret af mit liv, på samme måde som vore drømme næres: På afstand og metaforisk.” (Professor Alain-Philippe Durand: Marie Darrieussecq. University of Arizona, 2010).

Mens hun forberedte sin afhandling, skrev hun sin første roman ”Truismes” på blot seks uger (eller det vil sige: Faktisk havde hun skrevet flere romaner tidligere, der blot aldrig er blevet udgivet, fordi de var for ufærdige. Men de havde dog, ifølge hende selv, en vigtig funktion i forhold til at bane vejen for det efterfølgende forfatterskab). Den bragede igennem med en, for en debutroman, helt uhørt succes og blev solgt i 200.000 eksemplarer i Frankrig og oversat til 24 sprog. Denne succes tillod hende at sige farvel til jobbet som underviser på universitetet i Lille og hellige sig skrivningen på fuld tid.

Sideløbende med forfatterskabet har hun uddannet sig til psykoanalytiker i 2006 og havde i 2007 debut som dramatiker med stykket ”Le Musée de la Mer”.

Privat har hun været gift to gange, først med en matematiker og siden med en astrofysiker. Hun har to børn, født i henholdsvis 2001 og 2004.

Kvinden der blev til en gris

”Det værste har jeg endnu holdt skjult for Dem. Det værste, det var hårene. Jeg fik hår på benene og selv på ryggen, lange tynde gennemsigtige og stærke hår, som holdt stand mod alle hårfjerningscremer. Jeg var nødt til i smug at bruge Honorés barbermaskine, men sidst på dagen blev jeg ru over hele kroppen. Det brød kunderne sig ikke særlig meget om.”
”Kvinden der blev til en gris”, s. 35.

Romanen ”Truismes fra 1996 (”Kvinden der blev til en gris”, 1997) handler om en ung kvinde, der er nyansat i en stor parfumerikæde. Det viser sig ikke at være et helt normalt parfumeri, men hun har snart stor succes: Kunderne står i kø og hun arbejder uafbrudt. Hun ser nemlig usædvanlig godt ud: Mere og mere spændstig for hver dag, rosenrøde kinder, svulmende røv og barm. Hun får sig en kæreste, Honoré og de flytter sammen. Men det strålende udseende udvikler sig bizart – hun er ved at blive til en so. Det bliver efterhånden en belastning for parforholdet, og Honoré smider hende ud.

Parallelt med dette er der valg, som den højre-fascistoide Edgar vinder. Vores hovedperson kommer ad omveje til fest hos Edgar og møder her en kær gammel kunde: Marabuen fra Afrika. Hun bor hos ham et stykke tid, indtil han sender hende videre til direktøren for parfumemærket Loup-Y-Es-Tu, Yvan. Yvan er nemlig som hun selv, skiftevis menneske og dyr. De to lever i gensidig forståelse og kærlighed, indtil dyreværnet en dag banker på, skyder Yvan og tager vor hovedperson til fange. Det lykkes hende at slippe fri, og hun flygter ud i en skov.

”Kvinden der blev til en gris” er skrevet i første person som en erindringsbog og foregår i Paris. Hvornår er ikke helt klart, men skildringen af parlamentsvalget og forbrugssamfundet tyder på en nær fremtid.

De dominerende temaer i romanen er: Samfundets seksualisering, samfundets svageste og kønnenes indbyrdes forhold. Darrieussecq tager alt dette og sætter det på spidsen, primært ved to greb: Dels beskriver hun et samfund, der er fuldstændig grotesk på de nævnte områder – men dog alligevel med umisforståelige hentydninger til tendenser i dagens Europa. Dels lader hun sin fortæller bevæge sig helt upåvirket rundt i dette absurde limbo. Dvs. at læseren oplever en dystopi gennem et par øjne, der overhovedet ikke sætter spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Det virker temmelig chokerende.

Romanen har både træk af magisk realisme og fabel qua forvandlingsbeskrivelsen og de dele af bogen, hvor karaktererne interagerer som dyr. Her viser Darrieussecq et af sine frapperende talenter: Den klaustrofobiske beskrivelse af, hvordan fortælleren gradvis bliver til en so er simpelthen så livagtig, at man mærker børsterne vokse frem på ryggen. Grumt. 

