Der er mange krimiforfattere, der står på skuldrene af Arthur Conan Doyle. Selv stod han mest af alt på skuldrene af den amerikanske forfatter Edgar Allan Poes noveller om detektiven Dupin (”The Murders in the Rue Morgue” fra 1841), anerkendt som den første detektivhistorie nogensinde, ”The Mystery of Marie Rogêt” (1842) og ”The Purloined Letter” (1845). Doyle sagde selv, da han blev spurgt om Dupin var en inspiration for Sherlock Holmes: ”Umådelig stor! Hans detektiv er den bedste detektiv i litteraturen. Dupin er uforlignelig. Det var Poe, som demonstrerede muligheden af at gøre en detektivhistorie til et litterært værk.” (her citeret fra Sven Ranilds forord til: Et studie i rødt, 2012).
Den mest direkte indflydelse, Doyle havde, var på de mange forfattere i detektivhistoriens guldalder, herunder især på Agatha Christies bøger om detektiven Hercule Poirot, som debuterede i 1920. Christie gjorde Poirot lille og kraftig, modsat Holmes, med sine egne excentriciteter. Men ligesom Holmes havde Poirot en ikke helt så genial makker og en kontakt i Scotland Yard.
En anden forfatter, som blev inspireret af Doyles detektivhistorier, var Dorothy L. Sayers bøger om detektiven og gentlemanen Lord Peter Wimsey, som udkom første gang i 1921.