Otto Dickmeiss

Artikel type
illustratorer
journalist Marianne Eskebæk Larsen. Opdateret af cand.mag. René Hjelm, iBureauet/Dagbladet Information. 2005.
Main image
Dickmeiss, Otto
Foto: Lars Helsinghof Bæk

Indledning

Mennesker med store hoveder og små kroppe. Det er noget af det første, man lægger mærke til hos illustrator Otto Dickmeiss. Ser man nærmere efter, opdager man, at det overvejende er børn, der må bære rundt på store hoveder. Og det hvad enten de har sørgmodige øjne, som i teksterne af Louis Jensen og H.C. Andersen, eller store grinende munde, som i billedbogen af Kim Fupz Aakeson.
En stor del af Otto Dickmeiss’ produktion består af illustrationer til Gyldendals letlæsningsbøger, Dingo-serien. Med en sød og næsten naivistisk streg iscenesætter han hverdagen og fantasien på humoristisk vis. Dickmeiss har dog især slået sit navn fast som en kompetent fortolker af H.C. Andersens eventyr, et hverv som traditionelt har talt nogle af de mest betydningsfulde illustratorer i Danmark. Her lader Dickmeiss surrealismen blomstre i støvede farver og fine penselstrøg, hvilket resulterer i sødmefyldte, men også foruroligende billeder.

 

52966914

Blå bog

Født: 26. august 1969 i Tarm.

Uddannelse: Illustrator, Danmarks Designskole, 1992.

Debut: Billedbogen Rokketand. Gyldendal, 1999.

Litteraturpriser: Arbejdslegat fra Kunststyrelsen, 2004. Årets Bedste Bogarbejde inden for genren børnelitteratur, 2008. Kulturministeriets Illustratorpris 2006 og 2013.

Seneste udgivelse: Wung-Sung, Jesper: Lillefingeren. Høst, 2017.

Inspiration: René Magritte og Salvador Dali.

 

Baggrund

”Mit håb er, at mit arbejde inspirerer børn og fejrer fantasiens ukrænkelighed, følelserne og den uvurderlige betydning af ordløse fortællinger.”

www.ottodickmeiss.dk.

I Otto Dickmeiss’ barndom blev der tegnet meget. Faderen var arkitekt og dygtig akvarelmaler, og han opfordrede ofte sønnen til at tegne. Det var især Salvador Dali og René Magritte, der sammen med faderens akvareller inspirerede Dickmeiss som barn. Moderen, som Otto Dickmeiss voksede op hos i Nørre Nissum, sørgede for at holde hans tegnelyst på skinner ved at købe masser af tegneudstyr.

Efter 10. klasses efterskoleophold og arbejde som pedel tog han på kunsthøjskole. Det gav afsæt for at søge ind på Kunstakademiet og Skolen for Brugskunst, som Danmarks Designskole hed dengang. Dickmeiss kom ind på Danmarks Designskole, hvorfra han blev færdig i 1992. Som nyuddannet startede han tegnestuen Tegnestiftelsen sammen med illustratoren Rasmus Bregnhøi, og han har lige siden kunnet leve af at tegne.

29665699

Dickmeiss har især tegnet til Gyldendals Dingo-serie, som er forskellige niveauer af letlæsningsbøger, og han har illustreret en række af H.C. Andersens eventyr. Derudover har han lavet logoer for virksomheder og tegnet for fagblade som f.eks. Samvirke (FDB) og Nordisk Ministerråds Blad, Politik i Norden. I halvandet år var han tegner på Kristeligt Dagblad, hvilket han fandt meget udfordrende: ”Det var gode tekster med åndeligt indhold.” (Interview med Marianne Eskebæk Larsen, juni 2005). I dag er Otto Dickmeiss bosat i København, hvor han også har sin kæreste og sine to sønner.

 

Rokketand

Otto Dickmeiss debuterede i 1999 med billedbogen ”Rokketand” i 1999, der har tekst af Kim Fupz Aakeson. ”Rokketand” er fuld af den barokke humor og mundtlige fortællestil, som man også kender fra hans andre billedbøger. Katrine har tabt en tand og ønsker sig en kattekilling, som kan trøste hende, da forældrene altid skændes. Tandfeen må have hørt forkert, for næste morgen ligger der en kæmpe tiger i Katrines seng. Forældrene er ikke begejstrede, for de er bange for, at fru Ingerslev opdager det og sladrer til viceværten, der vil sladre videre til husejeren hr. Propp. Tigeren får hurtigt forældrene til at holde op med at skændes, og den brokkende fru Ingerslev, viceværten og hidsige hr. Propp bliver spist på stribe af den glubske tiger.

22573225

”Rokketand” er tegnet med brunt blæk og farvelagt med akvarel. Dickmeiss har svunget den satiriske pensel: Personerne har kæmpe øjne, tydelige ovale læber og enorme munde. De har en lettere vanvittig udstråling som et forsøg på at balancere den groteske historie. Moderens øje er eksempelvis tegnet delvist uden for ansigtet. Viceværten er klædt som Meyer fra tv-serien ”Huset på Christianshavn” og signalerer noget fortidigt, ligesom farverne, der er rolige og afdæmpede. Fladerne har skygger og skraveringer, som giver en stoflighed, næsten som om tegningerne har pels, hvilket harmonerer fint med historiens stribede hovedperson. Efterhånden som tigeren spiser sig igennem rækken af kattehadere, fylder den mere i billedfeltet. Det sidste opslag viser en enorm tiger, mæt og selvtilfreds, der stanger tænder, mens Katrine kigger ud på læseren.

Tigeren har en symbolsk rekvisit om halsen, nemlig hr. Propps butterfly. Ikke alene signalerer det mandens endeligt, men også at tigeren har overtaget hr. Propps magt og status, så måske historien i sidste ende er udtryk for Katrines almagtsfantasi.