Den formmæssige hjørnesten i Darrieussecqs forfatterskab er så afgjort romanen. Hun har skrevet ni i alt, og en gennemgående tendens er, at hun går direkte til ellers veletablerede tabuer som f.eks. i ”Tom er død”, hvor Toms mor overvejer, om det ikke kunne have været et af hendes andre børn, der var dødt i stedet, eller i ”Solange”, hvor den kun akkurat kønsmodne fortæller går i kødet på sin grandvoksne babysitter, der halvhjertet forsøger at kæmpe imod, fordi han godt ved, det er problematisk. Hendes trang til at bryde tabuer har at gøre med hendes grundlæggende skrivetrang, som hun selv mener stammer fra hendes egen families dysfunktionelle evne til at sætte ord på problemer. Darrieussecqs forældre mistede en søn, inden hun blev født, og dette tab var ordløst og tabuiseret, indtil hun selv gik i gang med at bryde tavsheden og stille spørgsmål. Aldrig var hun dog i tvivl om, at hendes far mente at hun 'kun' var en pige – og at hun dermed 'manglede' noget (Journalist Marie Laurent, billede og montage Thomas Boujut, ”Les 7 minutes de Marie Darrieussecq”, 2013-11-12). Denne livspræmis kan også have dannet baggrund for Darrieussecqs feministiske engagement. Hun betegner sig offentligt som ”ateist, feminist og europæer” (Professor Alain-Philippe Durand: Marie Darrieussecq. University of Arizona, 2010), og f.eks. i debutromanen ”Kvinden der blev til en gris” og i ”Solange” er den feministiske kritik åbenlys.
Flere af hendes romaner er blevet til manuskripter, men springe ud som fuldblods dramatiker har hun kun gjort en enkelt gang, nemlig med ”Le Musée de la Mer”, der havde premiere i Reykjavik, Island i 2007, oversat af Sjón og iscenesat af instruktøren Arthur Nauzyciel, som hun har samarbejdet med flere gange.
Hvad enten hun bevæger sig i en moderne white-trash-kliché (”Solange”), en sci-fi dystopi med fabel-islæt (”Kvinden der blev til en gris”) eller en krimilignende undersøgelse af sorgens væsen (”Tom er død”) er hendes sprog ultrasanseligt og meget mættet. Det er klart og ”let” at læse, i hvert fald som det kommer til udtryk gennem hendes danske oversættere Merete Aaberg, Nina Bolt og Mette Olesen. Netop nu arbejdes der på en oversættelse af den seneste roman i forfatterskabet, nemlig ”Il faut beaucoup aimer les hommes”, for hvilken Darrieussecq vandt Prix Médicis i 2013. Den forventes udgivet på Tiderne Skifter i december 2015.