daniel dencik
Foto: Robin Skjoldborg

Daniel Dencik

cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Top image group
daniel dencik
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Dencik, Daniel
Foto: Morten Holtum

Indledning

Daniel Dencik skriver både bøger og laver film. Filmkarrieren begyndte han som klipper, og nu filmer og instruerer han sine film med stor succes. Han har netop modtaget en Robert for årets bedste, korte dokumentar. I litteraturens verden begyndte han som lyriker og fik ros for sin stil. Nu springer han ud som romanforfatter med den selvbiografiske roman ”Anden person ental”. Den roses af kritikere for høj litterær kvalitet, og Daniel Dencik håber selv at skabe debat med sin krasse kritik af velfærdssverige. Ambitionen med bogen er intet mindre end at ændre verden, siger han.

 

54873565

Blå bog

Født: 9. maj 1972 i Stockholm.

Uddannelse: Uddannet filmklipper på Den Danske Filmskole.

Debut: Lyn på en motorvej. Gyldendal, 1998. Digte.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, 2012. Nat & Dags Københavnerpris for Årets bedste litteratur i 1998 samt flere filmpriser.

Seneste udgivelse:  Nordisk vildt. Gyldendal, 2018. Roman.

Inspiration: Ismael – fortælleren i ”Moby Dick”, for som Dencik siger: ”Han er fuldstændig ukuelig og har en enorm livsappetit, som jeg også har. Han rejser til nye steder hele tiden, og verden er et stort eventyr.”

 

Radiointerview: Skønlitteratur på P1: Barnets tarv.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Sig det højt./ At livet som du kendte det, ikke vil vende tilbage igen./ Sig det højt og gå videre./ Forholdet til skolen./ Forholdet til børnenes mor./ Forholdet til et helt land./ Jeg har mistet lysten og evnen, uopretteligt.”
”Anden person ental”, s. 125.

Daniel Dencik er født i Stockholm i 1972 af svenske forældre. Da han var tre år, flyttede han med sin familie til Danmark. Han er vokset op i Valby, har gået på den jødiske privatskole Carolineskolen og senere på Vestre Borgerdyd Gymnasium. Han er stadig svensk statsborger, selvom han det meste af sit liv har boet i Danmark.

Hans forhold til Sverige er dog efterhånden så anstrengt, at han overvejer at lave sit statsborgerskab om. Det skyldes især, at han har været udsat for falske anklager om vold og overgreb mod sine tvillinger i Sverige, hvor hans ekskone bor med børnene, og af den grund har fået frataget retten til at se dem.

Selv siger han om sit livs tragedie: ”Jeg levede et smukt og godt liv med mine tvillinger. Jeg var fraskilt, børnenes mor flyttede til Sverige, og det var mig, der pendlede. Fra den ene dag til den anden blev jeg anklaget for ting, som voksede og voksede, og jeg fik ikke lov til at møde mine børn. Myndighederne ville også kun møde mig, hvis jeg erkendte mig skyldig i ting, jeg ikke har gjort (…) Jeg har ikke set mine to børn i to år.” (Jeppe Bangsgaard: ”MS spørger: Daniel Dencik”. Berlingske, 2014-02-02).

Hans første roman fra 2014 handler om denne personlige tragedie, men forfatterskabet startede et andet sted, nemlig med udgivelsen af digtsamlingen ”Lyn på en motorvej” i 1998. Den udkom, mens Dencik gik på filmskolen for at uddanne sig til filmklipper. Selv om han allerede som barn vidste, at han ville være forfatter, besluttede han at uddanne sig som en garanti for en levevej, fordi livet som digter for de fleste er økonomisk usikkert.

De fiktive karakterers selskab elskede han som barn. Han fortæller: ”Jeg kunne godt lide at lege alene som barn, lave mine egne verdener. Jeg læste hele tiden og syntes, at alle personerne i romanerne var sindssyge, det var et enormt frirum at tage med ind i den legeverden. Da jeg var seksten år, gav min mor mig Salinger og Saroyan, det passede perfekt! Unge desperate mænd, sådan én synes jeg også, jeg var. Så var jeg 'sammen med dem'.” (Synne Rifbjerg: Det gode med det onde. Weekendavisen, 2013-01-18).

Som helt ung boede han en tid i Stockholm, hvor han læste filosofi på universitetet, men det blev film og litteratur, der blev hans levevej. Han begyndte filmkarrieren som klipper og fik sin debut som filminstruktør i 2012 med ”Moon Rider”. I 2013 instruerede han dokumentarfilmene ”Tal R The Virgin” og ”Ekspeditionen til verdens ende”, og for den første, der handler om vennen og kunstneren Tal R, har han netop modtaget en Robert for årets bedste, korte dokumentar. Han har desuden udgivet yderligere to digtsamlinger og en novellesamling.

