Alfred Döblins 50-årige forfatterskab spænder over et væld af forskellige værker og genrer, og han associeres med både den tyske ekspressionisme, Neue Sachlichkeit-bevægelsens senere opgør med denne og futurismen. Foruden sin kontinuerlige produktion af romaner skrev Döblin essays af både politisk, religiøs og filosofisk observans, lige som han skabte både dramaer og en lang række fortællinger.
På trods af sine utallige romaner og mange øvrige værker er Alfred Döblin hovedsageligt berømt for ”Berlin Alexanderplatz”, der som den første og mest velkendte tyske storbyroman skriver sig ind i litteraturhistorien og bliver synonym med hans navn. Med ”Berlin Alexanderplatz” og andre af hans tidlige værker som ”Wadzeks Kampf mit der Dampfturbine” udvikler Döblin sin egen ekspressionistiske stil, hvor forskellige handlingselementer sidestilles og perspektivet hele tiden skifter i skildringen af storbyen og dens liv. Den eksperimenterende stil gør ham til en radikal og hyldet fornyer af samtidsromanen, og Döblin bliver kendt som Tysklands første litterære ekspressionist og én af de helt centrale modernister i litteraturen.
De vigtigste temaer hos Döblin afspejler hans venstreorienterede standpunkt og sociale engagement, og der er i den første del af hans forfatterskab, eksempelvis i ”Die drei Sprünge des Wang-lun” (”Wang-luns tre spring,” 1926), en del revolutionære motiver. Han er dybt optaget af det enkelte menneskes svære vilkår i den buldrende moderne verden, og hans romaner skildrer forholdet imellem moderniteten og de politiske kriser på den ene side og naturen, det enkelte menneske og moralen på den anden. Måske er det hans lægefaglige baggrund, som gør ham i stand til at se de dårligdomme, der plager det moderne menneske. Med sin fremtidsroman ”Berge, Meere und Giganten” fra 1924 giver han sit bud på, hvor galt det kan gå mennesket og naturen i fremtiden, hvis udviklingen fortsætter.
Foruden at være en stor eksperimenterende modernist viser Alfred Döblin sig i den sidste del af sit forfatterskab som behersker af den historiske roman, hvilket han især beviser med romanværket ”November 1918. Eine deutsche Revolution” og hans sidste roman ”Hamlet oder Die lange Nacht nimmt ein Ende”. Han gør det til sin opgave at beskrive episoder i den nyere tyske historie og bruger dem som lærestykker til at spejle sine figurer og deres dilemmaer i.
Alfred Döblin var i sin levetid vidne til voldsomme sociale og politiske omvæltninger, og hans mangfoldige forfatterskab bærer præg af, at han undervejs skiftede ståsted både politisk, religiøst og moralsk. Før Anden Verdenskrig var han en del af venstrefløjens litterære avantgarde, men under sit eksil i Amerika konverterede Döblin til katolicismen og anlagde en ny moralsk tilgang til livet, hvilket også fik betydning for hans skrivning. Det faldt ikke i god jord hos hans tidligere ligesindede. Måske er det derfor, at han betragtes som en lidt overset forfatter, der blot huskes for sit ene ikoniske værk.