I Dingo-bøgerne ”Blodet på gulvet” af Dorte Roholte (2001) og ”Uegnet for børn” af Bent B. Nielsen (2002) er tegningerne bløde, runde og pastelagtige. De humoristiske gyserhistorier er tegnet med tusch og blyant og farvelagt direkte med akvarel. Historiernes forsøg på at fortælle om det overnaturlige bliver aldrig rigtigt uhyggeligt, hvilket Dickmeiss fanger med sine morsomme og karikerende tegninger. ”Blodet på gulvet” er et niveau sværere at læse end ”Uegnet for børn”, og det lader til, at forskellen også kommer til udtryk på billedsiden. I hvert fald er personerne fremstillet med flere skraveringer og detaljer.
Her genfinder man også de støvede farver og de ovale, tydelige læber, som optrådte i ”Rokketanden” og som kan minde om en klovnemund. Historien har sin titel fra en blodplet, som ikke kan vaskes væk, og som stammer fra en dreng, der engang blev myrdet. Det opdager Lau, da han skal tilbringe en uge i mosterens hus. Efter et par dramatiske begivenheder ender han med at være knap så skeptisk over for mosterens spirituelle tilbøjeligheder.
23689715
I ”Uegnet for børn” er akvarelfarven tydelig, papirets struktur spiller med og skyggerne bliver mere fremtrædende. Personerne er gengivet med en klar optrukken streg og lyse farver. Det visuelle og luftige præg giver en modvægt til hovedpersonen Caspers frygt. Han er alene hjemme, og opildnet af en vampyrfilm går han ud i mørket, hvor han blandt andet støder på en flagermus og ender på kirkegården med sin ven Jakob.
Skridtet fuldt ud i den morsomme fortælling tager Dickmeiss med Dingo-bogen ”Paolos brev” af Vibeke Marx (2002). Historien viser en far, der går gennem ild og vand for at poste et fødselsdagsbrev til sin søn. Det er ikke svært at identificere sig med faderen, som meget udtryksfuldt forcerer alskens forhindringer. Læseren tror, det hele blot udspiller sig i sønnens fantasi, men slutningen overrasker. Paolo er gengivet mere krammeklar end sin dragebamse, der i bogens sidste illustration kigger ud på læseren, som for at sige farvel og tak.