Romanen ”Truismes” fra 1996 (”Kvinden der blev til en gris”, 1997) handler om en ung kvinde, der er nyansat i en stor parfumerikæde. Det viser sig ikke at være et helt normalt parfumeri, men hun har snart stor succes: Kunderne står i kø og hun arbejder uafbrudt. Hun ser nemlig usædvanlig godt ud: Mere og mere spændstig for hver dag, rosenrøde kinder, svulmende røv og barm. Hun får sig en kæreste, Honoré og de flytter sammen. Men det strålende udseende udvikler sig bizart – hun er ved at blive til en so. Det bliver efterhånden en belastning for parforholdet, og Honoré smider hende ud.
Parallelt med dette er der valg, som den højre-fascistoide Edgar vinder. Vores hovedperson kommer ad omveje til fest hos Edgar og møder her en kær gammel kunde: Marabuen fra Afrika. Hun bor hos ham et stykke tid, indtil han sender hende videre til direktøren for parfumemærket Loup-Y-Es-Tu, Yvan. Yvan er nemlig som hun selv, skiftevis menneske og dyr. De to lever i gensidig forståelse og kærlighed, indtil dyreværnet en dag banker på, skyder Yvan og tager vor hovedperson til fange. Det lykkes hende at slippe fri, og hun flygter ud i en skov.
”Kvinden der blev til en gris” er skrevet i første person som en erindringsbog og foregår i Paris. Hvornår er ikke helt klart, men skildringen af parlamentsvalget og forbrugssamfundet tyder på en nær fremtid.
De dominerende temaer i romanen er: Samfundets seksualisering, samfundets svageste og kønnenes indbyrdes forhold. Darrieussecq tager alt dette og sætter det på spidsen, primært ved to greb: Dels beskriver hun et samfund, der er fuldstændig grotesk på de nævnte områder – men dog alligevel med umisforståelige hentydninger til tendenser i dagens Europa. Dels lader hun sin fortæller bevæge sig helt upåvirket rundt i dette absurde limbo. Dvs. at læseren oplever en dystopi gennem et par øjne, der overhovedet ikke sætter spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Det virker temmelig chokerende.
Romanen har både træk af magisk realisme og fabel qua forvandlingsbeskrivelsen og de dele af bogen, hvor karaktererne interagerer som dyr. Her viser Darrieussecq et af sine frapperende talenter: Den klaustrofobiske beskrivelse af, hvordan fortælleren gradvis bliver til en so er simpelthen så livagtig, at man mærker børsterne vokse frem på ryggen. Grumt.