Otto Dickmeiss har efter eget ønske arbejdet meget med billedbøger de senere år, fordi man med billedbøger ”… får lov til at formgive en hel bog, bestemme meget mere, ja, hele stilen…” (Otto Dickmeiss i telefoninterview med Marianne Eskebæk Larsen, 2005).
Hans produktion spænder over et bredt register, der går fra de sjove og bløde tegninger i Dingo-bøgerne over det vilde og groteske i f.eks. ”Rokketand” og lærebogen ”Tænk før du taler” skrevet af Søren Marquardt Frederiksen (2011) til de alvorlige, melankolske og surreelle.
En yderligere gennemgående tråd i Dickmeiss’ illustrationskunst er dette surreelle og melankolske i tilknytning til historierne fra Bibelen, og som hans tegninger i Bibelstærk-serien er gode eksempler på. Hans æstetiske univers har dermed også dybe rødder i kristendommen, og hans tegninger skildrer spændingen mellem godt og ondt, mellem paradisisk uskyld og glæde i modsætning til det mere groteske og uhyggelige. I billedbogen ”Det tossede tårn” (2006) viser Dickmeiss det både groteske og absurde i historien om Babelstårnet, der lægger ud med byboernes glade intentioner, men som munder ud i en nærmest uhyggelig sprogforvirring. Illustrationerne er også her udførlige og helt farvemættede illustrationer, der er en blanding af akvarel og tegning.
Derudover er det også typisk for Dickmeiss at opløse den virkelige verdens naturlige skel mellem den fysiske, ydre verden og den indre, åndelige verden, hvilket giver den omtalte surreelle effekt. Dette forsøg på at skildre direkte, hvad der foregår inde i personernes tankeunivers, ses i mange af Dickmeiss’ illustrationer, f.eks. i ”En bog om Fadervor” (2007) skrevet af Lars Busk Sørensen. Dermed overrasker det heller ikke, når Dickmeiss skriver på sin hjemmeside, at han især føler sig hjemme, når han skildrer ”… kampen mellem godt og ondt, lys og mørke, det indre og det ydre” (www.ottodickmeiss.dk, egen oversættelse).
Selv når der er tale om sex og lir i bogen ”Mer’ og bedre sex” skrevet af Jakob Olrik (2010) formår Dickmeiss at løfte det rent kropslige og fysiske op på et spirituelt og kærligt niveau. I denne illustrerede bog er de tre billeder dog udført med flere og kraftigere primærfarver og med en mere fyldig streg, der giver dem et anstrøg af tegneserie-billeder. Dermed spiller illustrationerne også godt sammen med bogens emne om de mange og brogede former for samspil mellem mand og kvinde.
Hvad der også er værd at bemærke i Dickmeiss’ arbejde er illustrationernes samspil med ordene, der tydeligt kommer til udtryk i eksempelvis lærebogen ”Hvad vil du sige?”, der også er skrevet af Søren Marquardt Frederiksen (2009). På en meget fantasifuld måde konkretiserer og tydeliggør Dickmeiss de teoretiske og mange gange vidtløftige problemstillinger ved forskellige former for kommunikation. Og med sin ovenfor beskrevne tegne-stil og farvelægning i olivengrøn, hvid og sort skaber Dickmeiss her en spændende og ironisk dynamik mellem ord og billede, der giver bøgerne et humoristisk islæt. Som tidligere nævnt har Dickmeiss nemlig siden barndommen forsøgt at synliggøre ordenes betydning, men samtidig også forsøgt blot at fortælle rent visuelt og helt uden ord.