”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket joggingtøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæder jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og jeg ville foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke, og når jeg tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være …” (s. 9).
Sådan indledes Hassan Preislers ”Brun mands byrde” fra 2013. Forfatteren er gengivet på forsiden af romanens gule cover iført lilla snabelsko, blå shorts og en rød jakke og med en lille grøn paraply i hånden. Han ligner en parodi på Lille Sorte Sambo fra Helen Bannermans gamle børnebog, og på samme måde er hovedpersonen Hassan også en slags fiktiv figur. Han er en påklædningsdukke. Han kan tage snabelskoene på og spille minoritetskortet. Eller tage det stramme designeroutfit på og forsvinde i mængden i New York. Han er vant til at passe ind i alle sammenhænge og er ekspert i at afkode de små, subtile koder, der binder ethvert miljø sammen. Det har han lært, fordi han føler sig splittet mellem to, eller flere, kulturer og derfor desperat forsøger at høre til.
Det er et underholdende og smerteligt blik, Hassan kaster på sig selv for at afgøre, om han passer ind. En konstant kværnende identitetsaflæser, som måler hvert et lille udsving: ”Ét fejltrin, en eneste påklædningsbrøler, og jeg er færdig. For meget polyester, og jeg er tyrker, for nystrøgede skjorter, og jeg er araber, for brede jeans, og jeg er pakistaner, for smalle, og jeg er græker. Det er en hårfin balance at skabe sin egen Hassan.” (s. 51).
Hovedpersonen Hassan lever af at tale om mangfoldighed, inklusion og integration. Det er hans karriere, både som teatermenneske og som debattør. ”Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske.” (s. 27). Men en dag kan han ikke længere holde ud at spille med i det integrationsteater, der finansierer hans liv. Han kan heller ikke holde sig selv ud, hverken splittelsen, karrieren eller den ægtemand og far, han er blevet.
Preisler udleverer, endevender og spidder sig selv med vid og humor – og dermed også sin samtid. Et parforhold, et miljø og en adfærd bliver karakteriseret, endevendt og dekonstrueret på få sætninger, og her er forfatteren skarp og ubønhørlig. Ikke mindst når det gælder om at udlevere sig selv og vise alle sprækker og skrøbeligheder frem.