Tom er død

”Døden gjorde mig dum. Indsprøjtningen, og døden. Ulykken gjorde mig dum. Ulykken kortsluttede mine nerveceller. Foran Toms lig mistede jeg en del af mine mentale evner, jeg taler ikke engang om min forstand, jeg taler om min intelligens, om fornuften, om a+b+c, om den sunde fornuft, om hvad det nu end er, der gør at man tænker, at man er med, at man er sammen med de andre. At man er opvakt, og reagerer, at man fatter. Det kommer ikke igen. Det er definitivt. Et handicap, på livstid. Jeg blev en idiot.”

I romanen ”Tom est mort” fra 2007 (”Tom er død”, 2008) forsøger en mor at skrive sig gennem sorgen over sin søns død. Vi introduceres til hele familien: Hendes mand, Stuart, deres to (levende) børn Vince og Stella og hendes forældre, der bor i Frankrig, hvor hun stammer fra. Og så altså Tom, der døde ti år tidligere, fire og et halvt år gammel. Hun skriver pinagtig langsomt om tiden omkring hans død: Op til ulykken, da familien netop er flyttet til Australien i forbindelse med Stuarts job. Sidste gang hun ser ham i live i minutterne før det skæbnesvangre øjeblik. Timerne efter, f.eks. på hospitalet, da lægen spørger ”Do you want to see him?” Hvordan skal Tom begraves: I hvad, hvor? Hun mister talens brug, må indlægges i en periode. Hun ser, at hendes levende børn har brug for hende, men kan ikke rigtig gøre noget ved det. Sorgarbejde i gruppeterapi. Og så, på en eller anden måde de små vendepunkter der tilsammen gør, at der trods alt sker en umærkelig bedring, bitte-bitte-små skridt frem mod en eftermiddag på en strand, ti år efter Toms død, sammen med Vince, Stella og Stuart, hvor hun faktisk, ganske kort, ser verden uden sorgens filter.

27560261

”Tom er død” kunne kaldes et studie i sorg. Den består af det kladdehæfte, Toms mor skriver i. Den har altså en slags dagbogsform, selv om kronologien ikke er fuldstændig stringent. Bogen foregår først og fremmest i Sydney, hvor familien bor, da ulykken indtræffer, med afstikkere til bedsteforældrene i Frankrig og til Vancouver, hvor familien boede tidligere. Den er bygget suspense-agtigt op, idet man først i bogens allersidste sætning får svar på, hvordan Tom faktisk dør.

Darrieussecq dissekerer sorgens konsekvenser, både i det ydre og i det indre: Hvordan familien bliver social paria, fordi folk simpelthen ikke ved, hvad de skal sige til dem. Hvordan Toms mor i sit stille sind tænker, at det havde været bedre, om et af deres andre børn var døde i stedet for Tom. Og netop dén overvejelse er det ultimative billede på sorgens galskab. Dens totale irrationalitet. Omverdenen kræver af Toms mor, at hun skal være rationel i sin sorg. Eller i hvert fald genfinde sine ben i henhold til det typiske forløb for en ”stærkt sørgende”. Og hendes skrift om Tom nægter det så kategorisk, at det er en overraskelse for læseren, at det faktisk, ti år senere, lykkes hende at leve et eller andet liv parallelt med sorgen. 

Solange

” ... hun ser tydeligt at hans pik igen gør det der, og peger på hende som en overdimensioneret finger, svulmende af anklage, du ligner en luder med den T-shirt, du ligner en tøjte, ”dumme lille gås,” sagde han en dag ved vaskepladsen sammen med Christian, selv om hun ikke gjorde noget forkert.”

