Historierne om Sherlock Holmes indledte en guldalder for kriminallitteraturen, der varede indtil omkring Anden Verdenskrig. Ved at splejse detektivarbejdet med den videnskabelige metode skabte Holmes grobund for en ny slags detektiv, der ikke var afhængig af held og lykketræf, men brugte logik, ræsonnement, deduktion, observation, kemi og analyser til at fange forbryderen. Doyle byggede her videre på Edgar Allan Poes historier om detektiven Dupin i ”The Murders in the Rue Morgue” og to efterfølgende historier.
Samtidig etablerede han nogle genrekonventioner, der skulle påvirke stort set alle kriminalforfattere, der skrev i guldalderen. Forbrydelserne, og det var ikke altid der var tale om forbrydelser hos Doyle, skulle være mysterier, og skulle først løses til sidst, gerne med et tvist, og med en overraskende afsløring. Opklaringsarbejdet skulle ikke bero på tilfældigheder og lykketræf, og intet overnaturligt måtte være bag mysteriet, i sidste ende skulle alt kunne forklares rationelt. Samtidig var den officielle ordensmagt som regel ineffektive og lignede ved siden af detektiven komiske fjolser.
Historierne om Holmes udgiver sig for at være autentiske beretninger, fortalt og skrevet af Dr. Watson, Holmes’ tro følgesvend. Med dette effektive fortællegreb blev historierne både mere vedkommende og spændende, hvis man troede, eller lod som om man troede på præmissen, at de var dokumentariske skildringer – hvilket en stor del af publikum gjorde. Samtidig så man som læser begivenhederne fra Watsons synsvinkel, der som udenforstående skulle have forklaret Holmes’ ræsonnementer og teorier.