I årene 1992 til 1994 udkom Ella-trilogien, der markerede et skift i Jette Drewsens litterære stil og tema.
I første del, ”Lillegudsord” fra 1992, følger vi Ellas opvækst på den højskole, hendes far er forstander på, fra hun er omkring fem år gammel og til gymnasiealderen. Ella er på flere niveauer sine forældres datter nummer to: Den korrekte og regelrette storesøster Sigrid følger og forstår forstanderparret, mens Ella tidligt sætter spørgsmålstegn ved den verden, hun gennem sine omgivelser og især forældrene bliver præsenteret for. I forstanderhjemmet er Grundtvig idolet og fadervor obligatorisk – men hvad stiller man op, når man ikke forstår linjen med ’forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere?’ Som romanen skrider frem, og Ella vokser op, åbnes hendes udsyn, og langsomt løsriver hun sig fra forældrenes begrebsverden og skaber sin egen.
21436291
Sprogets skabende kraft er et hovedtema i romanen. Jo ældre Ella bliver, og jo større ordforråd hun får, des mere reflekteret bliver den hverdagsberetning, hun giver læseren. De første kapitler er præget af korte sætninger, rytmiske remser og genfortælling af begivenheder, men som fortællingen skrider frem, bliver sproget mere varieret og komplekst – nøjagtig som Ellas verdens- og livsopfattelse.
Romanen er en undersøgelse af barnet Ellas selvstændighedsudvikling og bevidstgørelse. Udviklingen bliver sprogliggjort i fortællingens udsigelse: Historien fortælles kronologisk i nutid af Ella, men i bogens første trefjerdedele fortæller hun ud fra et vi. Først som stor pige på vej i gymnasiet slipper Ella vi’et og finder tryghed i at være et jeg. Skiftet fra vi til jeg markerer den endelige selvstændiggørelse af Ella og løsrivelsen fra forældrene og den verden, de repræsenterer. Det har været forbundet med tryghed for Ella at tænke sig selv som et kollektiv, men selvstændigheden og individualiteten trænger sig på i teenageårene. ”Lillegudsord” er en roman om overgangen fra barn til (næsten) voksen og skabelsen af personen Ella.