Romanen ”Clèves” fra 2011 (”Solange” 2012) foregår i 1980'ernes Frankrig og handler om pigen Solange, der bor i en lillebitte by, hvor der ikke sker en skid. Hele hendes skole er besat af sex og hun ligeså. Hun tænker ikke på andet og onanerer til sin fars pornoblade, når hun sidder alene i bilen og venter på, at han skal blive færdig med sin affære. Hun bliver mobbet brutalt i skolen og undrer sig over, hvad mon hun gør galt. Hun får menstruation og synker ned i fortvivlelse ved tanken om, at dét er noget, hun skal trækkes med i så uendelig mange år fremover. Hun bliver ”kæreste” med ”gymnasiefyren” Arnaud, der ublidt introducerer hende til diverse seksuelle aktiviteter, og hun lærer at navigere i den nye, ”unge” sociale virkelighed blandt alle de gamle mobbere og lunefulde veninder. En voldsom tumlen ind i teenagelivet, der ikke blot er ved at slå benene væk under hende selv, men også bliver fatal for hendes omgivelser, særligt hendes babysitter Bihotz, der har passet hende, fra hun var lille.

29714878

Bogen er opdelt i tre dele: OM AT FÅ DET, OM AT GØRE DET og OM AT GØRE DET IGEN. I den første del er Solange ti år og stadig barn, selv om sex og følelser i dén grad trænger sig på. I den anden er hun et par år ældre, får et kondom af sin far, møder Arnauld og gør alting for første gang. I den sidste del udvikler hendes forhold til den mere end dobbelt så gamle Bihotz sig i det skjulte.

Darrieussecq fortæller i 3. person og perspektivet er hele tiden Solanges. Betegnende er de forholdsvis eksplicitte sexscener og i det hele taget beskrivelsen af Solanges lyst. Desuden er teksten en svidende beskrivelse af hverdagssexismen i et lille samfund, hvor piger og kvinder må finde sig i helt utrolig meget og ingen lader til at anfægte det, hverken dem selv eller drengene og mændene. Snarere tværtimod, sexismen er så internaliseret, at pigerne måler hinanden på de seje ting, de har ladet drengene 'gøre ved sig', definerer deres eget værd et hundrede procent på drengenes præmisser. Pigernes mødre er alle sammen ligesom sat i skak i deres parforhold og ønsker egentlig bare deres mænd hen, hvor peberet gror. En bidende kritik, der ubønhørligt rammer et af vort 'moderne' samfunds blødeste punkter. 

 

 

Genrer og tematikker

Den formmæssige hjørnesten i Darrieussecqs forfatterskab er så afgjort romanen. Hun har skrevet ni i alt, og en gennemgående tendens er, at hun går direkte til ellers veletablerede tabuer som f.eks. i ”Tom er død”, hvor Toms mor overvejer, om det ikke kunne have været et af hendes andre børn, der var dødt i stedet, eller i ”Solange”, hvor den kun akkurat kønsmodne fortæller går i kødet på sin grandvoksne babysitter, der halvhjertet forsøger at kæmpe imod, fordi han godt ved, det er problematisk. Hendes trang til at bryde tabuer har at gøre med hendes grundlæggende skrivetrang, som hun selv mener stammer fra hendes egen families dysfunktionelle evne til at sætte ord på problemer. Darrieussecqs forældre mistede en søn, inden hun blev født, og dette tab var ordløst og tabuiseret, indtil hun selv gik i gang med at bryde tavsheden og stille spørgsmål. Aldrig var hun dog i tvivl om, at hendes far mente at hun 'kun' var en pige – og at hun dermed 'manglede' noget (Journalist Marie Laurent, billede og montage Thomas Boujut, ”Les 7 minutes de Marie Darrieussecq”, 2013-11-12). Denne livspræmis kan også have dannet baggrund for Darrieussecqs feministiske engagement. Hun betegner sig offentligt som ”ateist, feminist og europæer” (Professor Alain-Philippe Durand: Marie Darrieussecq. University of Arizona, 2010), og f.eks. i debutromanen ”Kvinden der blev til en gris” og i ”Solange” er den feministiske kritik åbenlys.

Flere af hendes romaner er blevet til manuskripter, men springe ud som fuldblods dramatiker har hun kun gjort en enkelt gang, nemlig med ”Le Musée de la Mer”, der havde premiere i Reykjavik, Island i 2007, oversat af Sjón og iscenesat af instruktøren Arthur Nauzyciel, som hun har samarbejdet med flere gange.

