Fuglen

Citat
”Hun gik lidt ind og så på den lille pige. Man kunne klare dem, når de sov. Og man blev bange, når de vågnede. Jo mindre man kunne være for dem, jo mere klyngede man sig til dem.”
”Fuglen”, s. 40.

Jette Drewsens anden roman ”Fuglen” fra 1974 handler som forgængeren ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” (1972) om et kvinde- og kunstnerliv, der har svært ved at passe ind i tidens og samfundets form og norm.

Mia er en fraskilt kunstner, som prøver at få hverdagen med datteren Aline til at hænge sammen. Penge er der aldrig nok af, og et kompliceret kærlighedsliv hjælper ikke. Mia har af en bank fået bestilling på et stort mosaikrelief – ”Fuglen” – som hun dedikerer til datteren som en slags soning for sit svigt som forælder i dagligdagen. Inspirationen er dog svær at fastholde, og arbejdet går trægt. I det private ser hun Bjarke, som også ser sin skuespillerkollega.

Mias liv svinger mellem orden og kaos, hvilket bl.a. manifesterer sig i hendes spisevaner. Den ene dag svælger hun sig i biksemad med ”engelsk sovs i guddommelige mængder” (s. 6), den næste dag får hun kun kiks og danskvand. At tælle kalorier er en slags magtpålagt selvpineri. Da Bjarke går fra hende, falder alle delene i Mias liv fra hinanden, og hun vælger den tragiske udvej at tage sit eget liv.

Romanen foregår over relativt kort tid og fortælles kronologisk af en tredjepersonsfortæller bundet til Mia. På den måde får vi et indblik i Mias tankeverden, men det er i dialogen, at historien drives frem. Korte sætninger og brug af direkte tale giver dynamik og fremdrift. Mias tilværelse vipper mellem livet som kunstner og ønsket om at slå til som mor. Hun har et kærligt forhold til datteren, men er stærkt inkonsekvent i sin tilstedeværelse. Mia prøver at kombinere de to ting i kunstværket af fuglen, men uden succes. Forholdet til hendes forældre er også spændt ud mellem det frie kunstnerliv, Mia lever, og det borgerlige miljø, hun er vokset op i. Det lykkes aldrig for Mia at kombinere kunstnerlivet med ansvaret, der følger med at være mor – nøjagtig som Ursula i Drewsens debutroman ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, der heller ikke formår at være kone/mor og udøvende fotograf på samme tid. Det er Mias evige vaklen mellem de to sider, der fører hende ud i selvmordet.