Jette Drewsen blev født i 1943 i Hvejsel lidt nord for Vejle. Faderen Svend Aage Drewsen havde en dyrlægepraksis, mens moren Edith Drewsen gik hjemme. Jette Drewsen er den næstældste ud af en søskendeflok på fem. Da hun var syv år, indtraf en ulykke, der ændrede livet for familien, og som mærkede Jette særligt hårdt. Under en leg med lillesøster Lisbet skete der en ulykke, som førte til Lisbets død.
Jette Drewsen blev student i 1962, og efter fire semestre på psykologistudiet afbrød hun sine studier på Københavns Universitet. Hun blev gift som 21-årig, fik børn og levede de næste år som hjemmegående husmor. Ægteskabet holdt til 1971. Året efter debuterede hun med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, der viser en hjemmegående husmors kedelige hverdag og blomstrende frustrationer.
I tråd med tidens efterdønninger af ungdomsoprøret og kvindebevægelsens opblomstring spiller kvinden den store hovedrolle i Drewsens udgivelser i årene efter debuten. Faktisk har hun aldrig rigtig sluppet taget i kvinderne og deres rolle i samfund, familie og kunst. Som forfatter er hun blevet kaldt ”Rødstrømpernes litterære talerør” (Jannie Iwankow Søgaard: Rødstrømpernes litterære talerør. Kristeligt Dagblad, 2013-12-09), men værkerne er ikke feministisk propaganda, snarere litterære undersøgelser af kvindesituation og -sind.
Sprog har siden barndommen interesseret Jette Drewsen, hvilket hun forklarer med de forskellige former for det danske sprog, hun blev udsat for gennem barndommen – ”rigtig” jysk dialekt, rigsdansk og et fladere jysk, som Drewsens mor med foragt kaldte ”stationsbyjysk” (”Lisbets søster”, s. 23). Allerede som niårig skrev Jette Drewsen sin første roman i et hæfte, hun fik af sin mor. Legen med sprog og den tidlige bevidsthed om forskellige måder at udtrykke sig på lagde grundstenen til Jette Drewsens lange og stadigt aktive forfatterskab, som hun bedriver fra hjemmet på Bornholm.