I 2012 udkom ”Via Katastrofer. Nekrolog”, der er Daniel Denciks tredje digtsamling. Samlingen består af et prosalyrisk langdigt opdelt i otte dele, der i mere eller mindre kronologisk form fortæller historien om en jødisk Don Juan, der ser tilbage på sit hidtil levede liv med en følelse af spild og skyld. Digtet er digter-jeget’s erkendelse af, at hor og druk har udgjort størstedelen af livet indtil nu, og at den vej har udviklet sig katastrofalt.
29179794
Digter-jeg’et, der fortæller om sig selv i anden person ental, lister den ene scoring op efter den anden godt iblandet jødernes historie og alverdens citater og mundheld. Digtsamlingen er således fuld af bibelske velsignelser, citater fra dansktoppen samt klicheer og mundheld. Der citeres fra Ewald, Grundtvig, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Grundtvig og Peter Faber – alt sammen vævet sammen i langdigtet uden et eneste punktum.
Digtsamlingen begynder in medias res – midt i tingene – og ræser af sted uden tegn, kun med et grafisk synligt ophold mellem hvert udsagn. Udsagnene flyder således af sted som en lang sætning, og sammenstillingerne af udsagn vrider nye, pudsige betydninger ud af slidte vendinger og gamle klicheer, som f.eks. i det følgende: ”og du blev kørt rundt i manegen kastet for løverne lagt i krematorieovnen kørt ud på røv og albuer via katastroferne din sidste chance reddet på stregen du skrabede bunden mens du steg i attraktionsværdig” (s. 30.)
Digtene fortæller om en mand i krise – splittet mellem på den ene side at føle sig som den evigt vandrende, uddrevne jøde Ahasverus, og på den anden side være styret af begær og liderlighed. Der veksles mellem selvhad og selvmedlidenhed, mellem selvironi og selvhøjtidelighed, mellem det triste og det vittige, og i den balance kommer digtet til både at fortælle en personlig historie om en mand i krise og kaste et anderledes syn på jødernes historie. Digtsamlingen bliver en slags bekendelse af mandens dæmoni fortalt, så det virker sprogligt fornyende.