Lyn på en motorvej

Citat
”sorgen er i al fald/ beboelig/ mens lykken slår ned/ som lyn på en motorvej.”
”Lyn på en motorvej”, s. 43.

Daniel Dencik debuterede som forfatter i 1998 med digtsamlingen ”Lyn på en motorvej”. Digtsamlingen består af 73 digte, der tager læseren med rundt i et personligt univers, hvor den danske sommer er lys af ecstasy og øl, hvor far og mor er en blanding af jødisk og svensk blod, og hvor pigerne, romancerne og vennerne er mange. Digtene er også beskrivelser af steder og rejseoplevelser. Der digtes bl.a. om San Francisco, Bellevue, Christianshavn, New York, Sahara, Honolulu, Hawaii og Egypten.

22245430

I prosaform tager digterjeget læseren med på en rejse i verden og i sindet. Han fortæller om ensomhed og fest. Han fortæller om barndom og ungdom. Han fortæller om livet på godt og ondt. Og så er digtene også udtryk for en ung mands drøm om at blive til noget, om at ligne sine litterære forbilleder og om at lykkes.

Digtenes sprog er ligefremt og let tilgængeligt, og digtene er narrative med højt fortælletempo. De poetiske billeder er sparsomme, men findes. I digtet ”traktaten underskrevet Livet” hedder det f.eks.: ”i snavsede februars nat/ gennem et bortrangeret/ lokomotiv/ falder sneen” (s. 65). Der er også digte, hvor legen med sproget er det centrale. Det gælder f.eks. digtet ”noget stort”, hvor der leges med at skrive talesproget, som det lyder. Det hedder for eksempel: ”du rennarundt og/ du fjollarundt/ duik rikti/ klog mand” (s. 12). Det hurtige, det fortællende og det legende giver en digtsamling med god energi og fin humor.