Daniel Dencik bor i København, har en kæreste og tvillinger fra sit tidligere ægteskab.

 

Lyn på en motorvej

”sorgen er i al fald/ beboelig/ mens lykken slår ned/ som lyn på en motorvej.”
”Lyn på en motorvej”, s. 43.

Daniel Dencik debuterede som forfatter i 1998 med digtsamlingen ”Lyn på en motorvej”. Digtsamlingen består af 73 digte, der tager læseren med rundt i et personligt univers, hvor den danske sommer er lys af ecstasy og øl, hvor far og mor er en blanding af jødisk og svensk blod, og hvor pigerne, romancerne og vennerne er mange. Digtene er også beskrivelser af steder og rejseoplevelser. Der digtes bl.a. om San Francisco, Bellevue, Christianshavn, New York, Sahara, Honolulu, Hawaii og Egypten.

22245430

I prosaform tager digterjeget læseren med på en rejse i verden og i sindet. Han fortæller om ensomhed og fest. Han fortæller om barndom og ungdom. Han fortæller om livet på godt og ondt. Og så er digtene også udtryk for en ung mands drøm om at blive til noget, om at ligne sine litterære forbilleder og om at lykkes.

Digtenes sprog er ligefremt og let tilgængeligt, og digtene er narrative med højt fortælletempo. De poetiske billeder er sparsomme, men findes. I digtet ”traktaten underskrevet Livet” hedder det f.eks.: ”i snavsede februars nat/ gennem et bortrangeret/ lokomotiv/ falder sneen” (s. 65). Der er også digte, hvor legen med sproget er det centrale. Det gælder f.eks. digtet ”noget stort”, hvor der leges med at skrive talesproget, som det lyder. Det hedder for eksempel: ”du rennarundt og/ du fjollarundt/ duik rikti/ klog mand” (s. 12). Det hurtige, det fortællende og det legende giver en digtsamling med god energi og fin humor.

 

Via katastroferne. Nekrolog

”De forskellige forsøg som du kastede dig ud i mere eller mindre rørende på at knytte bånd bide det i dig parterapi fødselsforberedelse underholdsbidrag ingen nævnt ingen glemt men der findes en vej kantet af timian og katastrofer det blev din vej”
”Via Katastroferne. Nekrolog”, s. 7.

I 2012 udkom ”Via Katastrofer. Nekrolog”, der er Daniel Denciks tredje digtsamling. Samlingen består af et prosalyrisk langdigt opdelt i otte dele, der i mere eller mindre kronologisk form fortæller historien om en jødisk Don Juan, der ser tilbage på sit hidtil levede liv med en følelse af spild og skyld. Digtet er digter-jeget’s erkendelse af, at hor og druk har udgjort størstedelen af livet indtil nu, og at den vej har udviklet sig katastrofalt.

Digter-jeg’et, der fortæller om sig selv i anden person ental, lister den ene scoring op efter den anden godt iblandet jødernes historie og alverdens citater og mundheld. Digtsamlingen er således fuld af bibelske velsignelser, citater fra dansktoppen samt klicheer og mundheld. Der citeres fra Ewald, Grundtvig, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Grundtvig og Peter Faber – alt sammen vævet sammen i langdigtet uden et eneste punktum.

Digtsamlingen begynder in medias res – midt i tingene – og ræser af sted uden tegn, kun med et grafisk synligt ophold mellem hvert udsagn. Udsagnene flyder således af sted som en lang sætning, og sammenstillingerne af udsagn vrider nye, pudsige betydninger ud af slidte vendinger og gamle klicheer, som f.eks. i det følgende: ”og du blev kørt rundt i manegen    kastet for løverne    lagt i krematorieovnen    kørt ud på røv og albuer    via katastroferne    din sidste chance    reddet på stregen    du skrabede bunden    mens du steg i attraktionsværdig” (s. 30.)

Digtene fortæller om en mand i krise – splittet mellem på den ene side at føle sig som den evigt vandrende, uddrevne jøde Ahasverus, og på den anden side være styret af begær og liderlighed. Der veksles mellem selvhad og selvmedlidenhed, mellem selvironi og selvhøjtidelighed, mellem det triste og det vittige, og i den balance kommer digtet til både at fortælle en personlig historie om en mand i krise og kaste et anderledes syn på jødernes historie. Digtsamlingen bliver en slags bekendelse af mandens dæmoni fortalt, så det virker sprogligt fornyende.