Hvad enten hun bevæger sig i en moderne white-trash-kliché (”Solange”), en sci-fi dystopi med fabel-islæt (”Kvinden der blev til en gris”) eller en krimilignende undersøgelse af sorgens væsen (”Tom er død”) er hendes sprog ultrasanseligt og meget mættet. Det er klart og ”let” at læse, i hvert fald som det kommer til udtryk gennem hendes danske oversættere Merete Aaberg, Nina Bolt og Mette Olesen. Netop nu arbejdes der på en oversættelse af den seneste roman i forfatterskabet, nemlig ”Il faut beaucoup aimer les hommes”, for hvilken Darrieussecq vandt Prix Médicis i 2013. Den forventes udgivet på Tiderne Skifter i december 2015.

Beslægtede forfatterskaber

Selv om Marie Darrieussecqs sprog bestemt ikke er tungt at læse, skal man ikke tage fejl: Hun er en vaskeægte litterat med referencer og historisk kendskab på plads, hvilket naturligvis først og fremmest afspejler sig i hendes suveræne sprogbrug, der altid tjener det ønskede formål. Dernæst i hendes velplacerede brug af citater, f.eks. citerer hun meget virkningsfuldt Hamsun som indledning til ”Kvinden der blev til en gris” og et citat af Maupassant bliver credo for Solange i romanen af samme navn.

”Kvinden der blev til en gris” leder nødvendigvis tankerne hen på Kafka og hans novelle ”Forvandlingen” fra 1915, der handler om en forretningsmand, der til sin store rædsel opdager, at han er blevet forvandlet til et hæsligt insekt. Selve grebet med at lade et menneske forvandles til dyr mod sin vilje, giver, selv med godt 100 års mellemrum, en parallelitet i eviggyldige temaer: Det anderledes versus normaliteten, relationer, brutalitet, ensomhed og skam.

I ”Solange” ledes tankerne, udover helt konkret på Maupassant, hen på Nabokov og hans klassiker ”Lolita”. Hele problematikken med den barnlige uskyld, der pludselig ytrer sig med en voksens seksuelle sprog og den tvetydighed, det vitterlig indebærer, bliver ved med at interessere os, fordi vi møder den i hverdagen – og måske endnu oftere i dag, hvor barndommen bliver kortere og kortere.

Det befriende ved Darrieussecs Solange er her, at hun ikke bliver litterært objektiviseret, men faktisk har en egen vilje, identitet og begær, der ikke skildres rosenrødt og piget, men vulgært og voldsomt; som en anmelder skrev i Information: ”Ikke som en sart blomst, men snarere en kødædende plante.” (Linea Maja Ernst: Rørende lummerfransk barnebegær. Information, 2012-10-19).

Bibliografi

Romaner

Darrieussecq, Marie:
Kvinden der blev til en gris. Tiderne Skifter, 1997. (Truismes 1996). Oversat af Merete Aaberg og Nina Bolt.
Darrieussecq, Marie:
Spøgelser. Tiderne Skifter, 2000. (Naissance des fantômes, 1998). Oversat af Mette Olesen.
Darrieussecq, Marie:
Baby. Tiderne Skifter, 2005. (Le Bébé, 2002). Oversat af Maiken Maigaard.
Darrieussecq, Marie:
Tom er død. Tiderne Skifter, 2008. (Tom est mort, 2007). Oversat af Mette Olesen.
Darrieussecq, Marie:
Solange. Tiderne Skifter, 2012. (Clèves, 2011). Oversat af Mette Olesen.
Darrieussecq, Marie:
Man skal holde meget af mænd. Tiderne skifter, 2015. (Il faut beaucoup aimer les hommes, 2013). Oversat af Mette Olesen.
Darrieussecq, Marie: Hvor herligt at være her. Tiderne Skifter, 2017. (Être ici est une splendeur : vie de Paula M. Becker, 2016). Oversætter: Sofie Vestergaard Jørgensen. Roman.

Om forfatterskabet

De er ikke omfattende, men hvis man kombinerer de to, kan man danne sig et indtryk.
De er ikke omfattende, men hvis man kombinerer de to, kan man danne sig et indtryk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Marie Darriessecq

Kilder citeret i portrættet

Kilder

University of Arizona, 2010. (Konstateret utilgængelig 2020-05-11)
Ernst, Linea Maja:
Rørende lummerfransk barnebegær. Information, 2012-10-19.