Solange

Citat
” ... hun ser tydeligt at hans pik igen gør det der, og peger på hende som en overdimensioneret finger, svulmende af anklage, du ligner en luder med den T-shirt, du ligner en tøjte, ”dumme lille gås,” sagde han en dag ved vaskepladsen sammen med Christian, selv om hun ikke gjorde noget forkert.”

Romanen ”Clèves” fra 2011 (”Solange” 2012) foregår i 1980'ernes Frankrig og handler om pigen Solange, der bor i en lillebitte by, hvor der ikke sker en skid. Hele hendes skole er besat af sex og hun ligeså. Hun tænker ikke på andet og onanerer til sin fars pornoblade, når hun sidder alene i bilen og venter på, at han skal blive færdig med sin affære. Hun bliver mobbet brutalt i skolen og undrer sig over, hvad mon hun gør galt. Hun får menstruation og synker ned i fortvivlelse ved tanken om, at dét er noget, hun skal trækkes med i så uendelig mange år fremover. Hun bliver ”kæreste” med ”gymnasiefyren” Arnaud, der ublidt introducerer hende til diverse seksuelle aktiviteter, og hun lærer at navigere i den nye, ”unge” sociale virkelighed blandt alle de gamle mobbere og lunefulde veninder. En voldsom tumlen ind i teenagelivet, der ikke blot er ved at slå benene væk under hende selv, men også bliver fatal for hendes omgivelser, særligt hendes babysitter Bihotz, der har passet hende, fra hun var lille.

29714878

Bogen er opdelt i tre dele: OM AT FÅ DET, OM AT GØRE DET og OM AT GØRE DET IGEN. I den første del er Solange ti år og stadig barn, selv om sex og følelser i dén grad trænger sig på. I den anden er hun et par år ældre, får et kondom af sin far, møder Arnauld og gør alting for første gang. I den sidste del udvikler hendes forhold til den mere end dobbelt så gamle Bihotz sig i det skjulte.

Darrieussecq fortæller i 3. person og perspektivet er hele tiden Solanges. Betegnende er de forholdsvis eksplicitte sexscener og i det hele taget beskrivelsen af Solanges lyst. Desuden er teksten en svidende beskrivelse af hverdagssexismen i et lille samfund, hvor piger og kvinder må finde sig i helt utrolig meget og ingen lader til at anfægte det, hverken dem selv eller drengene og mændene. Snarere tværtimod, sexismen er så internaliseret, at pigerne måler hinanden på de seje ting, de har ladet drengene 'gøre ved sig', definerer deres eget værd et hundrede procent på drengenes præmisser. Pigernes mødre er alle sammen ligesom sat i skak i deres parforhold og ønsker egentlig bare deres mænd hen, hvor peberet gror. En bidende kritik, der ubønhørligt rammer et af vort 'moderne' samfunds blødeste punkter.