 

Anden person ental

”Jeg glæder mig til de bliver voksne. Deres barndom er forbandet, den blev taget fra os. Jeg glæder mig til den er slut.
Der er mulighed for at mit liv kan repareres, endnu er jeg ikke 80.”
”Anden person ental”, s. 201.

Romanen ”Anden person ental” fra 2014 er Daniel Denciks romandebut. Den handler om romanens jeg-fortæller Alexander, der udsættes for falske anklager om vold mod sine tvillinger. Han bor i København, rejser verden rundt som rejseleder med sit rejsefirma De Omrejsende, mens han med hele sin omgangskreds og familie i ryggen kæmper mod Systemsverige for at få lov til at se sine børn, som bor i Stockholm med deres mama.

Det er ikke nogen nem kamp. Hele tiden løber han panden mod systemets velmenende mur, der udgøres af humorforladte kvinder.

Det begynder ellers godt. Tvillingerne, en dreng og en pige, fejrer nytårsaften hos Alexander. Svenske farfar, der senere også anklages for vold mod børnene, er også med. Det hele er festligt og let, kun afbrudt af datterens telefonsamtale med mor i Sverige, hvor hun fortæller om de fire til seks selvmordsbomber, der er blevet affyret i København. Denne lille sproglige twist foregriber tragedien. Med al tydelighed viser den pigens fantasifulde omgang med sproget. Bordbomber, selvmordsbomber. Og morens øjeblikkelig reaktion viser hendes mangel på forståelse. Kimen er lagt til en kamp om ord. Så da pigen i skolen siger noget om sin far, der slår, ruller systemet. 

50936023

Alexander kastes ud i sit livs mareridt. Han insisterer på en fredelig løsning, men vakler mellem trangen til det gode og en indestængt vrede over det urimelige, der kalder på væbnet kamp.

Første del af romanen er sprogligt mere noteagtig. Det er en nøgtern fremlæggelse af sagens gang – en forsvarstale for hovedpersonens ret til at se sine børn. Efterhånden som hovedpersonen erkender, at livet må leves uden børnene, fjerner fortællingen sig fra retssalen og socialkontoret. Alexanders eksistentielle kvaler bliver omdrejningspunkt, og her træder romanens litterære kvaliteter frem. 

De Kafkaske beskrivelser af hovedpersonens møde med det svenske social- og retssystem er absurde og tragikomiske. Ligegyldigt hvad Alexander gør, forbliver døren til børnene lukket.

At fiktionen iblandes virkeligheden, fordi Alexanders historie også er Denciks personlige tragedie, udfordrer læseren til etisk refleksion. Kan det virkelig være sandt? Man må hele tiden spørge sig selv: Hvad er Alexander, hvad er Daniel Dencik?

 

Genrer og tematikker

Daniel Dencik debuterede som lyriker. Kendetegnende for hans digte i de tre digtsamlinger ”Lyn på en motorvej” fra 1998, ”Solvinden” fra 2005 og ”Via Katastroferne. Nekrolog” fra 2012 er prosaformen, legen med sproget og et fokus på at fortælle en historie snarere end at fremdrive poetiske billeder. Denciks digte er med tiden blevet mere og mere personlige, og særligt digterjeg’et i digtsamlingen ”Via katastroferne. Nekrolog” ligger snublende nær forfatterens jeg.

Manden i krise – på den ene eller anden måde – er det altoverskyggende tema i Denciks forfatterskab. En krise, der udvikler sig til ren tragedie i romanen ”Anden person ental”. Romanen trækker direkte på forfatterens hovedstol og er den mest personlige af Denciks bøger. Hovedpersonen Alexanders historie er Denciks egen, og på en måde kunne romanen lige så godt have været et debatindlæg eller en debatbog.

At han valgte romanen som genre, forklarer han på følgende måde: ”Bogen er én lang kærlighedserklæring til mine børn. Man kan sige, at det er en privat dagsorden, men det synes jeg ikke, for det er noget alle, der har børn, kan relatere til. Bare det at vi alle har været børn, gør historien vedkommende. Romanen handler meget om, hvad det vil sige at savne og mindre om det her kafkaske system, jeg er oppe imod. Litteraturen har den store magiske evne, at den kan række ud over samtiden.” (Jeppe Bangsgaard: MS spørger: Daniel Dencik. Berlingske, 2014-02-02).

