Siden “Underworld” har DeLillo skrevet to romaner, som begge bekræfter hans dygtighed, men blegner på grund af deres ringe størrelse. I 2001 udkom “The Body Artist” (“Kropskunstneren”, 2001) som er atypisk med sin stramme form, fokus på sproget og nedtoningen af samtidshistoriske lakmusprøver.
23409658
Performance-kunstneren, eller kropskunstneren, Lauren overlades til sig selv, da hendes mand uden varsel skyder sig selv i sin ekskones lejlighed. Da hun efter begravelsen vender tilbage til deres fælles hus, finder hun en fremmed dreng, og gennem samtaler med ham begynder hun at rekonstruere sit liv. Mest af alt handler bogen om selve det at udtrykke sig: Lauren udtrykker sig med sin krop, men har brug for sprog, og dermed bliver DeLillos ærinde med bogen grundlæggende at afsøge forfattergerningen: Hvordan fanger man virkeligheden i sprog?
Romanen “Cosmopolis” fra 2003 (“Kosmopolis”, 2003) er også en stram sag, tilsat vintage DeLillo’sk samtidskritik: Bogen følger den sidste dag i den 28-årige børsspekulant Eric Packers liv. Han er mangemillionær og har alt, inklusive en hvid strech-limo, hvori det meste af romanen udspiller sig. Men Eric søger mod afgrunden, og føler sig egentlig mest levende, da han står overfor en mand, som har truet ham på livet. “Cosmopolis” er en lille roman om tomheden i at leve udspændt mellem en kropsligt erfaret virkelighed og en abstrakt, penge- og informationsbåret virkelighed. Modtagelsen af den har dog ikke været overstrømmende positiv, og den forbliver formentlig en parentes i forfatterskabet.