Der er mulighed for at mit liv kan repareres, endnu er jeg ikke 80.”
Romanen ”Anden person ental” fra 2014 er Daniel Denciks romandebut. Den handler om romanens jeg-fortæller Alexander, der udsættes for falske anklager om vold mod sine tvillinger. Han bor i København, rejser verden rundt som rejseleder med sit rejsefirma De Omrejsende, mens han med hele sin omgangskreds og familie i ryggen kæmper mod Systemsverige for at få lov til at se sine børn, som bor i Stockholm med deres mama.
Det er ikke nogen nem kamp. Hele tiden løber han panden mod systemets velmenende mur, der udgøres af humorforladte kvinder.
50936023
Det begynder ellers godt. Tvillingerne, en dreng og en pige, fejrer nytårsaften hos Alexander. Svenske farfar, der senere også anklages for vold mod børnene, er også med. Det hele er festligt og let, kun afbrudt af datterens telefonsamtale med mor i Sverige, hvor hun fortæller om de fire til seks selvmordsbomber, der er blevet affyret i København. Denne lille sproglige twist foregriber tragedien. Med al tydelighed viser den pigens fantasifulde omgang med sproget. Bordbomber, selvmordsbomber. Og morens øjeblikkelig reaktion viser hendes mangel på forståelse. Kimen er lagt til en kamp om ord. Så da pigen i skolen siger noget om sin far, der slår, ruller systemet.
Alexander kastes ud i sit livs mareridt. Han insisterer på en fredelig løsning, men vakler mellem trangen til det gode og en indestængt vrede over det urimelige, der kalder på væbnet kamp.
Første del af romanen er sprogligt mere noteagtig. Det er en nøgtern fremlæggelse af sagens gang – en forsvarstale for hovedpersonens ret til at se sine børn. Efterhånden som hovedpersonen erkender, at livet må leves uden børnene, fjerner fortællingen sig fra retssalen og socialkontoret. Alexanders eksistentielle kvaler bliver omdrejningspunkt, og her træder romanens litterære kvaliteter frem.
De Kafkaske beskrivelser af hovedpersonens møde med det svenske social- og retssystem er absurde og tragikomiske. Ligegyldigt hvad Alexander gør, forbliver døren til børnene lukket.
At fiktionen iblandes virkeligheden, fordi Alexanders historie også er Denciks personlige tragedie, udfordrer læseren til etisk refleksion. Kan det virkelig være sandt? Man må hele tiden spørge sig selv: Hvad er Alexander, hvad er Daniel Dencik?