Jette Drewsens fødsel som forfatter midt i 1970’ernes ligestillingskamp kan spores som tema gennem hele forfatterskabet, dog i stadig bredere forstand jo tættere på nutiden, vi kommer. I de tidlige år er det litterære kamera fokuseret på kvindens rolle og funktionsmuligheder i samfundet. Hovedpersonerne i romanerne fra forfatterskabets første årti kan læses i forhold til hinanden. Fra den frustrerede husmor i ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” over Mia i ”Fuglen”, der ikke kan få livet som kunstner og mor til at forenes, videre til den stærkere og friere Liv i ”Pause”, for at ende ved de fire, selvstændige kvindelige hovedpersoner i ”Tid og sted”. Det er samfundskritisk litteratur, der sætter spørgsmålstegn ved de traditionelle mønstre, kønnene udfolder sig i.
Stilen er realistisk nøgtern og minimalistisk. Drewsen benytter sig sjældent af billedsprog og store metaforer, og hun synes mere interesseret i karakterernes indre sindstilstand end detaljerede beskrivelser af de ydre omgivelser. Mennesket og dets udfoldelsesmuligheder er i store dele af forfatterskabet Drewsens primære fokus, hvilket særligt ses i hendes tidlige kvindeskildringer samt den sproglige skabelse af Ella i ”Lillegudsord”.
Undersøgelser af sammenhængen mellem sprog og identitet bliver centrale i Drewsens produktion fra starten af 1990’erne og opefter. I Ella-trilogien udforskes identitetsskabelsen hos en ung pige gennem sproget, og i ”Lisbets søster” identificeres det manglende fællessproglige ståsted mellem far og datter som det helt store problem i kommunikationen mellem de to.
Jette Drewsen har primært skrevet romaner, men efter årtusindskiftet har hun også afprøvet selvbiografien med ”Lisbets søster”, rejseberetningen med ”Det inderste råstof” (2004), og i 2007 udkom novellesamlingen ”Oven for klinten”, der handler om mennesker af individualitetens tidsalder, og den opløsning og ensomhed manglen på fællesskab fører med sig. Samfunds- og kulturkritikken er altså gennemgående i Drewsens forfatterskab.