Et studie i rødt

Citat
”Når man skal løse et problem af denne art, er det allervigtigste at kunne ræsonnere baglæns. Det er en meget nyttig færdighed, og den er meget let, men folk bruger den ikke så meget.”
”Et studie i rødt”, s. 154.

I alt 56 noveller og fire romaner blev det til med Sherlock Holmes. Han fik sin debut med ”A Study in Scarlet” fra 1887 (”Et studie I rødt”, 2012). Den første af de fire romancer. Bogens første del er skrevet fra Dr. John H. Watsons synsvinkel. Han er en forhenværende militærlæge, såret i den britisk-afghanske krig, som nu tumler rundt i London, og leder efter et billigt sted at bo. Igennem en fælles bekendt møder han Sherlock Holmes. Sammen flytter de sammen i en lejlighed på den berømte adresse Baker Street 221B. Holmes er verdens første og eneste rådgivende detektiv, der træder til, når politiet ikke kan løse en sag.

Holmes og Watsons første sag drejer sig om et mystisk mord i en forladt bygning. Liget, identificeret som Enoch Drebber fra USA, findes død, uden synlige tegn på overlast, men med blod på gulvet omkring sig. Drebber var i London med Joseph Stragerson, som findes død af knivstik på et hotelværelse nogle dage senere. Første del slutter med, at Holmes dramatisk lægger morderen i håndjern.

29404682

I bogens anden del springer man tilbage i tid til 1847 i Utah, USA. Her følger man manden John Ferrier og hans datter Lucy, som bliver reddet af mormoner, strandet i ørkenen. Far og datter bor med mormonerne, men da Lucy kaster sin kærlighed på en uden for det mormonske fællesskab, fører det til fjendtligheder og død og en jagt på hævn, som kulminerer med mordene i London.

Allerede i første bind om Sherlock Holmes anlægges det fundament, som skulle vise sig at blive en succes. Holmes er i ”Et studie i rødt” en udpræget monoman karakter, som næsten udelukkende er optaget af at tilegne sig viden, der kan hjælpe ham med at opklare forbrydelser. Hans opklaringsmetode er kendt som den deduktive metode, som beror på observation, logik og udelukkelse, iblandet kriminalvidenskabelige discipliner som fingeraftryk, kemiske analyser, fodspor og undersøgelse under lup og mikroskop. Holmes siger selv, at når man har udelukket det umulige, må det der er tilbage, uanset hvor usandsynligt, være sandheden.