Beslægtede forfatterskaber

I billedbogen ”Erik maler hunden blå” (2007) møder man den finurlige og opfindsomme dreng Erik, der på mange måder minder om de børn, vi kender fra Astrid Lindgrens bøger. Eksempelvis ”Pippi Langstrømpe” (1945) eller ”Emil fra Lønneberg” (1963). Morten Dürr har da også udtalt til Børnelitteratur.dk, at Astrid Lindgren er en af hans inspirationskilder.

Men Morten Dürrs socialrealistiske bøger kan samtidig ses som et opgør med den sorgløse barnefigur, der lever i en harmonisk verden. For i Dürrs bøger møder vi i høj grad også børn, hvis hverdag ikke ser så lys ud. Flere af dem bliver mobbet, nogle har mistet deres forældre, mens andre lever med forældre med sociale problemer.

Kim Fupz Aakesons ”Jeg er William” (2013) handler om drengen William, der har mistet sin far, og hvis mor er indlagt på psykiatrisk afdeling, og derfor er William nødt til at bo ved sin kriminelle onkel. Williams problemer minder i høj grad om nogle af dem, mange af børnene i Morten Dürrs bøger også kæmper med.

I Charlotte Fleischers ”Hannas Hævn” (2012) møder vi pigen Hanna, der bliver mobbet af de ældre elever på skolen, men ligesom Michael gør det i ”En bombe i madkassen” og Emil gør det i ”En lort med tusinde ben”, så får Hanna også sin hævn.

Den usynlige ven, som optræder i flere af Morten Dürrs bøger, kan man også finde i den svenske forfatter Gunilla Bergströms Alfons Åberg-bøger. Her har drengen Alfons, der bor alene med sin far, sin usynlige ven Svipper ved sin side, når han skal navigere gennem hverdagen.

Morten Dürrs ”Sort chok-serie” minder i høj grad om den amerikanske forfatter R.L. Stines serie ”Gåsehud” (1992-1997). I begge serier er hver bog en selvstændig fortælling, hvor man møder nye hovedpersoner hver gang. Selvom bøgerne i begge serier indeholder gys og gru, har bøgerne også et humoristisk præg. Ligesom ”Sort chok-serien” henvender ”Gåsehud-serien” sig til børn i 9-12-års alderen.