Allerede med debuten i 1972 blev Jette Drewsen beskrevet som en af kvindernes nye litterære stemmer. Sammen med forfattere som Kirsten Thorup, Jytte Borberg, Vita Andersen og Dorrit Willumsen tog Drewsen udgangspunkt i tidens kvindesituation og bevidstgørelsen om frihedspotentialet hos kvinderne. Ligestillingsbevægelsens opblomstring i 1970’erne bygger på det første kvindeoprør i slutningen i 1800-tallet, og Drewsen såvel som de øvrige kvindestemmer fra tiden står på skuldrene af datidens modige forfatterinder. En af dem, der tidligt luftede feministiske holdninger, var Mathilde Fibiger. Allerede i 1851 lod hun Clara Raphael i bogen af samme navn udtrykke en stærk frustration over de ulige forhold, mænd og kvinder lever under. ”Clara Raphael” blev nøjagtig som Jette Drewsens første udgivelser debatteret heftigt i samtidens offentlighed.
Emancipationsbevægelsen er tydelig i forfatterskabets første årtier med bøger, der kredser om de kvindelige hovedpersoners undertrykte potentiale, udbrud af rollen som husmor og forsøg på at få en hverdag som selvstændig kvinde til at hænge sammen. Det sidste ses især i ”Fuglen”, hvor Mias kamp med livet som enlig mor, selvforsørgende kunstner og elskerinde ender i selvmord. Denne endegyldige ’løsning’ vælger også hovedpersonen i Herdis Møllehaves ”Le” fra 1977. Begge romaner udløste store diskussioner – især på grund af deres tragiske afslutninger.
De samme udfordringer med at få familieliv og kvinden/morens kunstneriske ambitioner til at forenes ses også i Tove Ditlevsens og Dea Trier Mørchs forfatterskaber. Især Ditlevsens erindringer ”Gift” (1971) viser en kvinde, der ikke formår at balancere mellem familieliv og kunstnerisk produktion.
Den politiske tone, der ligger som underlæg i Jette Drewsens tidlige udgivelser, kan ses i mere udpræget grad hos Inge Eriksen, der også debuterede i 1970’erne. Gennemgående for Eriksens værker er en stærk og handlekraftig kvinde, som den Drewsen udvikler i løbet af det første tiår. Stærke kvinder fylder også hos islandske Kristín Marja Baldursdóttir, både i romanerne om Karitas, men også i ”Fra hus til hus”, hvor mødet med et højere klassesamfund driver ambitioner og drømme om en anden levemåde frem hos en ung kvinde.