Otto Dickmeiss fremstår som en original billedmager i nutidens landskab, og det er derfor vanskeligt at finde beslægtede illustratorer endsige noget forbillede. Men den beherskede streg indskriver ham dog i en angelsaksisk tradition, hvor den klassiske tegnestil er i centrum. Nærliggende er ”Alice i Eventyrland”, illustreret af John Tenniel, som dog ikke har de mange symboler, Dickmeiss indlejrer i billederne.
Dickmeiss’ surrealisme og angelsaksiske stil er også helt anderledes end hos den engelske illustrator og forfatter Anthony Browne og dennes fotorealistiske streg. Det skyldes især det naivistiske præg, Dickmeiss’ illustrationer har, hvor eksempelvis perspektivet aldrig er helt nøjagtigt.
Alt i alt kan man sige, at Dickmeiss’ varemærke er blevet de store hoveder på de små (børne-)kroppe, men også tydelige ovale læber og lidt sørgmodige øjne med markante øjenvipper går igen. Disse figurer bruges som nævnt til at udtrykke mange typer historier i spændingsfeltet mellem ord og billede, godt og ondt og det vilde i modsætning til det stille og eftertænksomme.
Og så er illustrationerne ofte i akvarel med meget dækkende farver, selvom der også er undtagelser som f.eks. billedbogen ”Rævefælden”, der kun består af sort/hvide tegninger dog tilsat en meget vag og mat blå-grøn farvenuance.