Line Kyed Knudsen har skrevet en lang række bøger for børn og unge, som tematisk og i sproglig stil er beslægtet med Anne-Marie Donslunds forfatterskab. Serien ”Elsker, elsker ikke” henvender sig til 11-14-årige piger og består af fire bøger. Her følger man veninderne Sofie, Ida, Ella og Johanne, og hver bog har én af pigerne som jeg-fortæller. De er veninder, men er også meget forskellige, hvilket giver dem forskellige udfordringer i forhold til venskaber og kærlighed. Tematisk handler bøgerne om den første forelskelse og venskaber. Bøgerne er skrevet i et let tilgængeligt sprog og med sikker fornemmelse for, hvad der optager unge piger.
I både ”Sara-serien”, ”Den magiske bog”-serien og ”Hjerte på græs” har pigerne konflikter omkring at være forelsket i den samme dreng. Samme tema finder man hos den svenske forfatter Ingelin Angerborn, som har skrevet serien ”Kys og Knus” og ”Knus og kaos”. Bøgerne er skrevet i dagbogsform, hvor de to 11-årige piger Johanna og Emma skiftes til at fortælle om deres forelskelse i den samme dreng. På et tidspunkt bliver det afsløret, at de begge to er forelsket i ham, og det skaber nogle konflikter, som dog løses igen.
”Ærtehalm”-serien har flere fællestræk med Bodil El Jørgensens krimiserie for børn, som er udkommet i fem bind. Historierne foregår i Aarhus og handler om pigen Esme, som er journalist på Øgaden skoleblad og hendes fætter Igor, der er fotograf. Sammen opklarer de forskellige mysterier. Bøgerne har den samme underfundige humor som ”Ærtehalm”-bøgerne. Esme kan karakteriseres som børneudgaven af den voksne femihelt, som kendes fra femikrimier af f.eks. Liza Marklund og Elsebeth Egholm. Hun er handlekraftig og tror på sig selv. Hun får dog hjælp af Igor, og de supplerer hinanden godt, ligesom Ærte og H i ”Ærtehalm”-serien. Esme har mistet sin mor – ligesom Ærtehalm-søstrene – og kommer dermed heller ikke fra den perfekte kernefamilie, men er sej og klarer sig.