Dencik skriver altså mellem det fiktive og det biografiske. Det er virkelighedens materiale og hans egne oplevelser i en litterær bearbejdning, der udgør romanens handling. Selv mener han, at den personlige udvikling i forfatterskabet har været uundgåelig, selvom han egentlig gerne ville skrive om noget andet end sig selv. Han siger: ”Jeg ville ønske, at jeg kunne arbejde med noget, som ikke altid handler om mig, men med ’Via katastroferne’ fandt jeg ud af, at det er det, jeg er god til. Hvis alt er på spil, hvis jeg blotter mig fuldstændig, bliver det også taget imod på en anden måde, så har det større værdi for læserne, tror jeg. Jeg kan se på mine første bøger, at de er enormt pæne, at jeg passer på. Det duer ikke.” (Tine Maria Winther: Daniel Dencik: I anstændighedens navn er Sverige blevet et land, der hugger folk af ved anklerne. Politiken, 2014-01-26).

 

Beslægtede forfatterskaber

At drage sig selv og sit virkelige liv ind i fiktionen er efterhånden mere reglen end undtagelsen i litteraturen. I hvert fald skrives der en del bøger, der kan samles under betegnelsen biografisk fiktion eller autofiktion. Bøger hvor fakta og fiktion blandes, hvor det virkelige, biografiske liv bliver udgangspunkt for fiktionen.

Således skriver Daniel Dencik sig både med sine digte og med sin debutroman ind i en tendens, der synes at præge den litterære scene for øjeblikket. En tendens, der uundgåeligt åbner for et dobbelt læsespor, hvor læseren må spørge sig selv: Hvad er virkeligt? Hvad er fiktion? Hvad er sandt? Man udfordres til at forholde sig til, hvor vidt sandheden om virkeligheden findes.

”Brun mands byrde” fra 2013 af Hassan Preisler tilhører samme genre. Det er en roman, der handler om manden Hassan Preisler, der føler sig splittet mellem to identiteter. Tematisk er de to forfattere også på linje. De skriver med udgangspunkt i sig selv, hvorfor manden uundgåeligt bliver hovedpersonen, og det er hans identitetskrise, de kredser om. Selvom Preisler måske fremstår mere selvironisk end Dencik, deler de en stensikker sproglig stil, lige som de er fælles om en ærlighed og ægthed i deres udtryk, som virker forførende.

Denciks debutroman har også et tematisk slægtskab med Thomas Vinterbergs film ”Jagten” fra 2013. Begge handler de om, hvor meget en mand kan tåle at blive udsat for. Hvor mange falske anklager kan en mand holde til, før han begynder at opføre sig uciviliseret? Der er derfor mange ligheder mellem hovedpersonen Alexander i Denciks roman og Lucas, som er hovedpersonen i Vinterbergs film. Selv siger Dencik om sin fortællings lighed med ”Jagten”: ”Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen har nærmet sig det emne så godt, de overhovedet har kunnet, men desværre er jeg selv en endnu stærkere ekspert i, hvordan det er at være udsat for sådan noget. Jeg tror ikke engang, min bror eller far rigtig kan forstå det”. (Tine Maria Winther: Daniel Dencik: I anstændighedens navn er Sverige blevet et land, der hugger folk af ved anklerne. Politiken, 2014-01-26).

 

Bibliografi

Digte

Dencik, Daniel:
Lyn på en motorvej. Gyldendal, 1998.
Dencik, Daniel:
Solvinden. Gyldendal, 2005.
Dencik, Daniel:
Via katastroferne. Nekrolog. Gyldendal, 2012.

Noveller

Dencik, Daniel:
Chihuahua. Gyldendal, 1999.
Dencik, Daniel:
Grand danois. Gyldendal, 2916.

Romaner

Dencik, Daniel:
Anden person ental. Gyldendal, 2014.
Dencik, Daniel: Nordisk vildt. Gyldendal, 2018.

Faglitteratur

Dencik, Daniel: Sportshjerte. Gyldendal, 2017. (79.66).

Om forfatterskabet

Artikler

Lindberg, Kristian:
Kultur profilen – Daniel Dencik. Berlingske, 2012-10-25.
Zangenberg, Mikkel Bruun:
Daniel Dencik fører den lyriske guillotine over det mandlige begær. Politiken, 2013-01-04.

Radio

Lorentzen, Nina Nørgaard: Via Katastroferne. Radioprogram på Den2radio.dk

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Daniel Dencik

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Sektionen Paradoks:
Kun en tåbe frygter havet. Information, 2007-05-18.
Sørensen, Dorte Hygum:
Jeg har verdens bedste job. Politiken, 2012-11-01.
Rifbjerg, Synne:
Det gode med det onde. Weekendavisen, 2013-01-18.
Winther, Tine Maria:
Daniel Dencik: I anstændighedens navn er Sverige blevet et land, der hugger folk af ved anklerne. Politiken, 2014-01-26.
Bangsgaard, Jeppe:
MS spørger: Daniel Dencik. Berlingske, 2014-02-02.