Lisbets søster

Citat
”Jeg ville altid gerne forstå hans bevidsthed, og det gjorde jeg også på mange måder. Samtidig vidste jeg jo, at han som alle andre mennesker altid ville skjule noget, og altid, også uden bevidst at skjule noget, ville rumme en rest, jeg ikke kunne forstå. Men min far vidste mere end de fleste, og deraf kom det sig, at han skjulte mere end de fleste.”
”Lisbets søster”, s. 11.

Essaysamlingen ”Lisbets søster” fra 2001 er Jette Drewsens erindringer. Det primære omdrejningspunkt for de fire erindringsessays er Drewsens forhold til hendes far og den tragiske begivenhed, der får afgørende indflydelse på far-datterrelationen og Drewsens fremtidige liv, nemlig lillesøster Lisbets død.

Lisbet dør halvandet år gammel under en leg med sin syvårige storesøster Jette, og selvom der er tale om en ulykke, sætter skylden sig tungt i Jette – en skyld som det er svært for de sorgfyldte forældre at håndtere. Da forældrene og de to andre søstre rykker tættere sammen i deres sorg, isoleres Jette. Følelsen af at stå uden for familien forstærkes yderligere, som Jette vokser op og danner meninger om verden ud fra andre syn end de liberale værdier, hun er vokset op med i hjemmet. Jette bliver engageret i kampen for kvinders rettigheder og hører holdningsmæssigt til på den venstrefløj, hendes far slet ikke forstår. De to har ikke et fælles sprog til at tale om politik, og bevæger de sig ind på emnet, ender diskussionen i hårdknude.

23637235

Erindringerne bevæger sig kronologisk fra tidlig barndom i slutningen af 1940’erne til farens død i 1993. Der er et tydeligt før og efter i Jette Drewsens tilbageblik, nemlig Lisbets død. Tematisk står forholdet mellem far og datter i midten omkranset af undertemaer som sorg, sprog og (politisk) dannelse. Især det manglende fælles sproglige ståsted mellem far og datter frustrerer og fascinerer Drewsen, og essayformen tillader hende i længere passager at reflektere over sprog og forskellige ideologiske strømninger.

Til trods for at Jette Drewsen skriver om sit eget liv og forhold til sin familie, er stilen sober og aldrig anklagende. Drewsen beskriver rummeligt og uden selvmedlidenhed den svære tid efter Lisbets død og forældrenes manglende evne til at håndtere storesøsterens skyld og sorg. På trods af de mange forskelle i Drewsen og hendes fars værdier og livssyn portrætterer hun ham med kærlig agtelse, og man mærker den kærlighed, higen efter anerkendelse, beundring og skuffelse, som relationen mellem en far og hans datter består af.