Baggrund

Citat
”I Barndommens lange og dunkle Nat,/ brænder smaa blinkende Lygter,/ som Spor, af Erindringen efterladt,/ mens Hjertet fryser og flygter.// Her lyser din vildsomme Kærlighed,/ fortabt gennem taagede Nætter,/ og alt hvad du siden elsked og led,/ har Grænser som Viljen sætter. (…)”
”Blinkende Lygter” i ”Blinkende Lygter”

Tove Ditlevsen blev født på Vesterbro i København i 1917. Hendes far var fyrbøder og barndommen var præget af hans fyring i 1924 og den efterfølgende fattigdom. Ditlevsens mor Alfrida var meget dominerende, og det komplicerede mor-datter forhold er tematiseret gennem forfatterskabet. Som 12-årig begyndte Tove Ditlevsen at skrive digte, og de blev et frirum fra de trange kår og den uberegnelige mor.

Selv om langt de fleste forfatterskaber blegner 10-15 år efter forfatterens død, så har Tove Ditlevsens mange bøger bevaret deres popularitet: også i dag virker de vedkommende, de læses og bruges af mange, og de tiltrækker stadig nye fortolkere.

Myten om hendes liv lever også endnu, ligesom hendes sårbarhed, hendes barske humor, hendes evne til at involvere sig i andre menneskers liv og problemer ikke er gået i den største af alle bøger - glemmebogen.

Tove Ditlevsen skrev digte, essays, noveller, romaner og masser af journalistik. Hertil kom, at hun i mange år redigerede en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad, og herigennem kom hun i berøring med mange forskellige mennesker.

Hun viste utallige gange, at hun selv var et sårbart og forslået menneske, som kendte til næsten alle livets omkostninger. Det gjorde, at hun kom utrolig mange mennesker ved, ikke blot som forfatter, men også som menneske.

Tove Ditlevsens forfatterskab hænger fra den første digtsamling ”Pigesind” til den sidste essaysamling ”En sibylles bekendelser” sammen. Hun fortæller i alle bøger historien om det "brændte" barn og dets hårde liv. Barnet støder sig - også som voksen - på tilværelsen, som er nådes- og næsten også glædesløs. Livet bliver derfor gennemtrukket af en smerte, som kan virke uoverkommelig. Det brændte barn er Tove Ditlevsen selv, for liv og digtning er ét hos Tove Ditlevsen.

I flere erindringsbøger startende med ”Flugten fra opvasken”, over ”Barndom og Ungdom”, ”Gift” og i ”Tove Ditlevsen om sig selv” har Tove Ditlevsen berettet om de forhold, hændelser og mennesker, der enten havde forvoldt smerten eller holdt den i live tilværelsen igennem.

En af smertevolderne hed det "skælvende og utrygge forhold", hun i barndommen havde til sin mor. En anden smerteårsag lå i opbruddet fra det Vesterbro, hvor hun var født, og det miljø, hun var bundet til. Springet over på den anden side skabte en rodløshed i hende, som hun kredser om hele forfatterskabet igennem.

Hun lader sine personer gennemleve det samme, og i bøgerne er det kun kærligheden, der for en tid kan råde bod på følelsen af rodløshed og hjemløshed. Men kærligheden er i længden umulig, og derfor slettes smerten ikke ud. Meget i Tove Ditlevsens forfatterskab er dystert, men man finder både i erindringsbøgerne, i novellerne og i nogle af romanerne en egen barsk og grotesk humor, der selv om den aldrig forsoner, dog betyder, at det også er oplivende og morsomt at færdes med Tove Ditlevsen.

Tove Ditlevsen var gift fire gange: først med redaktør på lyriktidsskriftet ”Vild Hvede”, Viggo F. Møller, 1940-42. Dernæst Ebbe Munk i årene 1942-45. Senere Carl Theodor Ryberg mellem 1945-50, og det længste ægteskab havde Ditlevsen med Victor Andreasen i årene 1951-1973. Tove Ditlevsen fik tre børn og adopterede i 1946 datteren Trine, der var datter af Carl Ryberg. Som 58-årig begik Tove Ditlevsen selvmord.