Hassan Preisler

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Preisler, Hassan
Foto: Peter Elmholt / Scanpix

Indledning

Da Hassan Preislers debutroman ”Brun mands byrde” udkom i sommeren 2013, blev der klappet i hænderne hos et overvældende begejstret anmelderkorps, som straks sammenlignede Preisler med en ”brun Dan Turèll”. Romanen, der er en stakåndet dekonstruktion af Preislers egen historie som brun mand i en hvid verden, falder ind i bølgen af nye, selvbiografiske stemmer i dansk litteratur.

 

29983801

Blå bog

Født: 12. juni 1969 i Charlottenlund.

Uddannelse: 4-årig skuespilleruddannelse fra Centre for the Performing Arts.

Debut: Brun mands byrde. Lindhardt og Ringhof, 2013.

Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, 2013.

Seneste udgivelse: Brun mands byrde. Lindhardt og Ringhof, 2013.

Inspiration: Nina Simone.

 

 

 

 

 

 

 

Baggrund

”Det begynder foran spejlet, det hele. Når man skal møde sin skaber, skal man være nybarberet, det ved jeg, for det har jeg set på billeder i sort-hvid fra overvågningskameraer på gader og trapper og stationer i London, og bombemændene fra Leeds var nybarberede, da de bar deres rygsække med kunstgødning ned i undergrunden og busserne, og de ligner mig, de drenge, i deres jeans og sweatre og magelige sko.”
”Brun mands byrde”, s. 58-59.

”Mit navn er Hassan Preisler. Jeg har optrådt i sammenhænge, hvor emner som ligebehandling, mangfoldighed, inklusion og integration er på bordet. Jeg er egentlig skuespiller, men jeg iklæder mig konferencejakken og de pæne sko, trimmer skægget og holder foredrag om min opvækst og viser små filmklip om andre farvede, der også synes, de er mindre værd, og jeg sidder i paneler med andre farvede, der, ligesom jeg gør det, får høje honorarer for at fortælle om, hvordan det føles at være farvet i en hvid verden.” (”Brun mands byrde”, s. 10).

Sådan præsenterer Hassan Preisler sig i begyndelsen af sin roman og slår allerede hér tonen an i portrættet af en mand, der er ekspert i at afkode forskellige kulturer og til at påtage sig den rolle, det måtte kræves af ham i enhver tænkelig situation. Det er også sådan, Hassan Preisler taler om sig selv og sin historie i interviews. Han er uddannet skuespiller, har medvirket i en lang række film og teaterforestillinger og har dannet teaterkompagniet danskdansk. Samtidig har han skabt sig en karriere ud af sin identitet – at være en brun mand i en hvid verden. Han har således i en årrække været en af Danmarks fremmeste aktører inden for integrationsbranchen.

Hassan Preisler blev undfanget i Cambridge, hvor hans danske mor og pakistanske far mødte hinanden. Han er vokset op i Charlottenlund og Bern og Berlin og Bagsværd og har som voksen levet i Beirut, New York og Madrid. At han skulle blive forfatter, var der ikke noget i hans barndom, der indikerede: Jeg kunne ikke sidde stille, om jeg så blev tvunget til det. Jeg optrådte for alle og enhver med trylleshows og monologer, så det kom ikke bag på mine omgivelser, at jeg senere blev skuespiller. Da jeg gik ud af gymnasiet blev det min livsdrøm at blive journalist for at blive forfatter. Men jeg kunne stadig ikke finde ro.” (lonniswordpresscom.wordpress.com)

Preisler har fortalt i interviews, at romanen egentlig skulle have været en debatbog, der skulle sætte integrationsindustrien endeligt på plads. Det var aftalen med forlaget. Men noget andet skete, da han begyndte at skrive, og hans redaktør kunne mærke, at en anden stemme trængte sig på. Bogen blev i stedet en flugt fra den evigt kværnende integrationssnak og forvandlede sig til en familiehistorie fuld af mærkelige anekdoter fra fjerne og nære steder. 

Hassan Preisler bor med sin kone og datter på Østerbro i København.

Brun mands byrde

”Vi pendler frem og tilbage mellem seminarer og workshops, og vi spiser middage og drikker rødvin, og vi giver hinanden oplægsholderhonorarer, og i dag er jeg inviteret til et teater i indre by, og jeg møder op, og jeg nikker til Hassan og Hassan og Hassan (…) og jeg taler med chefen for teatret, og han siger, at hans projekt i Malmø gik rigtig godt, ”vi fik mange i teatret” siger han, og jeg ved, at han mener de farvede, og jeg siger til ham, at jeg ikke forstår det mere, det hele (…)”
”Brun mands byrde”, s. 89.

”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket joggingtøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæder jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og jeg ville foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke, og når jeg tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være …” (s. 9).

Sådan indledes Hassan Preislers ”Brun mands byrde” fra 2013. Forfatteren er gengivet på forsiden af romanens gule cover iført lilla snabelsko, blå shorts og en rød jakke og med en lille grøn paraply i hånden. Han ligner en parodi på Lille Sorte Sambo fra Helen Bannermans gamle børnebog, og på samme måde er hovedpersonen Hassan også en slags fiktiv figur. Han er en påklædningsdukke. Han kan tage snabelskoene på og spille minoritetskortet. Eller tage det stramme designeroutfit på og forsvinde i mængden i New York. Han er vant til at passe ind i alle sammenhænge og er ekspert i at afkode de små, subtile koder, der binder ethvert miljø sammen. Det har han lært, fordi han føler sig splittet mellem to, eller flere, kulturer og derfor desperat forsøger at høre til.

Det er et underholdende og smerteligt blik, Hassan kaster på sig selv for at afgøre, om han passer ind. En konstant kværnende identitetsaflæser, som måler hvert et lille udsving: ”Ét fejltrin, en eneste påklædningsbrøler, og jeg er færdig. For meget polyester, og jeg er tyrker, for nystrøgede skjorter, og jeg er araber, for brede jeans, og jeg er pakistaner, for smalle, og jeg er græker. Det er en hårfin balance at skabe sin egen Hassan.” (s. 51).

Hovedpersonen Hassan lever af at tale om mangfoldighed, inklusion og integration. Det er hans karriere, både som teatermenneske og som debattør. ”Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske.” (s. 27). Men en dag kan han ikke længere holde ud at spille med i det integrationsteater, der finansierer hans liv. Han kan heller ikke holde sig selv ud, hverken splittelsen, karrieren eller den ægtemand og far, han er blevet.

Preisler udleverer, endevender og spidder sig selv med vid og humor – og dermed også sin samtid. Et parforhold, et miljø og en adfærd bliver karakteriseret, endevendt og dekonstrueret på få sætninger, og her er forfatteren skarp og ubønhørlig. Ikke mindst når det gælder om at udlevere sig selv og vise alle sprækker og skrøbeligheder frem.