Anthony Doerrs ”Alt det lys vi ikke ser” lægger sig i forlængelse af en lang tradition for krigsfortællinger, der fokuserer på enkeltpersoners individuelle kampe knyttet til krigens større sociokulturelle problemstillinger. På den måde gøres karaktererne til subjekter med særegne personlighedstræk, samtidig med at de i et videre perspektiv eksemplificerer krigens skiftende magtbalancer. Med karakteren Werner gives et indblik i nazismen som en social omstændighed i 1940’ernes Tyskland, og uden at forsvare eller retfærdiggøre krigshandlingerne og masseudslettelserne viser værket, hvordan vejene ind i nazismen var mange og forskelligartede. For den fattige og intelligente dreng Werner repræsenterer nazismen til dels en udvej fra en fremtid i kulminerne, og på den måde gør romanen et nummer ud af at nuancere blikket på, hvad der er godt og ondt. Herigennem mindes læseren hele tiden om, at historiens udvikling bestemmes af en lang række enkeltindividers handlinger i en konkret og mudret virkelighed, som baserer sig på alle mulige hverdagslige og menneskelige problematikker, såsom økonomi, venskaber, angst og opvækstbetingelser, frem for på rationelle, oplyste og ideale beslutningsprocesser.
Også i sine andre værker har Doerr arbejdet med temaer som tid, fortælling og historieskrivning. Det ses blandt andet i samlingen ”Memory Wall”, hvor læseren i en række noveller introduceres for karakterer af forskellig nationalitet. Igen er Doerr interesseret i skæbnefortællinger, og gennem meget af hans skrivning løber en antydning af noget transcendent: at der under de specifikke vilkår, ethvert menneske er underlagt, er en mening og sammenhæng, der rækker ud over den enkelte. Så selvom den politiske virkelighed fremstår beskidt og korrumperet i meget af hans værk, er der alligevel en lys og tillidsfuld undertone af, at der bag alle forskellene er et fælles menneskeligt vilkår.
Doerr arbejder traditionelt med romangenren i den forstand, at ”Alt det lys vi ikke ser” kompositorisk bygger sig op imod et klimaks, og at der til grund for handlingen er et nøje udtænkt plot. Det er på den måde ikke en eksperimenterende eller genrefornyende roman, men snarere et værk, hvor interessen ligger i at videreføre ’den gode fortælling’.