Der er noget altmodisch over illustrationerne til H.C. Andersens historier ”Ole Lukøie” (2001), ”Sneedronningen” (2002) og ”Vintertrilogi” (2003), alle malet i akvarel. Otto Dickmeiss har ifølge eget udsagn forsøgt at gøre tegningerne mere tidløse, idet han har ønsket at være tro over for teksten, og derfor i en klassisk stil tilpasset tøj og ting til 1800-tallet (Otto Dickmeiss i telefoninterview med Marianne Eskebæk Larsen, juni 2005). Men personernes gammeldags påklædning gør det ikke alene, også farverne og stregen har et skær af gamle dage. Det er, som om farverne ses gennem et brunligt eller støvet filter, og de fine og detaljerede penselstrøg minder om gamle illustrationer og glansbilleder, især pga. de buede rammer og illustrationernes sødme.
24368688
For- og bagsats myldrer med mærkelige halvmytologiske figurer: dæmoner, engle og kranier med fiskeskelet, havfruer og slangelignende væsener med mange hoveder. Her slipper Dickmeiss surrealismen løs med de mange symboler som et stort øje øverst på en pyramide, et æg med fugleben, en atlastegning og et hjerte med vulkanske tendenser. Derved understreger Dickmeiss de mange fortolkningslag, Andersens eventyr har. Det er en surrealisme, hvor varemærket, de store hoveder og store øjne, giver børnene en stedvis sentimental skrøbelighed.
Dickmeiss rammer den sammenkobling af børn, uskyld og tro, som man finder i H.C. Andersens eventyr, samtidig med at han ikke overdramatiserer den spænding, der er til stede i historierne. Det er billeder, man kan fordybe sig i, særligt fordi Dickmeiss koncentrerer hver enkelt illustration, som han også gjorde det med Louis Jensens grotesk-realistiske historier.
På Internettet kan man se hans illustration til H.C. Andersen
s eventyr ”Elverhøi”, der er farvelagt med akvarel og til sidst behandlet med shellak. Den er mørkere og har flere dystre undertoner end de tre værker, og den ligner næsten et billedark, fordi de mange figurer fremstår som tydelige silhuetter, man kan trykke ud.